Forside Anmeldelser 2020 PLADDERHUMORISTER

PLADDERHUMORISTER

13
0

Flemming Jensen trækker det største læs i Pladderhumoristernes fem-årsjubilæumsshow, der veksler i kvalitet, men i sine bedste stunder er ekvilibristisk ordleg for voksne.

* * * * 

‘Hej igen!’. Sådan indleder Omar Marzouk Pladderhumoristernes femte Stand-up revy, og bliver denne tirsdag aften mødt af larmende tavshed fra den så-fyldte-som-den-nu-må-være sal på Café Liva.

Det var måske ikke den bedste indgang hverken for Omar Marzouk eller for showet, men det lader til at være en tradition i stand-up miljøet, at man kan tage publikums reaktion, eller mangel på samme og ‘lege’ videre med, indtil man finder fodfæste for sine jokes. I hvert fald benytter både han selv igen og senere Michael Schøt sig af præcis samme teknik et stykke tid inde i forestillingen, hvor publikum ellers er varmet godt op – og med samme resultat.

I mødet mellem revy-genren og stand-up-genren, der nu har varet i fem år – og de har ikke alle været lige forbandede – er det stadig ikke helt lykkedes stand-upperne Schøt, Marzouk og Sebastian Dorset at få revypublikummet helt med på deres vogn. Kudos for at de bliver med at forsøge, men et kig i salen inden showet, en vurdering af hvem, der sidder der i aften, og handling derefter, ville nok være en god idé. “Hej” og “Tak fordi I lyttede med” duer ikke rigtigt i denne sammenhæng.

Revymanden Flemming Jensen er mere på hjemmebane – i hvert fald denne aften, og de forrige fire gange, hvor jeg har set Pladderhumoristerne – for det synes at være det modne revypublikum, fremfor det – forestiller jeg mig – noget yngre stand-up publikum, der søger mod Livas lejder. I øvrigt i en sådan grad, at der kun er meget få billetter tilbage til hele spilleperioden.

I årets forestilling er det afgjort Flemming Jensen, der trækker det største læs, og tager de fleste stik hjem. Han har været i hopla tekstmæssigt, blandt andet med aftenens eneste vise om den lavtlønnede sygeplejerske, som med en vis misundelse kigger til erhvervsmandens årsløn på 40 millioner, men alligevel med tilfredshed konkluderer, at han (erhvervsmanden) i modsætning til sygeplejersken kan undværes. Det er fin, klassisk revyvisekunst midt i et virvar af sproglige finurligheder, rundet af tidens politiske klima og dårskaber, og ind i mellem så aktuelt, at samme aftens fodboldlandskamp er med.

Apropos sport, så leverer Flemming Jensen et andet af aftenens højdepunkter som udsendt reporter, der kommenterer balletten “Svanesøen” som var det en håndboldkamp og på den måde finsnitter Socialdemokratiets påståede kulturpolitik som var det en sprød iceberg-salat. Her forenes den pjattede revyhumor på smukkeste vis med den fineste politiske satire.

Det er ikke Jensen det hele. Alle fire har deres egen stand-up rutine, der er fine fællesnumre, hvor holdet blandt andet er Venstre-folk, der brainstormer om hvordan de skal kunne gøre Jacob Ellemann til statsminister – en af hans største udfordringer, konkluderer de, er at han er veluddannet og begavet. Senere gentager de temaet med Dansk Folkeparti, hvor løsningen på vælgerfrafaldet synes at være, at der fødes for få ægte danske ældre…. Også det nystiftede Veganerparti, får en tur i satiremøllen, men her knapt så vellykket.

Hidtil har der vist aldrig for alvor været tvivl om, hvor i det politiske landskab de fire befinder sig, og det er der formentlig stadig ikke, men det siddende regeringsparti går bestemt ikke fri for at få med både den runde og den skarpe satire, og når Sebastian Dorset parodierer kulturminister Joy Mogensen ved at tale som Mogens Jensen, der taler om lejrbålet som symbolet på den ultimative danske kultur, er vi aldrig i tvivl om, at hverken Joy eller Socialdemokraternes regering generelt rigtigt er i kridthuset hos de satiriske komikere.

De har, det må man medgive, alle ordet i deres magt. Showet byder på masser af ekvilibristisk ordleg for voksne, igen først også fremmest leveret af Flemming Jensen, der også personifiserer en dansk Donald Trump-tilhænger ved at rable den rene associasionsdiarré af sig. Det er fuldkommen vrøvl, men vidunderligt vrøvl.

En del numre, både stand-up rutinerne og nogle af fællesnumrene, virker lige lovlig ustrukturede, og har af og til svært ved at flyde naturligt. Omar Marzouk har sine øjeblikke, når han blandt andet fortæller om den utryghed det skaber i den offentlige transport, når han og sønnen sidder i toget og taler om counterstrike, og bringer de jyske ulve ind i indvandrerdebatten med det ræsonnement, at dyr næppe har en national identitet. Sebastian Dorset stand-upper om blandt andet Black Lives Matter-demonstrationer og dyresex med sproglig elegance, men uden at det rigtigt er morsomt, og Michael Schøt går linen ud, når han fortæller om at være coronaindespærret i fem måneder med to døtre på otte og 12 år, og om groteske forældremøder på skolen. Han kommer skævt i gang, men spiller sig op.

Det bedste ved Pladderhumoristernes femte show er, at selv i de numre, der fungerer dårligst, er der sproglige finesser, sjove ordspil, elegante situations-twist og gode jokes. Det er stadig fire solister, der lever på deres individuelle færdigheder, men samspillet og samklangen i forestillingen synes at blive bedre fra år til år. Og de har skabt sig et stort og trofast publikum, som heller ikke i år vil gå skuffede fra borde – hvis de altså kan opdrive en billet på den sorte børs.

“Pladderhumorister – vores første 5-års jubilæumsshow nogensinde”. Af og med Flemming Jensen, Omar Marzouk, Michael Schøt og Sebastian Dorset.

Musik: Lars Fjeldmose, Lars Knutzon, Niels Clemmens og Tchaikovsky.

Instruktion: Lars Knutzon.

Spiller på Café Liva til 16. oktober.

Anmeldt 8. september.

Plakatfoto: Brita Fogsgaard.

Tidligere artikelEN HISTORIE OM VOLD
Næste artikelDEN VÆGELSINDEDE

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her