Forside Anmeldelser 2024 SKOLEKOMEDIEN

SKOLEKOMEDIEN

247
0

Christian Lollike rammer i plet med et forrygende portræt af en folkeskole i krise og afmagt. ”Skolekomedien” er must-see-teater for alle lærere, større skoleelever og ministerielle embedsfolk med dårlig samvittighed.

* * * * *

Der er små 50.000 skolelærere i Danmark, og de bør løbe storm mod billetlugen på Aarhus Teater den næste måned, hvor Christian Lollikes nye forestilling ”Skolekomedien” spiller på Store Scene.

I en dybt underholdende, og grumt foruroligende forestilling dissekerer Lollike deres folkeskole, vores folkeskole – hele Danmarks folkeskole. At det står galt til med læringen er i rigt mål dokumenteret, diskuteret og debatteret, men hvorfor er det gået galt? Og hvordan kunne det dog gå galt?

Christian Lollike tager entydigt lærernes parti. Gennem sin tredelte karakter, den i begyndelsen idealistiske og ambitiøse lærer Annette, fortæller han en historie om hvordan øget pres fra alle sider; fra børnene over deres forældre til skoleledelsen og helt op på ministerielt embedsmandsplan langsomt nedbryder læreren, så hun til sidst kollapser totalt – og med hende selve institutionen Folkeskolen. Lollike har baseret sin research på breve fra og samtaler med hundredvis af lærere, som han har opfordret til at skrive til ham, og i al sin absurditet fremstår ”Skolekomedien” forbløffende autentisk.

Vi har jo alle på et eller andet tidspunkt i vores liv oplevet skolen på egen hånd, hvad enten det blot er som elever, eller også som forældre eller ansatte. Og vi kan alle relatere til Lollikes finurligt skitserede, karikerede karakterer og scenarier fra når den ubehjælpsomme lærer med dansk som linjefag, forsøger at gennemføre en matematiktime i 6. klasse, hvor hun ikke selv forstår ligninger et hak bedre end de elever hun skal undervise, til når hun vikarierer i en infernalsk idrætstime, hvor de nærvoksne piger nægter at gå i bad på grund af skarpt koordineret ’mens’.

I aftenmørket kommunikerer hun på Aula med forældregruppen, hvis krav og forventninger til læreren stikker i alle mulige mere eller mindre relevante retninger, og helt rørende er scenen, hvor eleven Ella betror sig til sin lærer om at faderen truer hendes mor med sit jagtgevær.

Hverken i virkeligheden eller i Lollikes fiktive univers er læreren den superwoman, som det synes at forventes at hun er. Mens ministerielt udstukne læringsmål i tusindtal blander sig med ledelsens kursusretoriske altinkluderende rummelighed, består virkeligheden af en uhomogen gruppe af mere eller mindre sårbare børn, og deres mindst lige så uhomogene forældregruppe.

På scenen fortolkes Annette i tre aldre. Fra Carla Eleonora Feigenbergs unge, idealistiske, men også usikre Annette, over Mette Døssings mere erfarne, stadigt entusiastiske men fagligt udfordrede Annette til Anders Baggesens nærneurotiske, nervøst rygende og tæt på resignerende modne lærer, som trods alt finder en vis trøst i afgangselevernes og de tidligere elevers ord om at ’hun har gjort en forskel’. Tredelingen af Annette-figuren fremstår som et genialt træk fra Lollike, som gennem hende favner et helt livsværk af lærere.

Ovenover det hele svæver klassens sidste klovn, Simon Mathews groteske og uhyggelige fortællerkarakter, som en slags musikalsk dæmon. Hans diabolske fortolkninger af diverse børnesange, som akkompagnement til rammehistorien, bidrager til at give forestillingen et absurd fortællespor, der sideløbende med den realistiske og virkelighedstro handling, karakteriserer folkeskolen som det cirkus, skiftende skolereformer – senest den forkætrede fra 2014 – har gjort den til. Simon Mathew er intet mindre end uhyggeligt nærværende.

I Franciska Zahles fine scenografi, der præcist fanger 70’er skolebyggeriernes slidte tristesse på drejescenen, skaber et uhyre veloplagt hold af skuespillere en gennemført helstøbt ensembleforestilling. Nok er det Mathews klovn, og de tre Annette’r, der er forestillingens egentlige omdrejningspunkter, men der bliver skabt en stribe fremragende karakterer omkring dem. Det er en herligt træk, at lade børnene – som vi følger i tre skiftende aldre fra indskolingen til afgangsklasse – være regulære kloner af deres respektive forældre. Æblet synes ikke at falde langt fra stammen, men sådan er det jo også.

Kjartan Hansens ADHD-udfordrede Milo (og hans tilsvarende voksent aggressive far) er et stærkt troværdigt og let genkendeligt portræt. Det gælder også Anne Plaugborgs angstplagede Lærke (og hendes neurotiske mor), Marie Marschners udfordrende Chrissy, Emil Busk Jensens kiksede Storm, og Marie Bodas stakkels Ella fra det voldsplagede hjem. Christian Hetland er både morsom som tumlingen Anton, og som den udsendte pædagogiske konsulent, der med blikket fast rettet mod sit excel-ark, lader de fleste problemer løse ved at ændre en bordopstilling, og Mette Klaksteins medløbende Liv, og over-kække skoleleder med alle hendes tillærte, virkelighedsfjerne buzzwords, er både morsomme og ikke så lidt skræmmende. Jacob Madsen Kvols giver klassens frække dreng genkendelig karakter, mens Amanda Friis Jürgensen og Kasper Krassimir Jensen glimrende fuldender ensemblet som forkælet enebarn og som indvandrerdrengen, der som den eneste i klassen faktisk gerne vil lære og forstå ligninger.

Afmægtigheden oser ud af Anders Baggesens ældste Annette, Mette Døssing lader frustrationerne få frit løb som mellemste Annette og Carla Eleonora Feigenberg er skrøbelig i al sin idealistiske usikkerhed.

Christian Lollike er en instruktør, der evner at få det bedste ud af sin egen dramatik, og som mestrer begge funktioner lige godt. ”Skolekomedien” er skarp og velskrevet samfundssatire, nærmest deprimerende og alligevel en sanselig og stærkt underholdende teateroplevelse.

Man kunne i den grad godt ønske sig at forestillingen kunne få et liv udover den måned den skal spille i Aarhus.

—-

”Skolekomedien”. Af Christian Lollike med scener af Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl.

Instruktion: Christian Lollike. Scenografi & kostumedesign: Franciska Zahle. Koreografi: Julie Kunz. Komponist og arrangør: Simon Mathew.

Medvirkende: Mette Døssing, Carla Eleonora Feigenberg, Anders Baggesen, Simon Mathew, Mette Klakstein, Christian Hetland, Anne Plauborg, Amanda Friis Jürgensen, Marie Marscner, Jacob Madsen Kvols, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen, Marie Boda og Kasper Krassimir Jensen (de to sidstnævnte er studerende på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus).

Spiller på Aarhus Teater til 2. marts.

Anmeldt 2. februar.

Foto: Mikkel Berg

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her