Betty Nansen Teatrets dramatisering af George Orwells magtkritiske roman “Animal Farm” er blevet skræmmende aktuel, og har sine intense øjeblikke. Men som helhed lykkes forestillingen ikke.

* * *

Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre.

Det berømte citat fra “Animal Farm” eller “Kammerat Napoleon”, som mange af os, der havde George Orwells berømte roman som pensum i udskolingen eller gymnasiet i tidernes morgen, kender den som, indrammer fuldstændig på kornet hvad det hele handler om.

Uanset hvordan vi end opbygger vores samfund, så vil der altid være nogle der har mere magt end andre. Nogle, der er klogere end dem, der er stærke. Nogle, der bare vil magten mere end de andre.

I George Orwells geniale univers er det dyrene på en engelsk bondegård, der gør oprør mod mennesket. De vil ikke finde sig i at bondemanden, Mr. Jones, mishandler dem, glemmer at fodre dem i fuldskab og slår dem ihjel, når de ikke længere kan være rentable for landbruget.

Dyrene jager bonden af gården, og overtager styringen i hvad der til at begynde med er et (kommunistisk) idealsamfund med fællesmøder og paroler om at ‘yde efter evne og nyde efter behov’. Men nogle skal jo træffe de svære beslutninger om at få bedriften til at give afkast, og så starter det hele bare forfra igen. Hos Orwell og på Betty Nansen Teatret slutter det med, at dyrene udkæmper et slag mod menneskene, trods store tab vinder de krigen, og fejrer det med sprut til folket og champagne til den selvbestaltede leder, ornen Napoleon, der er det klogeste af dyrene. Svinet har indtaget menneskets plads øverst i hierakiet og alting er reelt som før.

Historien er god. Og på Betty Nansens scene, der fremstår helt nøgen og dækket af et tykt lag muldjord i en forbløffende enkel og effektfuld scenografi, skaber de otte skuespillere – alle kvinder – og elektro-musikeren Jenny Rossander – alle nogle skarpt tegnede karakterer, med fornem sans for dyrenes bevægelses-og lydmønstre og med fint, detaljerede arketypiske karaktertræk.

Det være sig Marie Dalsgaards forfængelige præmiehoppe, Xenia Noetzelmanns slider af en arbejdshest, Maria Winther Nørgaards nærmest nuttede, brægende får og Siff Vintersols evigt tvivlrådige avlshoppe. Maria Rich er decideret ondskabsfuld, som håndlanger-svinet Sqeeler og Ena Spottag giver æslet Benjamin en overraskende veludviklet situationsfornemmelse. 

Sarah Boberg og Tina Gylling Mortensen er de to magtbegærlige orner, der har hver deres dagsorden, og udkæmper en magtkamp på liv og død. Ikke så overraskende byder de begge ind med scenisk autoritet og er glimrende. Og ovenover og udenom alle dyrene svæver så Lydmor, (Jenny Rossander), og pakker fortællingen ind i hårdt pumpede elektro beats og sange – på engelsk! Det sidste er mig lidt af et mysterium, for dermed distancerer hun sig mere fra handlingen end hun samler den, og heller ikke her synes det at lykkes at integrere moderne lydskabere i den sceniske fremstilling, som det efterhånden er blevet en tendens i dansk teater. 

Hvor fede toner hun end skaber ud af sit keyboard-og computergrej, der står fremme på bagscenen (som det jo gør på en hver bondegård), og hvor spændende hendes sang end lyder (teksten fortabte sig desværre for det meste), så passer hun ind på bondegården som var hun en kænguru i en kostald.

Tom Silkeborg er i sin dramatisering ganske tro mod romanen, så tro, at de fleste replikker fremstår som oplæsninger, og det virker forstyrrende, ja nærmest irriterende, når hoppen Mollie, eller de andre, afslutter en replik med: ‘siger Mollie’. I stedet for at være dramatisk teater giver “Animal Farm” periodisk mere indtryk af at være fremført litteratur, og det gør bestemt ikke forestillingens flow bedre og mere letløbende, at adskillige replikker gentages i en uendelighed, og at scener gang på gang trækkes i langdrag. Her må instruktør og kunstnerisk chef på teatret Elisa Kragerup påtage sig ansvaret for at forestillingen i nærmest skræmmende grad savner dynamik og fremdrift, og i længden bliver – ja, kedelig.

“Animal Farm” er en del af en samlet proces, kaldet ‘Betty udvikler’, hvor forestillingerne udarbejdes på tværs af kunstarterne gennem workshops og kollektive tanker. Det er bestemt ædelt at arbejde med teatergenrens udvikling, og det kan også sagtens være vejen frem i forhold til at tiltrække et nyt, yngre publikum – som der var rigtigt mange af på den udskudte premiereaften. “Animal Farm” handler netop om at kollektivisme har svære kår fordi der altid er nogen, der vil påberåbe sig magten og tage styringen, og sat lidt på spidsen så understreger opsætningen her, at det måske i virkeligheden også er sådan verden fungerer bedst. Det hele er lidt for løst og ustruktureret. Det synes ikke at være lykkedes, at skabe en velfungerende dramatisering og scenisk fremstilling ud af det ellers strålende forlæg, og på trods af mange, men for spredte, intense øjeblikke og grundlæggende vellykkede karakterer, så får forestillingen aldrig for alvor luft under vingerne.

Romanen blev skrevet som en harsk kritik af totalitære regimer under Anden Verdenskrig, den handler om magtmisbrug og manipulation af masserne, og med den øjeblikkelige situation i Ukraine bliver fortællingen skræmmende aktuel. Det er muligt, at teatret havde Trumps polariserede USA i tankerne da man planlagde at spille “Animal Farm”, men førerornen Napoleon bliver nu pludselig en Putin-figur i al sin ækle magtsyge vælde. På den måde er “Animal Farm” et vedkommende bidrag i kampen mod totalitære magter verden over, og man kunne blot have ønsket sig en skarpere skåret fremstilling.

“Animal Farm” af George Orwell. Dramatiseret af Tom Silkeborg.

Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi: Ida Grarup. Komponist/Musiker: Lydmor (Jenny Rossander).

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Sarah Boberg, Marie Dalsgaard, Xenia Noetzelmann, Maria Winther Nørgaard, Maria Rich, Ena Spottag og Siff Vintersol. Samt Jenny Rossander.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 30. april.

Anmeldt 23. marts (udskudt premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.