Marianne Mortensen er rystende god i lovende dramatikerdebut på Mungo Park.
* * * * *
Monologen “Fejring af et godt menneske” er samtidig en fejring af en god skuespiller. Marianne Mortensen markerer sit 35 års jubilæum i rollen som den højtprofilerede stjerne indenfor stamcelleforskning, der fylder 60 år. Og hun leverer en fremragende præstation.
I sit 35 år lange skuespillerliv har hun prøvet lidt af hvert; været stjernen over dem alle i Aalborg, fået et tv-gennembrud og store roller i København – blandt andet som Roxanne i Sebastians musical “Cyrano” og som Brechts gode menneske fra Sezuan. Her står hun så som Mathilde Walter Clarks gode menneske på Mungo Park i Allerød, hvor hun gennem de senere år har været fast ensembleskuespiller.
Ensembleskuespillere på små forstadsteatre glider ganske let under radaren i det nuværende medielandskab. De rydder sjældent forsider, men til gengæld får de lov at arbejde med deres kunst og deres talent. Præcis som den unge Marianne Mortensen i sin tid gjorde det i Aalborg.
Her står hun så, som en moden skuespiller på sin kunstneriske top. Ensembleskuespilleren mutters alene på scenen, parat til at blive hyldet, ligesom den kvinde hun spiller, der forbereder sig på sin 60 års fest.
I Mathilde Walter Clarks ordrige tekst, møder vi stamcelleforskeren Susanne lige før gæsterne kommer. Hun gemmer sig i sit walk-in closet for lige at øve sig på talen, hun senere skal holde. En tale, hun har komponeret omkring en historie om et godt menneske. Om en polsk kvinde, der heltemodigt og uegennyttigt hjalp 2500 jødiske børn ud af ghettoen i Warzhawa under anden verdenskrig. Altså et menneske, der som hende selv med sin banebrydende forskning, har reddet tusindevis af menneskers liv.
Susanne kan godt spille det overfladiske heltinde spil, men her, mens gæsterne indfinder sig og munter tale høres indefra stuen, vækkes hendes livstraume til live. For hun har en hemmelighed. En hemmelighed så dyb og rystende, at selv hendes mand intet kender til den.
Spoiler alert! Susanne har fået et barn, som ganske ung i USA. Og hun har forladt det for at forfølge sin karriere. Hvor mange mænd har ikke gjort det samme, men som teksten påpeger hvilken slags kvinde er det, der forlader sit barn?
Det er første gang at Mathilde Walter Clark skriver for teatret. Hendes seneste roman “Lone Star”, der handler om hvordan hun selv, som voksen, fik en familie i USA, er blevet en anmelder-og læsersucces, og man fornemmer at temaet er det samme omend med omvendt fortegn her. Til at begynde med bliver det nok lige lovlig mange ord for ordenes skyld, vi skal lige spore os ind på hvem denne kvinde i virkeligheden er, hvorfor hun står der i sit skab. Men i takt med at Clark lader Susannes hemmelighed folde sig ud – og det er ikke kun, at hun har forladt sit barn, kan jeg godt afsløre – strammes teksten til og bliver stadigt stærkere og mere rørende.
Monologen er blevet til i et tæt samarbejde mellem forfatter, instruktøren Kamilla Bach Mortensen og Marianne Mortensen selv, og deres fælles intimitet kommer tydeligt til udtryk i en stram og rystende god fortolkning.
Ved premieren fik vi syn for sagn, da propperne pludseligt sprang lige på det mest intense sted i teksten og efterlod skuespilleren i mørke på scenen. I hvad der føltes som et par minutter stod hun der bare, helt tavs, mens en febrilsk tekniker fremstammede at ‘vi må lige holde en lille pause’, så begyndte hun igen at tale og afsluttede sin rystende fortælling i salslysets skær. Perfekt i kontrol og timing. Med et sitrende nærvær, der selv fra midten af salen kunne aflæses i ansigtets livsskabte furer. En smuk og helt igennem betagende præstation.
“Fejring af et godt menneske” kan – og bør – opleves blandt andet under CPH Stage festivalen og indgår i Mungo Parks repertoire. Forhåbentligt i en rum tid fremover.
“Fejring af et godt menneske”. Monolog af Mathilde Walter Clark.
Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Scenograf: Mie Riis.
Medvirkende: Marianne Mortensen.
Spiller på Mungo Park, Allerød (repertoire).
Anmeldt 10. maj (premiere).
Forestillingsfoto: Mikkel Russel.
