Visuelt og musikalsk overflødighedshorn i David Bowies mystiske univers på Aarhus Teater.
* * * *
Kort tid inden rockikonet David Bowies død i januar 2016 var der verdenspremiere på musicalen “Lazarus” i New York, en forestilling, der ligesom albummet “Blackstar” skulle vise sig at være en slags requiem over hans liv og virke på jorden. Forestillingen blev mødt med begejstring, som det meste af det Bowie rørte ved blev det, og nu er den kommet til Danmark, hvor Aarhus Teater i samarbejde med Det kgl. Teater sætter den op – først i Aarhus, hvor den ikke kun åbner sæsonen, men også markerer åbningen af Festugen, og til foråret på Det kgl. Teater med et nyt skuespillerhold.
Store var forventningerne til denne forestilling, for få har haft en større musikalsk betydning op gennem 1970’erne, 80’erne og frem til i dag end netop Bowie. En musikalsk kamæleon er han ofte blevet kaldt, fordi han kunne skifte ham og bevæge sig rundt mellem stilarter og genrer som ingen anden, fra psykadelisk rock til diskotekspop og garagerock. Den ene dag flamboyant med et kønsubestemt androgynt look, med farverige kostumer og iøjnefaldende make-up, den næste dag ulasteligt elegant i three-piece suit. David Bowie var aldrig kedelig, og Bowie var aldrig ligegyldig, selv ikke i sine mest poppede perioder. Han spændte vidt, fra musikken over billedkunsten til filmlærredet og teaterscenen, og “Lazarus” er således også inspireret af romanen “The Man Who Fell To Earth” af Walter Tevis, hvor David Bowie spillede hovedrollen som Newton i Nicolas Roegs filmatisering fra midten af 70’erne. Filmen, som jeg husker den, var dybt mystisk, men også meget intens i sit formsprog, og det samme kan man med god ret sige om Heinrich Christensens danske udgave af “Lazarus”.
Her er bestemt ikke tale om en ‘musical’ i genrens gængse betydning, snarere om et avantgardistisk musikalsk værk, hvor billeder, lyd, optrin og spillescener smelter sammen til en foruroligende, forvirrende og bestemt også fascinerende forestilling.
I centrum står Newton, manden der kom til Jorden fra en fremmed planet og ikke kan komme væk. Han er fanget i ulidelig udødelighed, og har mistet livsgnisten. Han tyller gin i rå mængder, og møder i et drømmesyn eller er det en hallucination, en mystisk ung pige, der som han selv er fanget et sted mellem to verdener. Omkring disse to centrale skikkelser har David Bowie i samarbejde med dramatikeren Enda Walsh skabt et kuriøst og farvestrålende persongalleri af sære skabninger – blandt andet den psykopatiske Valentine, de elskenes skytsengel, der som en dæmon slår folk ihjel med lange, glinsende knive, og i som Simon Mathews androgyne skikkelse på Aarhus Teater kommer til at ligne en mellemting mellem Jokeren fra Batman og de gale voldspsykopater fra “A Clockwork Orange”.
Newton har en assistent, Elly, der lever i et kærlighedsløst ægteskab med Zach, og som fascineres og tiltrækkes af sin mystiske chef, og vi møder også et ungt, forelsket par, Newtons eneste ven, Michael, en manga-inspireret japansk geisha og tre groteske teenagepige, der agerer håndlangere for Valentine.
Hvad det hele i virkeligheden går ud på, må jeg indrømme står uklart, for ikke så snart man synes at have fundet en tråd i handlingen, så knækkes den over og nye fortællelinjer stikkes ud, og som dramatisk værk fremstår “Lazarus” som et surrealistisk drømmespil.
Musikalsk er forestillingen bygget op omkring 18 af David Bowies sange, enkelte skrevet direkte til “Lazarus”, resten taget fra Bowies bugnende bagkatalog, der strækker sig over en periode fra 1971 til 2013, og leveret af Søren Graversens yderst kompetente band fungerer de aldeles fremragende.
Jacob Madsen Kvols, som vi i foråret så som en overvældende imponerende Frank’n’Furter i “The Rocky Horror Show” synes som skabt til rollen som Newton, som han med sit karakteriske ydre giver en spændende dimension. Ligner han lidt Bowie? Ja, og så alligevel slet ikke, hvilket i øvrigt heller ikke er meningen. For Newton er ikke en Bowie-skikkelse. Hans stemme passer derimod overordentlig godt til Bowies sange, og det lykkes ham på bedste vis at redegøre for Newtons desillusionerede desperation og savn efter at vende hjem til hvor det nu er han kommer fra.
Overfor Kvols står unge, nyuddannede Sara Viktoria Bjerregaard stærkt i rollen som den mystiske pige, der som han selv, synes fanget i et ingenmandsland et sted mellem liv og død. Hun er, viser det sig, endnu et af den sære Valentines ofre, men kan først finde fred hvis Newton ‘gør arbejdet færdigt’. Sara Viktoria Bjerregaard synger og spiller rollen med stor overbevisning og et intenst nærvær. Hun fanger os ind og fastholder os i et jerngreb, og er en ung skuespiller, som det skal blive spændende at følge fremover.
Det bedste ved denne “Lazarus” er dog hverken skuespillerne eller sangene, som i øvrigt alle synges på engelsk mens dialogen er oversat – den kombination er jeg ikke begejstret for. En oversættelse af sangene kunne have givet værket en ekstra dimension. Nej, det bedste er forestillingens visuelle statement, der fremstår som et selvstændigt kunstværk, en visuel installation af Christian Albrechtsens scenografi og kostumer og Mathias Herslands meddigtende lysdesign, der fylder hele teatrets scene og udnytter alle teatrets magiske muligheder. Vi præsenteres for det ene visuelle kick efter det andet, som er aldeles overvældende og hele aftenen værd.
Lever “Lazarus” så op til de høje forventninger? Måske ikke helt. Det er et musikalsk og visuelt overflødighedshorn, der spilles og synges godt, men det er også en diffus og forvirrende opsætning, der stiller flere spørgsmål end den giver svar, og undertegnede blev ikke blæst bagover af begejstring. Men seværdig, i mere end én forstand, det er den så afgjort.
“Lazarus”. Af David Bowie og Enda Walsh. Inspireret af Walter Tevis’ roman “The Man Who Fell To Earth”.
Instruktion & oversættelse: Heinrich Christensen. Scenografi & kostumer: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Mathias Hersland. Koreografi: Rebekka Lund. Originale arrangementer: Henry Hey. Kapelmester: Søren Graversen.
Medvirkende: Jakob Madsen Kvols, Simon Mathew, Sara Viktoria Bjerregaard, Sofia Nolsøe, Bjørn Fjæstad, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Mathias Flint, Sofie Topp-Duus, Kristine Marie Brenndstrup og Isa Henningsen. Otte-mands orkester.
Produceret i samarbejde mellem Aarhus Teater, Det kgl. Teater og Mikkel Rønnow.
Spiller på Aarhus Teater til 12. oktober. Opsættes til foråret på Det kgl. Teater med et overordnet nyt cast.
Ameldt 29. august (Danmarkspremiere)
Forestillingsfoto: Emilia Therese.
