Publikum bliver maksimalt udfordret, når dramatikeren Joan Rang Christensen fortolker og fabulerer frit efter Shakespeares drama om ”Købmanden fra Venedig” på Hamletscenen i Helsingør.
* * * *
Der står vist ingen steder, at det skal være let at gå i teatret. På Hamletscenen i Helsingør udfordrer man i de kommende uger sit publikum maksimalt, med en intens, billedrig og fortolkningstung ny-versionering af William Shakespeares ”Købmanden fra Venedig”.
Med udgangspunkt i det kendte værk fabulerer dramatikeren Joan Rang Christensen vildt og voldsomt derudad om både jødeforfølgelse, kvindeundertrykkelse og jagten på hurtige penge i en verden, der både har forandret sig markant gennem de seneste 400 år, og alligevel synes at stande i våde.
Alle symbolikkens sten synes at være vendt efter de intense 100 minutter på Hamletscenens Thaliasalen, der ligger inden for Kronborgs volde, og endnu engang viser sig som et spændende og fleksibelt teaterrum, trods sin beskedne størrelse.
I begyndelsen møder vi jøden Shylock, der gondolerer sig ind gennem Venedigs kanaler og fremsiger en af de (vist nok) få originale monologer – hvordan skal jeg kunne forklare hvordan det er at være jøde! Det handler om uret og hævn, og med den nuværende situation i Israel og Gaza synes ordene at ramme med ætsende og knivskarp præcision.
Hurtigt ændrer billedet sig dog, for en uhyggelig dæmon med hestekranium køber et skålpund kød hos slagteren, men kan ikke betale de 3000 dukater det koster, og lover at komme tilbage senere. Og således kobles Shakespeares historie om købmanden Antonio, der låner penge af pantelåneren Shylock, med et skålpund af sit eget kød som pant, for at hans ven Bassanio skal kunne få råd til at kurtisere sin elskede Portia, sammen med en skitseret fortælling fra vor tid – og skiftende referencer til oktober 1943, hvor danske sømænd og frihedskæmpere hjalp jøderne over Øresund på flugt fra nazisterne.
Vi møder den moderne version af Antonio og Bassanio – som naturligvis har et homoseksuelt forhold – og Portia, der ikke længere er rig, men ernærer sig ved at fjerne tatoveringer, og hendes veninde Nerissa, som må prostituere sig for at få råd til sin frie livsstil. Og hele tiden kigger Shylock med fra fortiden, mens han afdækker jødeforfølgelserne i den europæiske historie gennem 400 år. Ja, selv Shylocks eneste datter, Jessica dukker op som bestsellerforfatter i vor tid, og med en opsang om det moderne Israels statsterrorisme som et aktuelt, men også ildeset indspark i debatten. Hos Shakespeare afviser Jessica jødedommen og sin far, så jo, referencen er ganske legitim.
Det bliver meget kompliceret, så har jeg vist ikke overdrevet, og i perioder også så kompliceret at det vel reelt set går ud over forståelsen medmindre man både har nærstuderet Shakespeare i detaljen, og fulgt jødernes moderne historie på historikerniveau. Joan Rang Christensen skal have ros for at have lavet sin research grundigt, men hun har muligvis glemt den lille detalje, at publikum ikke nødvendigvis er ligeså forankret i stoffet som hun selv, og det gør ”Ekko fra Venedig” til lidt af en udfordring.
”Ekko fra Venedig” bliver ikke desto mindre en ganske seværdig forestilling, for trods de mange billedskift, den tonstunge symbolik og de utallige referencer, der fyger over den tværliggende scene, hvor vi som publikum alle sidder helt tæt på, så har forestillingen også en intensitet over sig, og nogle meget smukke tableauer og der spilles glimrende af ensemblet. Morten Hauch-Fausbøll personificerer jøden Shylock med århundreders forfølgelser martret i ansigtets fuger og det skiftevis tomme og stålsatte blik. Og han agerer også pudsigt som sin egen datter a la Karen Blixen. Josephine Raahauge, Ernesto Piga Carbone og helt nyuddannede Alexander Bryld Obaze er på hårdt arbejde som alle de vekslende karakterer omkring Shylock, men får mest muligt ud af det. Obaze er både en yndig Nerissa, og den attråede Bassanio, mens Piga giver sin Antonio kant og er en uhyggelig dæmon. Josephine Raahauges Portia bliver et omdrejningspunkt mellem fortid og nutid, også sprogligt, og i det hele taget er det lykkedes instruktøren Christoffer Berdal at gøre det uhyre komplicerede materiale sådan nogenlunde spiseligt.
Catia Hauberg Engels scenografi udnytter den tværliggende scene med mange effekter og interessant lyssætning, der binder de skiftende steder og tidsaldre sammen.
Efter hver forestilling er der samtalesaloner, hvor man måske kan blive lidt klogere på fortolkningerne. Det var gået min næse forbi, og jeg måtte gå lige efter forestillingen, men selv uden at have deltaget vil jeg nok anbefale at man tager den del af oplevelsen med også.
—-
”Ekko fra Venedig” af Joan Rang Christensen med udgangspunkt i William Shakespeares ”Købmanden fra Venedig”.
Instruktion: Christofer Berdal. Scenografi: Catia Hauberg Engel. Lyddesigner: Jes Theede. Lysdesigner: Viktor Holm Lauridsen.
Medvirkende: Morten Hauch-Fausbøll. Josephine Raahauge, Ernesto Piga Carbone og Alexander Bryld Obaze.
Producent: Hamletscenen
Spiller i Thaliasalen på Kronborg i Helsingør til 5. november.
PR-Foto
