Forside Anmeldelser 2024 CIRKUSREVYEN 2024

CIRKUSREVYEN 2024

415
0

Cirkusrevyen begejstrer igen med en voluminøs overdådighed, solister i topklasse og en håndfuld fremragende revynumre, der til fulde opvejer, at ikke alt sidder lige i skabet i år.

* * * * *

Det er en næsten umulig opgave for instruktør Joy-Maria Frederiksen og co. i Cirkusrevyen, at skulle leve op til sidste sommers fuldkommen fænomenale show i teltet på Bakken. Men de giver det et skud, og gør hvad de kan. Og kommer faktisk næsten i mål.

For selvom dette års Cirkusrevy ikke har samme næsten magiske grandeur over sig som sidste års revy, så byder den på fremragende underholdning i absolut topklasse.

Benjamin La Cours overdådige bladguldbelagte scenografiske ramme bliver genbrugt – det manglede da bare – og er tilføjet en guldlysekrone ude i teltet, som jeg må indrømme at jeg først opdagede, da jeg læste om den i det trykte souvenirprogram, der er lige så ødselt som selve revyen. Han supplerer med smukke videoprojektioner, der på splitsekunder kan tage os fra et jordskred i Ølst til en svinefarm i Tarm og videre til Christiansborg slots fornemme indre, hvor hele kongefamilien, statsministeren og skygge-statsministeren står klar til kroning.

Nellie Bethel debuterer som revyens koreograf, og giver de smukke, udtryksfulde og dygtige dansere og sangere i revyens moderniserede ensemble, lækre moderne moves, og Joakim Pedersens gode melodier og velspillende orkester, og Rikke von Qualens kostumer matcher fuldt ud den voluminøse overdådighed, der placerer Cirkusrevyen i en liga helt for sig selv næsten uanset hvad de måtte finde på at sige og synge fra scenen.

Politikerparodierne står i kø i teltet på Bakken i år; i tur og orden får vi Henrik Lykkegaard maskeret til skræmmende genkendelighed som Magnus Heunicke, der som ’havets minister’ ikke forstår en fløjtende fis af hvad han laver, Merete Mærkedahl nailer endnu engang statsminister Mette Frederiksen i en syrligt skarp parodi, forfattet af brillante Carl-Erik Sørensen, der leverer små sproglige perler som savner den fred og ro giver, når alle gør som Mette siger og som kan rime Nato regeringens udløbsdato. Niels Olsen og Lykkegaard optræder som USA’s aldrende præsidentkandidater i et nummer, der går hjem på grund af figurerne snarere end på teksten, og så gentager Niels Olsen sidste års vellykkede parodi på Troels Lund Poulsen, der som Venstres formand tørt konstaterer at; vi har ikke ramt bunden endnu, men vi er på vej derop, mens det hele ramler omkring ham.

Vi er slet ikke færdige med politikerparodierne endnu, for Mette Frederiksen dukker op igen til kroningen på Christiansborg Slot, hvor Pernille Schrøders Lars Løkke Rasmussen hellere end gerne assisterer med en enkelt udgave eller to af kroningsbudskabet, og hvor Silas Holst som Dronning Mary viser hvem det i virkeligheden er der regerer. Niels Ellegaard er en herligt forfjamsket konge, og så er Henrik Lykkegaards teenager-mutte prinsesse Isabella et aldeles kosteligt karakterstudie i hvordan en ægte revymester gør selv en bi-karakter til komisk kunst.

Det hele slutter af med Silas Holst som Alex Vanopslagh i et buldrende shownummer med det unge ensemble som hyldende entourage. Silas Holst er et friskt pust til revyen, som faktisk denne sommer synes lidt mere forbundet med teltets traditioner end sidste sommer. En hel del numre fremstår som Cirkusrevy Classic, både Olsen, Ellegaard og Lykkegaard som jyske kvægbønder, Olsen, Holst og Ellegaard som hhv. rocker, håndværker og brugtvognsforhandler, der synger en ode til den snart afdøde 1000-krone seddel og i et par klassiske sketches på hhv. et pizzeria og hos en clairvoyant bedemand. Første akts musikalske finale, der er en hyldest til Air Fryeren, sender os til pause med et stort smil på læben. Det er et Cirkusrevy-ensemblenummer de luxe.

Revyen bider heldigvis også fra sig med mere kraft på suppebenet. Pernille Schrøder, Merete Mærkedahl og sangerinderne Jasmin Dahl og Rosa Gehl spidder tvungen værnepligt til kvinder i en skarp tekst af Jacob Morild og umanerligt lækker musikalsk indpakning, og lækkert er det også i godnatsangen ”De voksne passer på”, hvor verdens kriser og katastrofer tages under behandling med budskabet om, at børnene ikke behøver være bange, for de voksne passer på, og uroen spreder sig lidt, for er det nu også tilfældet?

Alt hvad Merete Mærkedahl rører ved synes at blive til guld – har hun mon spist af Benjamin La Cours krukke med guldstøv? Hun synes at vokse som revykunstner for hvert år, og i årets revy sætter hun ikke en fod forkert, uanset om det er som gakket multidiagnosticeret til jobsamtale, som showdiva eller som statsminister.

Lidt sværere har Pernille Schrøder det, selvom hun gør fin fyldest i ensemblenumre og sketches, men hun er ladt i stikken med revyens svageste tekst som prepper med egen youtube-kanal og havde fortjent et bedre solonummer. Silas Holst er også en god revyskuespiller, og får klogt nok lov at køre på sine styrker som danser og musicalperformer, og så er den modne herretrio med Niels Olsen, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard driftssikkerheden selv. Ellegaard er herlig som fidel Nordic Waste-talsmand, og Lykkegaard sjov som rumhelten Mogensen, der forståeligt nok gerne vil ud i rummet igen. Olsen får ikke hovedrollen i en musical om sig selv. Et nummer, der minder lidt om sidste års meta-nummer om ”Badehotellet”, men ikke helt rammer samme niveau.

Henrik Lykkegaard og Niels Olsen bidrager også flittigt som forfattere, og det er påfaldende så meget Lykkegaards to tekster om Magnus Heunicke og Troels Lund Poulsen minder om hinanden i deres tematiske opbygning. At begge numre er med i samme revy er vel egentlig blot et udtryk for, at Cirkusrevyen har et luksusproblem. Og det er jo til at leve med.

Ikke alle revyens 29 numre sidder lige i skabet, men det er nu også meget sjældent man oplever det i en revy, og årets Cirkusrevy har de topnumre, der til fulde opvejer den lidt blødere mellemvare, som jo stadig er af højere kvalitet end hvad de fleste andre revyer kan byde på, om ikke andet så i kraft af den ødsle indpakning og de topdygtige solister.

—-

”Cirkusrevyen 2024”. Tekst og musik: Joy-Maria Frederiksen, Niels Olsen, Joakim Pedersen, Christian Damsgaard, Nicklas Holtne, Jacob Morild, Ilang Lumholt, Søren Anker Madsen & Jan Svarrer, Henrik Lykkegaard, Merete Mærkedahl, Nellie Bethel, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Jacob Weble, Ditte Hansen, Specialklassen, Niels Ellegaard m.fl.

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Benjamin La Cour. Koreografi: Nellie Bethel. Kostumer: Rikke von Qualen. Kapelmester: Joakim Pedersen.

Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Niels Olsen, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard, Silas Holst, Jasmin Dahl og Rosa Gehl (sangere), Ciara Rose Blankenship, Roberta Næss-Schmidt, Malik With og Nicklas Troensegaard (dansere/ensemble).

Spiller i Teltet på Bakken til 25. august.

Anmeldt 16. maj (premiere)

Foto: Emilia Therese.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her