Forside Anmeldelser 2020 DEN VÆGELSINDEDE

DEN VÆGELSINDEDE

15
0

Den franske instruktør Laurent Chétouane ofrer Aarhus’ Teaters skuespillere på kunstens skafot med en totalt mislykket opsætning af Holbergs “Den vægelsindede”.


Stakkels skuespillere!

Udbruddet kommer fra ægteparret på rækken bag mig i Aarhus Teaters Scala-sal omkring to timer og 45 minutter inde i Laurent Chétouanes opsætning af Holbergs skuespil “Den vægelsindede”. På dette tidspunkt kommer tjeneren Henrik på scenen iført indiansk fjerprydelse, nøgen og med rødmalet pik. Indrømmet. Optrinnet vækkende undertegnende en smule af den døs af afmægtig kedsomhed, som den enormt lange og ekstremt ufokuserede forestilling hidtil havde bragt mig i, men tankevækkende er det jo, at ‘de stakkels skuespillere’-udbruddet var i flertal.

Ganske som jeg havde haft det stort set hele forestillingen, var det ikke kun Christian Hetlands afklædte Henrik, parret havde medlidenhed med, det var hele ensemblet; det gælder violinisten Toke Hansenius, hvis medlevende strengeleg er ét af de få relativt vellykkede greb i instruktionen, lige indtil han i anden akt også skal sige replikker og dermed i overført betydning bliver klædt lige så meget af til skindet, og det gælder teatrets grand ol’ man, Anders Baggesen, som har sin første replik mere end to timer inde i forestillingen, og måske i trods, spiller mere klassisk Holberg’sk på en anden frekvens end det øvrige ensemble. Og i høj grad gælder det Anne Plauborg, der i rollen som det vægelsindede omdrejningspunkt Lucretia, har fået en stor klassisk hovedrolle, som hun måske godt kunne spille, hvis hun fik lov. Det gør hun bare ikke. Humørsvingningerne fra det melankolske indadvendte til den fyrige femme fatale bliver sært udviskede, spillet uden inderlighed og, hvilket er forestillingens helt store generelle problem, uden fokus.

Det varer mere end tre timer. En del af arbejdet med opsætningen, kan man læse sig til i forestillingens trykte program, skyldes improvisation, hvilket til en vis grad forklarer at flere af ensemblets skuespillere undervejs taber tråden og må have hjælp fra suffløsen på første række. Improvisationen kan også være en del af forklaringen på, at der ikke forekommer at være en samlet idé med at spille Holberg på netop denne måde.

Chétouane, franskfødt og respekteret instruktør med en særlig interesse for psykoanalysen, har henlagt handlingen til et western-miljø. Hvis man ikke læser programmet, vil man aldrig kunne forstå hvorfor, for det gives der intet dramatisk bud på. Teksten er bevaret på 1700-tals sprog, og det kolliderer aldeles uelegant med de ydre rammer. I programmet fortæller Chétouane om ideen: “Western handler om mødet med det naturlige eller rå, som du prøver at kontrollere med regler. Og med naturen er du tilbage ved drifterne. Og så kan jeg godt lide friktionen, der opstår mellem Holbergs 1700tals sprog og denne westernverden, som tydeligt viser skuespillets kunstighed.” 

Ok, så. I denne tæmmede natur i det vilde westen, får Helene og Leonora deres kærester Eraste og Apicius, matchet op med den smukke enke, Lucretia, som de hver især har mødt i to vidt forskellige versioner, for denne bipolare kvinde har nemlig mere end én personlighed, og skifter mellem dem fra det ene øjeblik til det andet. De føler ikke at deres kærester kan elske dem, fordi de ikke er perfekte, men Lucretia er umiddelbart perfekt. Da mændene så møder den ‘forkerte’ version af den skønne kvinde, bliver de vrede – på hende og på hinanden, og det kommer til duel inden alting, med de snu tjenestefolks mellemkomst, alligevel ender i en eller anden form for samdrægtighed. Midt i kærlighedsdramaet står den forelskede magister Petronius, der uforskyldt også bliver offer for det djævelske vægelsind.

Man kan gøre meget med klassiker-materiale som Holbergs. Der er ikke så stramme regler og temmeligt frie rammer, men denne opsætnings ufokuserede, forvrøvlede anarkisme er ganske enkelt komplet misforstået og aldeles mislykket.

Endelig så må en sceneinstruktørs fornemste opgave være, at gøre sine skuespillere så gode som overhovedet muligt, her sker det stik modsatte. Skuespillerne lades så skammeligt i stikken, at man får medlidenhed med dem. At en udenlandsk instruktør ikke har fornemmelse for det danske sprog og diktionen, at toneøret kører på en anden sproglig frekvens, kan undskyldes, men så må man hjælpe til med en personinstruktør. Med meget få sporadiske undtagelser fremstår ensemblets replikbehandling og sceniske udtryk, som var de hjælpeløse dilettanter på en uløselig mission i et forsamlingshus langt, langt borte.

Selve opsætningen giver indtryk af, at vi som publikum er inviteret med til en åben prøve på et meget tidligt tidspunkt i forløbet. Burde teatrets ansvarlige ledelse i virkeligheden ikke have grebet ind og beskyttet sit personale mod dette overgreb på deres faglige stolthed?

Stakkels skuespillere.

“Den vægelsindede” Af Ludvig Holberg.

Instruktion: Laurent Chétouane. Scenografi: David Gehrt. Kostumedesign: Sanna Dembowski. Lysdesign: Kasper Daugberg.

Medvirkende: Anne Plauborg, Christian Hetland, Mathias Flint, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Simon Kongsted og Toke Hansenius.

Spiller på Aarhus Teaters Scala til 3. oktober.

Anmeldt 5. september.

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

Tidligere artikelPLADDERHUMORISTER
Næste artikelPEJSESHOW 2020 – LATE NIGHT

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her