Forside Anmeldelser 2020 KUSSESUMPEN 2

KUSSESUMPEN 2

25
0

“Kussesumpen 2” er et sexfixeret og alt for rodet show om den moderne, unge kvinde. Der er dog pointer og perioder, der gør indtryk.

* * * 

Unge kvinder ser rigtig meget porno. 

Det er nyt for mig, men skal man tro de tre unge kvinder og baglandet bag forestillingen “Kussesumpen 2” på Aveny-T, og det er der absolut ingen grund til ikke at gøre, så fylder porno, seksuelle fantasier og sex i det hele taget meget i en ung kvinde omkring de 30 års liv og tanker.

Og det fylder derfor også en hel del i showet, hvor vi fra start møder de tre på en videoskærm, hvorfra de tager visse forbehold fra Skabelsesberetningen; Jeg er ikke skabt af dit ribben. Du er skabt af min kusse! råber de og slår tonen an. Det er her bliver en aften i feminismens tegn. Det er meget morsomt, og lover godt for resten af aftenen, men det skal vise sig, at niveauet ikke holder – hele vejen.

Der er mange meget sjove og bingo-i-bullseye oneliners, sjove sekvenser og morsomme situationer. Ja, der er også perioder med melankoli og alvor. Men som helhed er Karen Dich og Jacobe Orrys tekst for rodet og usammenhængende. 

Det er tre år siden, at den feministiske blog Kussesumpen blev til teater på Teatret ved Sorte Hest. Jeg så ikke selv showet dengang, men har læst mig til, at det var meget vellykket og en stor succes, der blev taget op igen i ’18. Dengang var materialet hentet fra bloggens eget univers, og måske var det nøglen til succesen. Umiddelbarheden. Dennegang har Dich og Orry skrevet manuskriptet direkte til scenen, og omdrejningspunktet er tre veninder, alle lige omkring de 30 år. De er over den værste ungdom, og skal nu etablere sig i livet. Én drømmer om at blive berømt forfatter, en anden om at blive filminstruktør, men hun må dog nøjes med at arbejde med kommunikation. Alle tre har de deres forestillinger om et parforhold, og det er det emne, der synes at optage dramatikerne mest. De tre kvinder bliver alt for stereotypt beskrevet; den ene lever i et ‘perfekt’ parforhold med den rigtige mand i en lejlighed med sildebensparket på Østerbro, den anden er lige blevet dumpet af sin utro kæreste, der knaldede hende den perfekte Sofie fra arbejdet, der også havde fået en forfremmelse for næsen af hende. Den tredje er rebellen. Hun er sprunget ud som lesbisk og har forelsket sig i endnu en Sophie, der er ligeså perfekt som den første, og de knalder så lysekronerne klinger.

Det er her at der går lige i overkanten sex og porno i den. Den ene onanerer til en erotisk fantasi om et pizzabud, den anden drømmer om at blive voldtaget. Ok, så. Den tredje, det er hende den lesbiske, udlever alle drømmene med en trapez over den runde seng i soveværelset.

Midt i forestillingen tager de alle tre alt tøjet af og stiller sig splitternøgne – dog undtaget nogle klodsede mikrofonbælter – i positur midt i den bevægelige kube, der udgør den spartanske scenografi. Hvorfor de gør det er ikke gået op for mig, men måske er det blot teatrets ønske om ligestilling mellem kønnene, for i den seneste forestilling smed mændene jo tøjet både når der var belæg for det i teksten og når der ikke var. Her gør de det så bare, men kun i et enkelt akavet minuts tid.

Vi kommer omkring alle de emner, som – må man jo gå ud fra – presser sig på hos kvinder i sluttyverne; Onani, parforhold, samlinger af mågestel, karrieredrømme, drømmen om, og den iboende frygt for at få børn. Alt for meget og alt for lidt lyst til sex, Tinder-dates af den mest kiksede karakter. Jalousi mellem kvinder, venindesårbarhed og i en lille kort scene, der nærmest må være blevet skrevet til indenfor den seneste uge, også klamme mandlige chefer, der krænker en på jobbet. Det er så afgjort kvindeteater, men er det egentlig feministisk? Det synes jeg ikke.

Jacobe Orry er selv på scenen som hende den tjekkede i det ikke-helt-så-perfekte-parforhold, der ender med selv at knalde udenom, Vanessa M. Petterson er den lesbiske veninde, der ender med at blive gravid med det barn hun ellers har svoret at hun aldrig vil have, og Kimmie Liv Sennov er singlepigen med forfatterdrømmene. Fælles for dem er at de alle har deres fine øjeblikke, hvor de både kan være følsomme og ganske morsomme, men også alle tre har deres problemer med sproget, diktionen og intonationen. De råber for meget, det bliver for skingert og forceret. Her burde instruktøren Morten Burian, den eneste mand i hele produktionen, nok have arbejdet mere med de sproglige balancer, og i det hele taget have skabt et bedre flow mellem de skiftende scener.

Indholdet og tekstens emner kan jeg hverken som mand og dobbelt så gammel som målgruppen jo ikke som sådan stille spørgsmålstegn ved. Hvis det er hvad, der fylder hos unge kvinder i dag, så er det jo det, men det teatertekniske synes jeg det kniber med. Og det er synd for showet, der har potentialet til mere.

PS/ Teatrets bar sælger de billigste bajere i byen – 10 kr. for en Harboe på dåse. Alene det er en god grund til at møde op i god tid, og blive hængende den halve time man må efter det er slut henad kl. 21.30.

“Kussesumpen 2”. Af Karen Dich og Jacobe Orry.

Instruktion: Morten Burian. Scenografi: Eva Lendorph. Kostumedesign: Ellen Ahnfeldt-Rønne. Lys-og videodesign: Malthe Hauge. Komponist og lyddesign: Ida Skjerk og Sofie Voight Simonsen. Koreografi: Ponija Dumo.

Medvirkende: Kimmie Liv Sennov, Jacobe Orry og Vanessa M. Petterson.

Spiller på Aveny-T til 29. november.

Anmeldt 23. oktober (premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

Tidligere artikelDIRTY DANCING THE MUSICAL
Næste artikelLATE NIGHT SHOW

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her