Forside Anmeldelser 2021 AMERICAN IDIOT

AMERICAN IDIOT

32
0

Velkomment gensyn med Green Day’s ikoniske rockopera, der var ‘byens fedeste show’ i 2017 og er det igen i 2021.

* * * * * 

Energiudladningen slog benene væk under os alle, der så “American Idiot” i 2017 i Den Grå Hal på Christiania, hvilket fik mig til at diske op med de sjældne seks stjerner og en generel hyldest til det unge, dynamiske ensemble.

Nu har musical-producenten Heltemus heldigvis sat “American Idiot” op igen, stadig i Tim Zimmermann intense instruktion og koreografi, og denne gange i større rammer, da Østre Gasværk Teater, stod ledigt. Jeg har ladet mig fortælle, at Gasværket er et vanskeligt rum at lave lyd i, og det er måske årsagen til, at det forekommer som om der er skruet lidt ned for volumen-knappen denne gang. Det kan også skyldes, at der spilles i et rum med en bredere publikumsappel, eller også er det bare en fornemmelse, der slet ikke passer.

“American Idiot” handler om et USA i krise. Helt konkret om det USA, som daværende præsident Bush havde efterladt. Et land med høj arbejdsløshed og et land, hvor den nok så berømte ‘the american dream’ i høj grad stadig levede, men groft sagt under kummerlige kår. Det var dengang – og i dag – svært for de unge mennesker i de nedslidte forstæder at se et lys i mørket for enden af tunnelen. Svært for dem at forestille sig, at deres drømme nogensinde skulle kunne blive virkelighed. 

Det skrev punkrock-bandet Green Day med forsangeren Bille Joe Armstrong i spidsen et såkaldt koncept-album om, altså et musikalbum, der gennem sangene fortæller en samlet historie – vi kender det bedst fra Pink Floyds “The Wall”, og de af os der var unge sidst i 70’erne kan måske huske Frank Zappas “Joe’s garage”. Allerede i 2009 skabte Bille Joe Armstrong og teatermanden Michael Mayer musicalen, eller rockoperaen, som måske er den bedste beskrivelse af “American Idiot”, og fik enorm succes. En moderne, amerikansk kultmusical var skabt.

Vi følger de tre venner Johnny, Will og Tunny i den fiktive forstad Jingletown. De hænger ud i sofaen hjemme hos Will, drikker bajere og drømmer om at skabe sig et liv. Derfor beslutter de at drage til storbyen på eventyr, og forfølge deres drømme. Will når ikke længere end til bussen, så fortæller hans kæreste Heather ham at hun er gravid, og han bliver hængende. Mens han sidder og fyrer fede i sofaen, skrider hun med barnet og møder en ægte rock’n roller med en mulig fremtid.

I storbyen fortsætter Tunny med at sumpe i en sofa indtil en tv-reklame for at melde sig til hæren får ham til at melde sig under Uncle Sams faner i Irak-krigen, hvor han får skudt benet af, men møder sine drømmes kærlighed, den kønne, eksotiske sygeplejerske The Extraordinary Girl.

Johnny søger andre veje, og styres af sine mørke drifter direkte ud i et heroinmisbrug, orkestreret af den dæmoniske St. Jimmy, der reelt er Johnnys alter ego, djævelen på den venstre skulder. Han møder den smukke Whatshername, men stofmisbruget river dem fra hinanden. Alligevel er det mødet med kærligheden, der til sidst giver Johnny og hans venner en smule håb om fremtiden tilbage.

Der er skiftet ud på sangerholdet siden 2017, men Anders Gjesing er heldigvis fortsat en foruroligende fabelagtig St. Jimmy. Endnu stærkere såvel vokalt som i gestaltningen af ondskaben i al sin gru. En fantastisk præstation.

Den svenske rocksanger Viktor Norén er Johnny med uadvendt vrede og narkomanens karakteriske blik i de små sprækker i øjnene. Enten er det fantastisk method-acting eller også har han sin egen barske historie at lægge til grund for karakteren. Diluckshan Jeyaratnan, som har lyst op i flere produktioner på Fredericia Teater, er en (lidt for) blød tumling i rollen som Tunny, mens Johannes Nymark som Will overrasker positivt i en mere rå sangudgave end vi hidtil har oplevet ham. Det samme kan man roligt sige om Julie Steincke i rollen som Whatshername. Hun er – hånden på hjertet – nok en anelse for gammel til rollen, men når hun synger slår det gamle gasværk revner. 

Det er dog i høj grad ensemblet, snarere end solisterne, der skal give “American Idiot” dens rå energi. Og ligsesom i 2017 synges og spilles der suværent hele vejen rundt, men man bemærker især Eric Hallengren og Jacob Prüser. Benjamin La Cour har genskabt sin ret imponerende scenografi med tre store, bevægelige betonstykker og en effektfuld udnyttelse af rullende transportbånd og det er igen Mikkel Gomard, der styrer bandet gennem de 32 hårdt rockende, men bestemt også melodisk smukke sangnumre, der udgør et musikalsk score, som sagtens kan betegnes som en moderne version af “Les Miserables”.

Energiniveauet, højspændingen og forløsningen af forestillingen er ikke helt lige så elektrisk som dengang i 2017, men “American Idiot” er stadig the best show in town.

Ps/ Forestillingen synges og spilles på engelsk.

“American Idiot”. Af Billie Joe Armstrong og Michael Mayer. Musik: Green Day. Sangtekster: Bille Joe Armstrong.

Instruktion & koreografi: Tim Zimmermann. Scenografi: Benjamin La Cour. Kapelmester; Mikkel Gomard. Produktion: Heltemus.

Medvirkende: Victor Norén, Johannes Nymark, Diluckshan Jeyaratnan. Anderes Gjesing, Julie Steincke, Johanne Milland, Ksenia Timoshenko, Jacob Prüser, Eric Hallengren, Katrine Skovbo, Cathrine Kronborg Tøt, René Wormark, Patrick Terndrup, Mads Æbelø Nielsen, Emmie Asplund, Daniel Trelborg Hansen.

Spiller på Østre Gasværk til 11. juli og igen fra 5.-22. august.

Anmeldt 26. juni (premiere)

Tidligere artikelHARMONIENS REVYPERLER – VACCINEN MED GRINEGARANTI
Næste artikelJEAN DE FRANCE

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her