18-03-2022

OBERSTINDEN

Stærk solo-præstation af Marianne Mortensen som ældre finsk kvinde, mærket af livets barske realiteter.

* * * * * 

Scenebilledet er smukt som et kunstværk, måske fordi det er skabt af en billedkunstner. På et florlet bagtæppe projiteres transperante billeder og video, der billedligt talt understreger og forstærker fortællingen om et ualmindeligt barskt kvindeliv i det 20. århundredes Finland - med afstikkere til Hitlers Tyskland og Polen under krigen.

Pia Rosenbaum, denne ildsjæl af et mange-facetteret teatermenneske, har dramatiseret og instrueret monologen "Oberstinden". Den er baseret på den finske forfatter Rosa Liksoms roman af samme navn, der udkom i 2018, og Pia Rosenbaum har sammen med billedkunstneren og scenografen Thomas Kolding og deres fælles Teaterforeningen Katusha produceret den til en turné, der starter i morgen i Korinth - ikke i Grækenland, men på Fyn.

Alene på scenen står Marianne Mortensen som den ældre kvinde, godt slidt af et langt og hårdt liv, og husker tilbage på livet. Det gør hun med en sjældent set hudløshed, hvor man kommer helt tæt på, bogstaveligt talt. 

Man kunne foranlediges til at tro, at "Oberstinden" er selvbiografisk, men det er ikke tilfældet. Rosa Liksom, der er pseudonym for Anni Ylävaara, er født i Lapland i 1958, og "Oberstinden" er den anden roman i en trilogi om de tre store ismer i Det 20. århundrede; kommunismen, nazismen/fascismen og kapitalismen. Det er tydeligt at netop nazime/facisme-fortællingen har interesseret Pia Rosenbaum, og den er da også et hovedtema i historien, men det er først og fremmest en meget stærk fortælling om et kvindeliv, der synes at kunne overvinde alt.

Hun vokser op i Lapland, med en højtelsket far, og en voldelig mor. Hun opdrages i en stærk germansk tro, og bliver som ung i den finske spejdervægelse inspireret og opslugt af den spirende nazisme. Hendes slægt var engang rig, men er falleret økonomisk, og hun fascineres af politiske dundertaler om nationalisme og racerenhed. Juden raus er en 'smuk lyd', synes hun og så stikker fascismen måske ikke dybere, men det kommer den til, da hun senere gifter sig med en 28 år ældre oberst, der som glødende nazist er på tyskernes side under 2. Verdenskrig.

Dette er min fortid. Det er sådan jeg husker den, siger kvinden, og man fornemmer at fortrængelsen har lige så stor magt som erindringen. For krænkede obersten hende seksuelt allerede da hun som lille kom i hans hjem? Forholdet til obersten er stormfuldt, erotisk, præget af hendes svulmende begær og oberstens enorme libido. Han er magtsyg, jaloux, konsekvent utro med ludere, og skånselsløst voldelig. Hun bider grusomhederne i sig, lige indtil han bogstaveligt talt tæver deres ufødte barn ud af hendes liv. Det er barske sager. En voldsom tekst, og til tider en historie, man som beskuer har vanskeligt ved at kapere. Derfor er det afgørende, at Marianne Mortensen giver karakteren al sin troværdighed. Hun skaber for øjnene af os et ægte menneske af kød og blod, en stærk og stout kvinde, med en selvopholdelsesdrift og en sanselighed, der gør det muligt for hende ikke alene at overleve, men at leve.

Det nazistiske/fascistiske tema glider langsomt i baggrunden til fordel for en kvindefortælling, præget af fortiden, men med håb for fremtiden. For selvom der ikke er en decideret happy ending på Oberstindens menneskelige lidelser, så peger fortællingen dog fremad. Og med de øjeblikkelige handlinger i Ukraine fastnaglet til nethinden får "Oberstinden" en nærmest skræmmende, utilsigtet aktualitet.

Kurt Ravn og Lars Oluf Larsen har lagt stemmer til mændene i oberstindens liv, den modbydelige oberst og den purunge elsker, Toumas, der har væsentlig andel i hendes fysiske og erotiske opblomstring. I samspil med Thomas Koldings kunstneriske scenografi og en smuk lyssætning, bliver "Oberstinden"  et smukt fortalt, stærkt spillet og sanseligt billeddigt. En intens, litterær maggi-terning.

"Oberstinden" dramatiseret af Pia Rosenbaum på baggrund af Rosa Liksoms roman. Oversættelse: Birgita Bonde Hansen.

Instruktion: Pia Rosenbaum. Billedkunst & scenografi: Thomas Kolding. Videodesign & lyd: David Matschofsky. Lysdesign: Per H.Olsen.

Medvirkende: Marianne Mortensen. Indtalte stemmer: Kurt Ravn og Lars Oluf Larsen.

Producent: Teaterforeningen Katusha.

Anmeldt 17. marts (pressevisning).

Foto: Camilla Winther.

Spiller på turné fra 19. marts til 9. juni. Se turneplanen her.