Forside Anmeldelser 2018 Udvandrerne

Udvandrerne

18
0

danskdansk’s forestilling “Udvandrerne” er et intenst og knivskarpt indlæg i ‘udlændinge debatten’. 

* * * * *


Hver gang der kommer en indvandrer til Danmark, er der et menneske, der er udvandret.

Det er det teatret danskdansk’s forestilling “Udvandrerne” handler om. Fokus er et helt andet sted end når politikerne i en mere og mere populistisk og skinger tone kæmper om spalteplads og sendetid med deres forslag om stramninger.

Det her handler om mennesker. Mennesker af kød og blod, som af den ene eller den anden grund har forladt det land de er født i og er kommet til Danmark. Mennesker med savn og hjemve. Mennesker med håb og drømme.

Dramatikeren Julie Petrine Glargaard har skabt en meget intens og uendeligt smukt og poetisk fortalt historie om nogle af disse skæbner. Vi møder tyrkiske Mehmet, der forlader kone og børn hjemme i landsbyen for at søge lykken og tjene penge i Danmark, vi møder en ung kvinde på desperat flugt fra krig og ødelæggelse, og vi møder parret, der tilfældigt støder sammen i en lufthavn et sted og sød musik opstår; han udlænding, hun dansk. De bliver alle indvandrere, men er først og fremmest udvandrere.

I musik, sang, bevægelse, ord; korte dialoger og monologer fortælles disse historier på kryds og tværs af hinanden. Det er politisk teater, teater med holdning. Men det er ikke kun dyb alvor. Der er plads til humoren, det lille glimt i øjet.

Sandra Yi Sencindiver har instrueret forestillingen som en timelang, kunstnerisk performance med glimrende udnyttelse af lys og lydeffekter i det enkle, rå rum i det spritnye Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus. Musikken, der spænder fra regulære sange på flere sprog og musikalske traditioner til monoton fabriksstøj er komponeret og spilles på stedet af multi-instrumentalisten Marie Louise von Bülow, der indgår som en naturlig del af forestillingen. Skuespillerne Josephine Raahauge og Wahid Sui Mahmoud leverer begge rørende, intense og stærke præstationer, i perioder helt ordløst, til andre tider i sang og med et fornemt fysisk kropssprog. De skaber nærværende karakterer og giver stemme til dem, vi næsten aldrig hører i debatten.

Det “Udvandrerne” IKKE forholder sig til er kriminalitet, bander, burka’er, ghettorisering og den slags emner, som politikerne elsker. Forestillingen handler i stedet om identitet, sprog og medmenneskelighed. Om hvordan vi som danskere møder udlændinge. blandt andet illustreret ved fabrikarbejderen, der affejer Mehmets åbenhjertighed med et ‘jeg er ked af det, men jeg forstår dig sgu ikke rigtigt’, eller flygtningekvinden, der føler, at folk ser igennem eller forbi mig. 

Fælles for alle de fint flettede historier er, at ingen af udvandrerne vi hører om føler sig hjemme. Danmark er ikke deres land, men et sted hvor de bor og lever. Sprog er tøj, jeg kan tage af og på. Modermålet er min hud, siges der på et tidspunkt. Selv kvinden, der er flygtet fra krig og forfølgelse, føler hjemve. En afgørende pointe er, at man ikke bliver dansk blot fordi man lever her. Et af tekstens mere håndfaste postulater er, at et land er ikke et hus, det er ingens private ejendom. Det vil jo nok kunne give anledning til en længere diskussion, men det er også det, der er formålet med “Udvandrerne”.

Teatret kan og skal bidrage til at skabe dialog. Og som sådan er “Udvandrerne” aldeles fremragende teater.

“Udvandrerne” af dramatiker Julie Petrine Glargaard.

Instruktion: Sandra Yi Sencindiver. Komponist: Marie Louise von Bülow. Scenograf: Mona Møller Schmidt. Lysdesign: Martin Danielsen.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud og Marie Louise von Bülow (musik og sang).

Produceret af danskdansk.

Spiller til 20. november i Tingbjerg Bibliotek & Kulturhus, derefter turné til 10. december. Se turnéplanen på danskdansk.dk.

Anmeldt 14. november (premiere).

Forestillingsfoto Per Morten Abrahamsen.

Tidligere artikelKongens fald
Næste artikelFogg’s Off!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her