Forside Anmeldelser 2022 HUDLØS

HUDLØS

310
0

Meget sød og rørende forestilling om ensomhed på Mungo Park. En introduktion til begrebet ‘palæstinensisk absurdisme’. 

* * * * *

Palæstinensisk absurdisme kalder Mungo Parks direktør Anna Malzer forestillingen “Hudløs”, der er skrevet af og iscenesat på teatret af den palæstinensiske teatermand, Bashar Murkus.

Absurdisme kender vi bedst fra bl.a. Beckett og Ionesco, og efter knapt halvanden time i selskab med Sebastian Aagaard-Williams som eneste spiller på scenen kender vi nu også palæstinensisk absurdisme. Vi kan godt slå fast med det samme at det er et godt bekendtskab. Både begrebet, stykket og Sebastian Aagaard-Williams.

Ensomhed er et af de største samfundsfundsproblemer i vor tid, og det skinner derfor naturligt også igennem i kulturen. Flere gange de senere år har vi set forestillinger, hvor menneskets ensomhed er omdrejningspunktet, og det er åbenbart ikke kun et problem i den vestlige verden. I Murkus’ stykke, som oprindeligt er opført i Haifa, møder vi en unavngiven ung mand, der bor alene i en lille lejlighed, som forekommer at være spækket med elektronisk udstyr. 

I hvert fald foregår alt socialt liv i en absurd form for dialog med selvindspillede optagelser på computeren. Til at begynde med harmløst muntert, når manden, der er stærkt overvægtig – og tykke mennesker er jo altid sjove når de sådan tumler rundt, og har svært ved at samle ting op fra gulvet eller blot sætte sig på en stol – lader sig jagte rundt i den lille lejlighed af sine egne indspillede ordrer, og tjekke om der er mystiske lyde.

Senere oplever vi ham indspille trivielle spørgsmål – der dog afslører en lille bismag – som han selv besvarer, fler- og tvetydigt, og i munden på sine egne tidligere svar.

Manden forsøger i sin isolerede ensomhed at skabe en ‘normal’ verden omkring sig, og det tragiske er, at selv den idealiserede drømmeverden, han opfinder, hele tiden krakelerer og bliver til konflikter. Selv når han skaber en kunstig kvinde i sit liv, opstår der en konfliktsituation. For ‘kvinden’ er ikke en kone, men en elskerinde, som konen ikke må vide om og som han ihærdigt forsøger at bryde forholdet til. Det er både meget morsomt, og dybt tragisk.

I Sebastian Aagaard-Williams voldsomt polstrede skikkelse trænger afmagten over ensomheden langsomt i gennem i takt med at selvydmygelserne tager til, og ud af den voldsomt karikerede skikkelse fremkommer en meget rørende menneskelig karakter. En sørgelig og ynkelig stakkel, som man kun kan have ondt af. Det stærke ved stykket, og dets hovedperson, er, at han trods det karikerede ydre kalder på noget genkendeligt. En type, som man har set, er stødt på, har hørt om. Han kunne såmænd være en af de her internet-krigere, der spyr galde ud i digitale fora, men i Aagaard-Williams kærlige portræt fremstår ham først og fremmest som et ensomt menneske, der blot gerne vil have en ven at tale med.

Det havde naturligvis været ideelt, hvis rollen var spillet af en skuespiller, der er meget stærkt overvægtig, og ikke af en fysisk spændstig mand pakket ind i en ‘tykdragt’ af vat og kapok, men Aagaard-Williams er ikke udleverende og forsvarer rollen og præmissen nydeligt.

Bashar Murkus’ tekst er enkel og elegant opbygget i Naja Bjørnssons oversættelse, og hans instruktion vidner på ingen måde om sproglige eller kulturelle barrierer. Han er ‘godt fundet’ af Anna Malzer, der skal have stor tak for at introducere sit publikum for begrebet ‘palæstinensisk absurdisme’. Det kan vi sagtens tåle at se mere af.

“Hudløs” af Bashar Murkus. Oversættelse: Naja Bjørnsson.

Instruktion: Bashar Kurkus. Scenografi: Majdala Khoury. Lysdesign: John Ivar Venned, baseret på Muaz ljubehs originale design. Koreografi: Jacob Stage. Kostume-skrædder: Maria Ipsen.

Medvirkende: Sebastian Aaagaard-Williams.

Spiller på Mungo Park til 5. april (indgår i repertoiret).

Anmeldt 9. marts (premiere)

Foto: Zuhal Kocan.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her