Københavns mindste show, er også det bedste. Casper Phillipson synger Tom Lehrer med flere så det er sand fryd.
* * * * *
Ingen ved hvad fremtiden bringer. Om få dage, måske timer, risikerer vi at landet lukker ned igen, og at coronaen endnu engang stikker en kæp i hjulet på blandt andet kulturlivet. Men sker det ikke – og det må vi virkelig håbe, at det ikke gør – så er der ingen som helst valide, sundhedsfaglige argumenter for IKKE at lægge vejen omkring det lille, hyggelige Posthusteatret i hjertet af København og opleve skuespilleren Casper Phillipson på slap line i hans “Late Night Show”, der slet ikke er så ‘late night’ endda. Han spiller kl. 20 – kl. 16 om søndagen – og showet varer kun lige godt en time. Det er så til gengæld formentlig den bedste times underholdning i byen lige nu.
Casper Phillipson er gået lidt under raderen herhjemme, men vi har læst om ‘ham den danske skuespiller, der ligner John F. Kennedy’, og derfor har fået internationale filmroller som ex-præsidenten. Phillipson har også sat sit aftryk i bl.a. en række musicals, men er ellers sådan en af dem, mange lige skal google, for at få sat ansigt på.
Det er en grum uretfærdighed, for han viser i sit Late Night Show, at han hører til blandt landets i særklasse bedste entertainere, når han sidder der ved sit klaver, i knaldrød smokingjakke, og med en diskret, britisk moustache og med den tørreste, sorteste og mest distancerede humor fortæller om coronaen og alt dens uvæsen, og hvad den har gjort for sam- og sexlivet. Han causerer om nyhedsformidling, kulturministeren (he’s is not amused), sociale medier og det amerikanske valg. Det er meget, meget morsomt på en klassisk britisk facon, som til fulde underbygges af sangvalget, der til en stor del består af sange af Tom Lehrer og sange fra Monty Python’s vanvidskatalog, der alle er skrevet i denne helt særlige Music Hall-stil. Men showet er også tilsat ægte dansk folkelighed i form af “Er du dus med himlens fugle”, “Så længe jeg lever” og “Susanne, Birgitte og Hanne”, hvor der indbydes til fællessang – med afstand – og til sidst med en ganske vidunderlig udgave af Bent Fabricius-Bjerre og Klaus Rifbjergs “Duerne flyver”.
Casper Phillipson synger og spiller med en overlegen sikkerhed, og det er ikke det letteste repertoire. Nok oser showet af britik humor, men Tom Lehrer er amerikaner, og hans tekster er en sprudlende parade af satiriske dobbelttydigheder, sydende ironi og gakket genialitet. Det er ordekvilibrisme på tårnhøjt niveau.
“I got it from Agnes” er simpelthen en sang om en kønssygdoms vandring rundt i vennekredsen. “Poisoning Pigeons in the Park” handler om at fodre duer med cyankalium og “I hold your hand in Mine” er den kulsorte fortælling om en mand, der har myrdet og parteret sin kone, men har beholdt hånden som et minde. Tom Lehrer, som for øvrigt stadig lever og er 92 år gammel, er matematiker, og hans glansnummer, den virtuose opremsning af det periodiske system i “The Elements” bliver også et virtoust højdepunkt for Phillipson, der mestrer udfordringen til fuldkommenhed.
Med elegance guider han os rundt mellem sangene med satiriske kommentarer og finurlige fortællinger, hvor Lehrers “The Masochism Tango” præsenteres som De Radikales nye slagsang, mens Socialdemokraternes udsvævende festpolitik får en sang med på vejen i form af Monty Pythons “The Medical Love Song” – hvor kønssygdommene endnu engang er i centrum. Det bliver også Monty Python, der har leveret aftenens sidste sang, perfekt til denne tid, med opfordringen om ikke at hænge med hovedet, når man står i lort til halsen… Med “Always Look on the Bright Side of Life” i ørerne danser vi glade ud i den Københavnske aften, en stor musikalsk og komisk oplevelse rigere.
Casper Phillipson har netop forlænget spilleperioden, så han spiller på udvalgte dage og aftener helt frem til jul. Og hvis I må, så SKAL I lægge vejen omkring Posthusteatret og opleve dette ypperlige show.
“Late Night Show” af og med Casper Phillipson. Sange af Tom Lehrer, Monty Python, Bent Fabricius-Bjerre, Klaus Rifbjerg, John Mogensen, Erik Leth og Sven Gyldmark.
Spiller i Posthusteatret frem til jul.
Anmeldt 22. oktober.
Foto: Sverrir Pállson.
