Forside Anmeldelser 2021 FRANK VENDER HJEM

FRANK VENDER HJEM

29
0


29-05-2021

Velspillet, men lige lovlig langtrukken dramatisering af Kristian Bang Foss’ roman ”Frank vender hjem” på Odense Teater.

* * * *

”Frank vender hjem” er ikke alene ny, dansk dramatik. Det er også ny dansk dramatik, baseret på ganske ny dansk litteratur, Kristian Bang Foss’ succesfulde samtidsroman af samme navn fra 2019.

På mange måder en sjældenhed og et udtryk for, at man på det velfungerende teater i Odense, godt kan lide at tage nogle chancer. Tilmed på Store Scene, og med et stort ensemble, hele 11 skuespillere, på scenen.

Altså et friskt pust, og en skæv og meget anderledes historie om den unge Frank, der møder den smukke Thea til universitetets fredagsbar og forelsker sig. Men derfra går intet som man havde troet, for det er skæve karakterer, der er skabt af Kristian Bang Foss, og som er videreudviklet til scenen af Thomas Markmann.

Frank er resultatet af et knald mellem hans ensomme alkoholiserede mor og en flyvsk musiker. Thea er derimod datter af en stenrig tv-kendis, hvis formue angiveligt stammer fra hendes fars lidt for nære forhold til den tyske besættelsesmagt under krigen.

Umiddelbart handler stykket om modsætninger, og om den gamle floskel om at lige børn leger bedst. For Frank er flov over sit ophav, og ikke mindst over faderens dramatiske død, da han som gademusikant bliver overfaldet af en voldsparat flok på polterabend. Og han trives ikke blandt den kulturradikale overklasse, ’champagnesocialisterne’, som hans kæreste kommer fra.

Ligesom sin far har Frank det med at forsvinde, når tingene bliver lidt komplicerede, og da han en dag virkelig forsvinder fra den nu gravide Thea, under en udflugt i sin nye havkajak, opstår et umiddelbart uforsonligt tillidsbrud mellem det unge par og især hendes familie og den håbløse svigersøn, om hvem, man jo ikke kunne have forventet andet. Man kan ikke bare løbe fra sit ophav, som det siges med al mulig indebrændt foragt for de lavere sociale klasser.

Så langt så godt er ”Frank vender hjem” interessant, og for øvrigt periodisk ganske morsomt skrevet og især spillet, af teatrets altid velspillende ensemble. Men desværre vil dramatikeren have for meget med. For dramatiseringen forfalder til at blive alt for omstændelig, og Simon K. Bobergs instruktion får ikke sat tempo nok i afviklingen. Der er ganske enkelt for meget tomgang, for mange større og mindre sidehistorier, der skal fortælles, de fleste i alenlange og ikke altid lige interessante monologer.

Man fatter interesse for Jeppe Ellegaard Marlings fortolkning af den kejtede og konfliktsky Frank – en absolut nydelig præstation – og føler med Malene Melsens småbeduggede mor, og Mikkel Bay Mortensens syngende far, der går igen både i levende live og som en afdød troubadour i Franks liv. Men velhaverfamilien og dens underligt fortænkte baggrund forbliver på en måde et postulat, og bliver ikke rigtigt interessant, og slet ikke over de to timer og halvtreds minutter som forestillingen strækker sig over. Så hjælper det ikke meget, at Freja Klint Sandberg, Githa Lehrmann, Anders G. Koch og Lars Simonsen hver især er aldeles glimrende, og at Nicolaj Jandorf er øretæveindbydende irriterende som Theas nye bejler og at Klaus T. Søndergaard får skabt nye herlige skæve karakterer i en stribe mikroskopiske biroller. Cecilie Gerberg og Niels Skovgaard Andersen fuldender ensemblet uden at gøre det store væsen af sig som hhv. søster og bedste ven.

I sidste ende ender ”Frank vender hjem” som en noget langtrukken affære, der placerer sig et sted mellem socialrealistisk samtidsskildring, samfundskritisk familiedrama og regulær komedie.

”Frank vender hjem”. Baseret på Kristian Bang Foss’ roman af samme navn. Dramatiseret af Thomas Markmann.

Instruktion og konceptualisering: Simon K. Boberg. Scenografi og kostumedesign: Ted Pierce. Musikalsk konsulent: Jonas Munck Hansen.

Medvirkende: Jeppe Ellegaard Marling, Freja Klint Sandberg, Mikkel Bay Mortensen, Malene Melsen, Githa Lehrmann, Anders Gjellerup Koch, Lars Simonsen, Cecilie Gerberg, Nicolai Jandorf, Klaus T. Søndergaard, Niels Skovgaard Andersen og (på skift) Livia Gjellerup Davidsen Koch/Isabella Scharbau Jensen/Ingveldur  Lif Thorbergsdottir (barn).

Spiller på Odense Teater til 11. juni.

Anmeldt 28. maj

Tidligere artikelEBBERØD BANK 2.0
Næste artikelSØNDERBORG SOMMER REVY SHOW

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her