Forside Anmeldelser 2020 SKØRE STRØMERE

SKØRE STRØMERE

250
0

Endelig teater igen! Dansk Rakkerpak er på gaden igen, med den pudsige lille forestilling “Skøre strømere”.

* * * *

Teater igen, ah! Det har man ventet længe på. Mere end to måneder faktisk. 

Corona-krisen har lagt alt levende kulturliv ned. Ingen teaterforestillinger, ingen koncerter. Biograferne er fortsat lukket og revyerne aflyser én efter én i disse dage.

Derfor er det en lille solstråle i en mørk tid, at Helsingør Teater, der blandt står for den årlige gadeteaterfestival Passage, har valgt at bryde teatertørken og fået det Næstved-baserede teater Dansk Rakkerpak til at rykke ud – bogstaveligt talt – med forestillingen “Skøre Strømere”.

Det er en pudsig, lille børnevenlig sag om tre skøre politibetjente, i denne udgave endda ridende politi, og en undvegen fange, han så sandelig også til hest, eller til zebra, for at være helt præcis.

Teksten er sporadisk; en blanding mellem volapyk, rim og remser og improvisationer udledt af publikums reaktioner. Humoren er tegneserieagtig, men en slet skjult fascination af stumfilmenes stiliserede univers. De fire heste er morsomt lavet, og fanger i især de mindste blandt publikums interesse.

Der spilles i offentlige byrum – jeg så forestillingen på Ørebakken i Helsingør, en helt almindelig villavej i en helt almindelig provinsby – og tilfældige billister, cyklister og fodgængere blander sig med det egentlige publikum, der på grund af corona skulle tilmelde sig, men som ellers bare kan dukke op.

Det er en teaterform, der stiller krav til improvisation og nærvær, og det er en form Dansk Rakkerpak har arbejdet med i mange år og mestrer rigtigt godt. 

Idémændene Niels Grønne og Niels Peter Kløft spiller selv to af karaktererne, mens det simpelthen ikke er lykkedes mig at opdrive hvem den tredje skuespiller er. Alle tre kender deres og gadeteatrets virkemidler, men der er måske lige småt med originale ideer i “Skøre strømere” til at de kan holde interessen kørende i de 20-25 minutter en forestilling varer. Dertil er der lovlig mange gentagelser og lidt for megen tomgang.

Det kan dog ikke spolere glæden ved igen at opleve levende teater. 

Vi er så småt i gang igen. Hurra for det.

“Skøre strømere”

Idé og medvirkende: Niels Grønne og Niels Peter Kløft.

Kostumer: Malene Bjelke.

Hestemagere: Annika Nielsson/Malene Bjelke.

PR-foto: Jan Christensen (desværre uden heste).

Anmeldt: 14. maj i Helsingør. Der spilles også samme dag i Espergærde og Ålsgårde. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her