Forside Anmeldelser 2023 MARGRETE I

MARGRETE I

257
0

Teatret Møllens dramatisering af Anne Lise Marstrand Jørgensens roman om én af de mest magtfulde kvindeskikkelser i Danmarkshistorien er både intenst og bevægende teater.

* * * * *

Man skal bestemt ikke undervurdere Teatret Møllen fra Haderslev. Det sønderjyske egnsteater, der næste år kan markere 50-års jubilæum, har i årevis skabt scenekunst på meget højt, kunstnerisk niveau.

Det gælder i høj grad også er den aktuelle forestilling ”Margrete I”, der netop har haft premiere på Møllen i Haderslev, og nu har indledt en længere Danmarksturné.

Brian Wind-Hansen har dramatiseret Anne Lise Marstrand Jørgensens anmelderroste roman om Margrete I, og det er i Rasmus Ask’s intenst stilrene instruktion blevet til en bevægende teateroplevelse.

Det kan være vanskeligt at dramatisere romaner, det har vi set mange eksempler på. Det kan også være en udfordring at behandle historisk materiale dramatisk, uden at det enten bliver leksikalt kedsommeligt eller at der bliver taget for mange ’kunstneriske friheder’. Her synes det at være lykkedes uden at falde i nogle af faldgruberne.

Den 90 minutter lange forestilling bevarer en poetisk intensitet med meget små, men effektive, virkemidler hele vejen igennem, og fastholder os i et nænsomt greb, takket være en helt eminent visuel komposition og en betagende, ja næsten dragende, lydside, som tilskrives henholdsvis scenografen Laura Rasmussen, lysdesigner Søren Lydersen og komponist og lyddesigner Johannes Smed.

I disse enkle, stemningsskabende rammer folder de tre skuespillere sig smukt ud som skiftevis den unge Margrete og alle de forskellige karakterer, der bidrog til at diktere hendes liv. Connie Tronbjerg, Emma Silja Sångren og Mette Gregersen både taler og agerer i et stramt disciplineret urværk af ord og bevægelser, der rummer både de store følelser og de små detaljer, og de tegner et fascinerende psykologisk portræt af den Margrete, som siden udvikler sig til en af de mest begavede og magtfulde kvindeskikkelser i Danmarkshistorien.

Vi møder første gang den 10-årige Margrete hjemme i Danmark, da hendes storebror Christoffer dør. Hun giftes væk som barnebrud til den 13 år ældre, norske tronarving Haakon, og ledsages til Akershus i Norge af sin ’pige’ og siden hjerteveninde Kjerstin. Her opdrages hun strengt af Merete Ulvsdatter under kirkens opsyn, og da hun får sin første menstruation tilkaldes den unge konge – herren har gjort hende klar.

Helt ’klar’ var det purunge pigebarn nu næppe, for der går tre år før Gud planter et barn i hende, og hun føder sit eneste barn, sønnen Olav. Denne coming-of-age fortælling om at være født til et kald, de barske livsforhold, sorg og tab, den strenge opdragelse, opdagelsen af seksualiteten og venskabet til pigen, som omverdenen opfatter med frygt og foragt, og anklager for trolddom, udfoldes på bevægende og betagende vis. Vi forlader Margrete kort tid efter, at hendes far er død, og hun som blot et par-og-tyve årig indtræder som regent og dronning over Danmark, Norge og Sverige. Den del af historien er også spændende, men her er det altså den unge Margrete og det der formede hende, det handler om.

”Margrete I” af Anne Lise Marstrand Jørgensen. Dramatiseret af Brian Wind-Hansen.

Instruktion: Rasmus Ask. Scenografi & Kostumer: Laura Rasmussen. Komponist og lyddesign: Johannes Smed. Lysdesign. Søren Lydersen.

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Emma Silja Sångren og Mette Gregersen.

Producent: Teatret Møllen.

Spiller på turné til 13. december, samt 15.-17. december igen på Møllen i Haderslev.

Anmeldt 8. november på Teater V.

Foto: Søren Hasselgaard Skaaning.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her