Forside Anmeldelser 2023 REVYKØBING – NYKØBING FALSTER REVYEN

REVYKØBING – NYKØBING FALSTER REVYEN

845
0

Nykøbing Falster Revyen var årets bedste sidste år, og de holder fanen højt på Sydhavsøerne med endnu en sommerrevy på højt niveau. Sommerens hidtil bedste tekster og med fremragende solister.

* * * * *

Det er altid svært at følge op på en kæmpemæssig succes. For så kan man jo næsten kun skuffe.

Sådan er det heldigvis ikke i sommerens revy i Nykøbing Falster – hele Danmarks Revykøbing – hvor Mickey Pless og hans aldeles fremragende hold af skuespillere og musikere igen i år leverer en revy af absolut topklasse.

Nykøbing Falster Revyen gør bestemt Cirkusrevyen rangen stridig når det handler om at lave sommerens bedste revy. Pilen peger stadig nordpå, men kun lige akkurat.

Rasmus Krogsgaard er guld værd for revyen. I år ’kun’ som forfatter og skuespiller, mens en af fagets mest solide revy-håndværkere, Michel Castenholt, har overtaget instruktørjobbet – og gjort det med bravour. Krogsgaard har skrevet seks af revyens 23 numre, og de sidder alle sammen lige i skabet. Det er et sjældent højt niveau, der starter med det herligt veloplagte åbningsnummer om at der ikke skal mangle noget i revyen på trods af besparelser – i hvert fald ikke noget særligt, så lidt kostumer, lyset og en skuespiller kan vel spares væk.

Senere i første afdeling synger Rasmus Krogsgaard selv – i skikkelse af en affekteret Hellerup-agtig overklasse mand – en smægtende Irma blues så selvmedlidenheden driver. Det er fuldkommen suverænt overbevisende leveret. Efter pausen er Krogsgaard manden bag et af denne sommers allermest rørende revyøjeblikke, hvor kapelmester Mickey Pless selv er solist i en hyldest til sin nyligt afdøde ven, sangeren og entertaineren Dario Campeotto – her kommer selv den mest stovte roebonde til at få våde øjne sommeren igennem, så er det sagt.

Der er plads til både sjov, spas og alvor i revyen, og Krogsgaard har skrevet en tankevækkende trio-vise om stress, leveret med afdæmpet autoritet af ham selv, Lisbeth Kjærulff og Bente Eskesen, og han har skrevet – og synger sammen med Eskesen – en meget dygtigt leveret og skrevet tekst om embedsværket og sociale nedskæringer til musik af Johan Strauss. Og jo, så er det naturligvis også Krogsgaard, der har leveret det store ensemblenummer hvor de to forestående musicals – den om Dronning Margrethe og den om Matador – flettes sammen i ét festligt potpourri. Men ok, træerne vokser ikke ind i himlen, selv ikke i Nykøbing, for nummeret bliver lige langt nok.

Er Troels Malling Danmarks morsomste revyskuespiller? Ja, i hvert fald når han som den plagede Thøger udpensler de forfærdeligste og mest ulækre lidelser omhandlende alskens udflåd. Det er guddommeligt morsomt. I det hele taget er Malling usædvanligt veloplagt i årets revy, hvor han synes at få alt ud af sine karakterer; om det er som Claus Hjort, som vin feinschmecker eller som en af de tre små – meget gamle – grise, og blind italiensk kok fra Lady og Vagabonden i første akts jublende skønne finalenummer. En hyldest til 100 året for Disney med de elskede skikkelser i oldinge udgaver. Det er kosteligt.

Her får revydebutanten Karen-Marie Lillelund latteren frem som svævende Klokkeblomst, mens Lisbeth Kjærulffs Snehvide er ramt af demens og ikke kan huske hvor mange dværge, der engang var. Lillelund tager kegler som jovialt sjofel bakkesangerinde, der må lægge bånd på sin sang på grund af frygt for at krænke nogen, og Kjærulff imponerer med selvironisk skønsang, der går i båndsløjfe. Rasmus Krogsgaard når også lige at brillere en gang til i en fuldkommen sprogligt ekvilibristisk godnathistorie.

Sidste år blev Bente Eskesen kåret til Årets Revykunstner for sin indsats i Nykøbing F. Igen i år leverer hun på bedste vis i stort set alt hvad hun rører ved. Ikke mindst som Lizette Risgaard sammen med Rasmus Krogsgaards Jon Steffensen i en veloplagt Vase & Fuglsang duet i dansktop-stil, hvor de synger om hvor det blev af, det lille hyggeovergreb og om at være ledere uden grænser! Hun er også ganske herlig som Lars Løkke, som er mere end parat til at rykke ind i Mette Frederiksens statsministerkontor, når hun (Lisbeth Kjærulff) om lidt rykker til NATO. Nummeret er højaktuelt, så meget faktisk, at det risikerer at få begrænset levetid i revyen – for virkeligheden kan overhale det i løbet af sommeren.

Det bedste ved årets Nykøbing Falster revy er den overlegent gennemførte måde hele forestillingen afvikles på; let og elegant, smidigt musikalsk, og uden at der bliver sprunget over hvor gærdet er lavest. Der er idé og konsekvens, anderledes måder at anskue begrebet showrevy på. Der er blevet kælet for detaljen, hvad enten det gælder det platte grin eller den skæve betoning, det lette twist af en aktuel politisk satire eller for pragten i de fantasifulde og smukke kostumer. Scenografien er mere afdæmpet, men den ligner alligevel mere en million end en sparescenografi.

Der er næsten ingen torne på roserne, men der har dog sneget sig enkelte numre gennem instruktør Michel Castenholts ellers finmaskede kvalitetsfilter, som ikke helt holder revyens ellers gennemført høje niveau. Det er bestemt til at leve med, og i Revykøbing skuffer man ikke selv de højeste forventninger. Det er dansk revy, når det er allerbedst.

—–

”Revykøbing – Nykøbing Falster Revyen”. Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Lars Udengaard, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Vase & Fuglsang, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Leif Maibom, Troels Malling, Birthe Jønsson, Niels Chr. Larsen, Lone Pless, Lisbeth Kjærulff & Giovanni Capurro, Eduardo De Capua, Karen-Marie Lillelund, Lukas Birch, Johan Strauss og div.

Instruktion: Michel Castenholt. Scenografi: Lars Rødbroe. Kostumier: Henrik Børgesen. Koreografi: Katrine Bonde. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Bente Eskesen, Lisbeth Kjærulff, Karen-Marie Lillelund, Troels Malling og Rasmus Krogsgaard.

Direktion: Lone og Mickey Pless.

Spiller i Nykøbing Falster Teater til 19. august.

Anmeldt 8. juni (premiere).

Foto: Klaus Bo Christensen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her