Med “Elusia” henvender Teater Grob sig direkte til de unge i tyverne. En effektfuld forestilling, som dog synes at miste sit fokus.
* * * *
Scenografisk er “Elusia” usædvanligt godt udtænkt. Et blankt, gennemsigtigt lærred, der adskiller den reale og den virtuelle verden, og som fra scene til scene bliver tegnet op af tegneren Bob Lundgreen Kristiansen, som står ved et tegnebord bagerst på scenen, så både de helt konkrete hverdagsscenarier – busstoppestedet på Nørrebrogade, ‘skodlejligheden’ og fakultetet på uni – og de mere abstrakte manifesterer sig for vores øjne. Det er meget originalt lavet, og særdeles effektfuldt udført og spiller næsten perfekt sammen med Malte Hauges præcise lysdesign.
Teater Grob har en klar mission om at henvende sig til et yngre, og formentlig også meget lokalt publikum. Med “Elusia” har dramatikeren Zara Lea Palmquist skrevet et helt up-to-date stykke hverdagsdramatik om en ung kvinde i det, der kaldes ‘kvartlivskrisen’. Som Anne Sofie Wanstrup spiller den studerende singlepige Liva, sidder vi med en klar fornemmelse af at ‘hende kender vi’, eller i det mindste, ‘hende kan vi rende ind i ved busstoppestedet lige udenfor teatret’.
Hun er helt jordnær, helt almindelig og helt på skideren. For alt er fucked up i Livas verden; studieretningen er skudt helt ved siden af og hvis hun dumper sin bachelor, hva’ så? Hun har haft mindst ti roomies i skodlejligheden, og hun væmmes ved de mennesker, hun dag ud og dag ind tvinges til at køre i bus med – selv ham den lækre, som hun ikke tør andet end skele til i det skjulte.
Jeg skal blankt indrømme, at begrebet ‘kvartlivskrisen’ er gået min næse forbi, men oh skræk og rædsel, mine egne børn nærmer sig midttyverne og er midtvejs i studierne, så det kan være at den snart bliver meget nærværende. Usikkerhed, manglende selvværd, frygt for fremtiden og en gennemgribende nagende tvivl. Hvis vi midaldrende går og tror, at life is beautiful når man er ung i dag, så fortæller Zara Lea Palmquist os i hvert fald en anden historie.
Liva søger sit sociale liv på nettet og går til online selvhjælpskurser som ‘Kvinde, find din fisse’ og et kursus for ‘æstetisk udfordrede’, men det er endnu en roomie i rækken af roomies, der intruducerer hende for et nyt nirvana, onlineverdenen Elusia.
Maria Corydon er den mystiske roomie Makaria, som er Livas diametrale modsætning; udfordrende, sexet, og uden andre fremtidsplaner, end hvad de næste ti minutter byder ind med. Makaria befinder sig mest på den anden siden af lærredet, i en anden verden, måske ovenikøbet i en drømmeverden. For er hun overhovedet en reel person? Er hun blot det ‘jeg’ som Liva ønsker at hun selv var? Alt det, Liva drømmer om at være, men ikke tør være?
Elusia er ikke endnu et selvhjælpsprogram, det er en revolution, som sætter dig fri. Et opgør mod gamle mænds verden og vej til at møde livet uden frygt og fordomme. Og hvad så?
Teksten bliver hen af vejen mere abstrakt, og synes at miste lidt af det klare fokus, den har i indledningen. Der bliver jagtet lige lovligt mange effekter, når hoveder knuses og brækket flyder, så helt skarp fremstår forestillingen ikke, men det er bestemt heller ikke uinteressant. Og, konkluderes det, drømmeverdenen er måske ikke helt så perfekt, som vi forestiller os.
På udvalgte aftener inviterer teatret til after-talks, således også i aftes, hvor jeg desværre var nødt til at gå. Her debatterer inviterede gæster forestillingens temaer, og således bliver kunsten også debatskabende og bidrager til at sætte en dagsorden.
At få unge mennesker i tyverne til at gå i teatret har altid været en vanskelig udfordring. Små korte forestillinger som denne, der rammer målgruppen midt i deres eget tankeunivers kan måske være vejen frem.
“Elusia”. Af Zara Lea Palmquist.
Instruktion: Jesper Pedersen. Lysdesigner: Malte Hauge. Lyddesign: Asger Kudahl. Kostumer: Ida Munk Ørstrøm. Livetegner: Bob Lundgreen Kristiansen.
Medvirkende: Anne Sofie Wanstrup og Maria Cordsen.
Spiller på Teater Grob til 18. september.
Anmeldt 7. september.
