Henri Nathansens ”Indenfor murene” er blevet kaldt en nationalklassiker, og stykket har stadig sin berettigelse mere end 120 år efter det er skrevet.
* * * *
Det er blevet meget populært at skære klassikere ind til benet, uddrive essensen og fjerne resten med et pennestrøg så det hele kan afvikles på under to timer uden pause.
Den fremgangsmåde har Det kgl. Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, heldigvis ikke valgt at benytte i sin opsætning af Henri Nathansens skuespil ”Indenfor murene”. En nationalklassiker er stykket blevet kaldt, og som ’en nationalklassiker’ opføres det nu i en fornem skuespillerbesætning på selveste Gamle Scene på Kgs. Nytorv. På premiereaftenen blev det nationalklassiske yderligere understreget af at den netop afgående dronning Margrethe tog plads i sin – søns – loge.
I Morten Kirkskovs på en gang meget moderne og traditionsbårne instruktion tager ”Indenfor murene” den tid den skal tage. Det løber op i tre timer inkl. pause, for som med en god simreret må man ikke sjuske med detaljerne. Det giver sig udtryk ved at forestillingen i indledningen slæber sig afsted mens gæsterne indfinder sig til familiens sabbat i hjemmet hos ægteparret Levin.
Den storskrydende storebror Jacob og hans gravide hustru, deres lille datter, den forkælede Sara, den mellemste søn af huset, Hugo, som er læge og et moderne menneske af tiden i modsætning til den faste fredagsgæst, prokurist Meyer, Levins håndgangne og trofaste højre hånd. Fru Levin arrangerer suppen, og den gamle Levin, kommer hjem fra synagogen. Alting er som det altid har været. Traditionerne er ikke noget man rører ved i familien Levin.
Familien Levins hjem er her rent stilistisk. Syv stole, intet bord. Suppetallerknerne har man i skødet, vinglassene står på gulvet. På denne måde indkapsler instruktionen en af essenserne af Nathansens skuespil. Traditioner og moderne tanker brydes. Men det er en tung proces. Og sad man en kort overgang og ønskede, at man havde fjernbetjeningen ved hånden, ligesom hjemme foran fjernsynet?
Heldigvis varer den følelse ikke ved. Da først Esther indtager scenen som en moderne buksepige, med oprørsk selvstændighed og ungdommeligt trods, åbnes der for dramaet – og for humoren, der også ligger i skuespillet. Esther har forelsket sig i sin forelæser, Jørgen Herming. Og intet på denne jord kunne være værre for familien Levin. Ikke alene er Herming ikke jøde, han er søn af den mand, der engang nægtede Levin et lån, og afviste ham, netop fordi han, Levin, er jøde.
Esther får en form for stiltiende støtte i sit valg fra både sin bror Hugo, og sin stolte, kærlige mor, men hendes far er stejl. Han går ind for at den gode jøde, Meyer, skal gifte sig med Esther, for at pengene kan blive i familien. På denne måde bliver ”Indenfor murene” et skuespil, der handler om en vifte af konflikter. Det handler om jødehad og racisme, det handler generationskløfter, om opbrydningen af traditioner og konflikter internt i familierne. Det handler om tro og tilgivelse, om accept og tolerance. Det handler helt enkelt om tro, håb og kærlighed. Således er ”Indenfor murene” i dag ikke mindre aktuelt, end det var ved urpremieren i 1912, selvom tiden i dag er en anden. Det er stadig et fremragende skuespil, som fortsat har sin berettigelse, ja, måske ligefrem er nødvendigt.
At de forfærdelige begivenheder i Mellemøsten og en efterfølgende opblussende anti-semitisme mange steder i verden, også herhjemme, hvor det er nødvendigt med bevæbnede vagter udenfor den jødiske synagoge i Krystalgade, kun har styrket skuespillets aktualitet, er naturligvis sørgeligt. Men tematikken er ikke udelukkende et spørgsmål om jøder og kristne. En tidstypisk ”Indenfor murene” kunne såmænd også handle om en rig muslimsk købmand, og en datter, der ikke vil bære slør og er kæreste med en jøde, eller kristen.
For danske skuespillere har rollerne i ”Indenfor murene” er særlig status. De er ikoniske på samme måde som Hamlet er det for en yngre mandlig, eller Nora i ”Et dukkehjem” for en kvindelig skuespiller. Der står nærmest gny om ikoniske opsætninger af ”Indenfor murene” på Det kgl. Teater, senest i 2005 med Jørgen Reenberg og Ghita Nørby som ægteparret Levin. I 2024 er det Jens Albinus og Bodil Jørgensen der står på scenen i de roller. En arv og ære de begge løfter smukt. Hun med en sart og skrøbelig styrke, der kommer helt inde fra hjertet. Ghita Nørbys fru Levin blev i sin tid kaldt ’en løvinde’, Bodil Jørgensens er nærmere som et rådyr, der trods sin sårbarhed beskytter sit barn i en grad, at hun sætter alt på spil.
Overfor hende giver Jens Albinus et moderne bud på den gammeldags patriark. Hans sammenbrud da han første gang hører om datterens kærlighedsaffære er en tour de force, hvor Albinus på fineste vis balancerer mellem det patetiske og det komiske, så det fremstår som dødelig alvor. Hans afdæmpede resignerende trods i duellen med Lars Brygmanns afvæbnende arrogante og kynisk beregnende Etatsråd Herming er et stilstudie i hvordan man med små midler kan forløse store følelser. Jens Albinus’ Levin er ikke en klassisk jøde-karikatur. Han bryder grænsen mellem jøden Levin og den kristne Herming ned, så den kun simrer i det underliggende. Deres strid handler ikke kun om religion, men i lige så høj grad om moral, om at være et ordentligt menneske. Men er der en facitliste, og er man ordentlig hvis man ikke kan anerkende andres synspunkter eller levevis?
Lars Brygmanns Etatsråd Herming fremstår som indbegrebet af et beregnende, dumt svin. Og Stine Stengades neurotisk manipulerende Fru Herming står i skærende kontrast til Bodil Jørgensens jordnære fru Levin. Klart tegnede karakterer, hvor han fremstår stærkere i billedet end hende.
De unge skuespillere har lidt vanskeligere ved at stå distancen. Man har faktisk lidt svært ved at forstå hvad den kække jødiske buksepige egentlig ser i den renskurede slipsedreng, som unge Joachim Kubel spiller nydeligt men uden den store gennemslagskraft. På den anden side, så er den kejtede Meyer naturligvis et endnu mere uheldigt parti. Nicolai Dahl Hamilton leverer en fint underspillet og præcis birollepræstation. Emilie Kroyer Koppel og til dels Emil Prenter som Hugo, synes at være mere udfordret med replikkernes betoninger end resten af ensemblet. Ordene lyder ikke naturlige i deres mund. Og dermed mister karaktererne i væsentlig grad deres troværdighed. Det er synd, for Prenter har tidligere i høj grad vist sit enorme talent, og Kroyer Koppel har en dejlig naturlighed, som givetvis vil kunne fungere godt i andre sammenhænge.
Zaki Nobels frembrusende Jacob og Jela Natius Abildgaards underkuede Dina gør hvad de skal. Og selvfølgelig er den lille Sara, hvem der så end spillede hende på premiereaftenen, nuttet og kær.
Steffen Aarfings meget enkle scenografi går hånd i hånd med Morten Kirkskovs intentioner om at gøre ”Indenfor murene” til tidløs dramatik. Det samme gælder kostumerne, som ikke signalerer en egentlig tidsepoke, men understreger det jordnære versus det flamboyante, men scenografien understreger også hvor stor en scene, der spilles på, selvom spillestilen har kammerspillets tæthed. Det synes jeg skaber en disharmoni i opsætningen. Trods skuespillets eviggyldighed og det fornemme spil i hovedrollerne, fremstår denne ”Indenfor murene” ikke fuldendt vellykket, om end seværdig.
—–
”Indenfor murene” af Henri Nathansen.
Iscenesættelse og bearbejdelse: Morten Kirkskov. Scenografi & kostumedesign: Steffen Aarfing. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup. Koreografi: Sofie Akerø.
Medvirkende: Jens Albinus, Bodil Jørgensen, Emilie Kroyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade, Emil Prenter, Zaki Nobel, Jele Natius Abildgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Livia Teodora Lupu/Frederikke Koefoed Heiberg, Lene Strate og Jakob Haahr Andersen. Carl Nielsens ”Aftenstemning” synges af Det kongelige Operakor, korsyngemester: Steven Moore.
Spiller på Gamle Scene til 17. februar.
Anmeldt 19. januar (premiere)
Foto: Camilla Winther.
