Forside Anmeldelser 2019 HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF

HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF

82
0

Tammi Øst og Jens Jørn Spottag tager fornemt livtag med en af teaterhistoriens bedste tekster. Det er langt, men det er godt.

* * * * *

Det var værd at vente på. Det kgl. Teaters opførelse af Edward Albee’s nyklassiske ægteskabsdrama “Hvem er bange for Virginia Woolf” havde premiere 12. april, hvor jeg var optaget andetsteds. Da jeg skulle have set forestillingen 16. april havde Skuespilhusets Store Scenes brandtæppe sat sig på tværs i sit eget indre univers og forestillingen måtte aflyses. Så kom påsken, og derfor fik jeg først i aftes set forestillingen, der har et af dansk teaters ægte powerpar, Tammi Øst og Jens Jørn Spottag, i hovedrollerne som ægteparret Martha og George. 

Det var værd at vente på. 

Edward Albee’s syleskarpe, ondskabsfulde og på én gang rystende og rørende tekst om et ægtepar i frit fald mod afgrunden, mod sumpen så at sige, anses for værende et af teaterhistoriens bedste stykker. Jeg melder mig gerne i det kor. Det er fremragende skrevet. Spydigheder, hån, latterliggørelse, men også små sarte glimt af en eller anden udefinerbar form for kærlighed. Replikkerne er skrevet som var de noder i et partitur, måske ikke så underligt al den stund at Albee angiveligt som meget ung drømte om at blive komponist.

Stykket er blevet flittigt spillet – også herhjemme – og de fleste kender historien. På et universitet et sted i USA lever ægteparret Martha og George deres liv som hund og kat. Han er lektor i historie, hun er universitetsdirektørens datter. En sen aften efter en fakultetsfest inviterer de et ungt par, Nick og Honey, hjem til drinks. Han er nyansat lektor i biologi, hun er hans unge, smukke og måske ikke alt for kvikke kone. Vi er i 1960’ernes USA, så vi må tage de stereotype kønsroller med. De er en del af fortællingen; fortællingen om at lykkes, eller ikke at lykkes. Konernes plads er i hjemmet og ved deres mænds side, men i begge tilfælde er det dem, der har pengene, og dermed på sin vis magten. Og netop magten, den kæmpes der om over de næste par meget våde timer. Cognac, bourbon og gin slynges ned i rå mængder – ‘mere træsprit, min skat?’ – og så kommer sandhederne, usandhederne og hemmelighederne ellers på bordet, sivende ud gennem sidebenene eller slynget brutalt ud i rummet som verbale knytnæveslag både over og under bæltestedet.

Det er mesterligt skrevet, og ordene flyder overordentligt fint og mundret i Madame Nielsens glimrende oversættelse. Instruktøren Thomas Bendixen har valgt den ufiltrerede version til os. Vi får det hele med. Forestillingen er mere end tre timer lang, inkl. to pauser og spilles i noget nær real tid. Det eneste vi vel ret beset mangler er at der blev spillet fra kl. 2 om natten og frem til daggryets skær, sådan bare for autencitetens skyld.

Det må være en gave at stå med en så velskrevet tekst, men også et åg, for man skal have de rette skuespillere, der kan løfte opgaven, ellers går det ikke. Det har Det kgl. Teater heldigvis i Tammi Øst og Jens Jørn Spottag, der her leverer rene karrierehøjdepunkter. De er begge aldeles fremragende. Hun med en sitrende sarthed under den brutalt ondskabsfulde, vulgære overflade, med brysterne bølgende som vulkaner på vej i udbrud. Uforløst i livet, levende på en løgn. Tammi Øst har totalt kontrol over ord og bevægelser og en prægtig timing, der til fulde matches af Jens Jørn Spottags overlegent præcise karakterportræt af fiaskomanden George. De er ægtepar i virkeligheden. Mærkes det? Der mærkes i hvert fald en samhørighed; de spiller i den grad på samme frekvens, med en virtuos præcision, der ikke på noget tidspunkt virker tillært og påtaget. Det er skuespilkunst på allerhøjeste niveau.

Rollerne som det unge par, der inviteres ind i den verbale slagtehal, har i flere tidligere versioner været reduceret til det rene staffage. Her får de bedre plads og ja, man skal ikke være professor for at gætte sig til hvor de selv står tyve år længere fremme i livet – hvis de ikke tager sig sammen. Det er fra Albee’s hånd mere interessante biroller end man oftest oplever dem. Helt vellykkede er Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen nu ikke, selvom hun får meget ud af stykkets mindst interessante karakter som trofækonen med de smalle hofter. Peter Christoffersen savner i væsentlig grad autencitet og timing i replikbehandlingen, og fremstår oftest direkte utroværdig i hanekampen overfor Spottags sjælsdybe ægthed. 

Scenografien skyldes Jonas Fly, der har skabt en smuk 60’er bolig og fjernet den ene væg så vi kan følge med udefra. Det er en lækker effekt, at vi i begyndelsen zoomer ind på stuen og til sidst zoomer ud igen. 

Både i det indre og i det ydre bliver “Hvem er bange for Virginia Woolf” en strålende teateroplevelse. Så afgjort én af sæsonens bedste. Den var værd at vente på.

“Hvem er bange for Virginia Woolf”. Af Edward Albee. Oversat af Madame Nielsen.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Lysdesign: Mårten K. Axelsson.

Medvirkende: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 7. juni.

Anmeldt 24. april.

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

Tidligere artikelJACK THE RIPPER – THE MUSICAL
Næste artikelGHOST – THE MUSICAL

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her