Forside Anmeldelser 2021 DE UROLIGE

DE UROLIGE

29
0

Linn Ullmanns prisbelønnede roman som skuespil er desværre ikke særligt vellykket.

* * 

“De Urolige” beskrives som en roman, der ikke blev, som forfatteren havde tænkt. På samme måde er dramatiseringen af romanen på Det kgl. Teater formentlig ikke blevet, som teatret og instruktøren Peter Langdal havde tænkt.

Det er nemlig, på trods af et yderst succesfuldt litterært forlæg af Linn Ullmann, som i 2016 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og langt i hænderne på teatertroldmanden Peter Langdal, der har fået tre glimrende skuespillerinder til sin rådighed, ikke blevet til det uafrystelige drama, som historien lægger op til. 

Vi møder tre kvinder. De har helt bevidst ikke navne, men vi ved jo hvem de er. I midten den midaldrende forfatter Linn Ullmann, spillet af Stine Schrøder Jensen, der skriver en bog om sit liv og sine forældre, og som har sat sig for at interviewe sin far, film-og teatergeniet Ingmar Bergman, om at blive gammel. Han spilles af Kirsten Olesen (!), og omkring dem, vimser hendes mor rundt – en af Bergmans mange kvinder – stjerneskuespilleren Liv Ullmann, spillet af Hanne Windfeld. 

Faderen er for gammel til det oprindelige projekt. Han kan ikke længere huske. Han er ved at løbe tør for livskraft, og orker ikke hvad der meget nemt kan blive en konflikt med datteren, som er den yngste i en halv-søskendeflok på ni. Hun har hele livet igennem følt sig tilsidesat af forældrene, der gik fra hinanden da hun var tre år gammel. Deri ligger jo et sitrende drama, som jeg formoder (for jeg har ikke læst romanen) kommer intenst og interessant til udtryk på skrift, men som af en eller anden grund aldrig opnår at få afsæt på scenen.

Skyldes det, at alle de tre personer i bund og grund fremstilles så usympatiske? Som rædsomt selvoptagne egoister. Muligvis. I hvert fald er det vanskeligt at have meget sympati for hverken det oversete barn, der er blevet voksen og har arvet en god portion af forældrenes selvoptagethed, eller for den gamle auteur i lænestolen, der beskrives som menneskeligt depraveret og alene er optaget af sig selv og sin kunst. Portrættet af moderen, der slæber datteren med sig rundt i verden for at forfølge sin egen karriere, og jævnligt overlader hende til mere eller mindre tilfældige barnepiger når hun skal filme et eller andet sted, fremstår som et stereotypt portræt af karrierekvinden, der kan spille alle denne verdens roller, men ikke evner at indgå i moderrollen.

Der opstår mod slutningen smukke øjeblikke, når Kirsten Olesen glimrende beskriver aldringens ufravigelige afmagt og bliver trodsig, fortabt i alzheimerens håbløshed. Men på det tidspunkt har afmagten bredt sig i salen, i hvert fald hos undertegnede.

Det er jo ikke fordi det ikke er velspillet, det er bare ikke vedkommende. Og når den gamle mand i stolen fortæller om hvordan ‘Mozart går direkte ind i følelseslivet’, så savner man ganske enkelt ‘noget Mozart’sk’ i opsætningen.

Hanne Windfelds portræt af den berømte skuespillerinde med hang til et glas hvidvin og med dårlig dømmekraft i valget af mænd, gør os ikke klogere på hvorfor hun svigter sit barn, og Stine Schrøder Jensens oprørske datter evner kun sporadisk at gøre et dybere indtryk.

Bedst er Kirsten Olesen i sit portræt af den gamle mand. Men det er mig ubegribeligt at rollen spilles af en kvinde. Hvad er meningen med det, udover at det er det ‘nye sort’ i dansk teater at lade kønnene flyde sammen, og måske skal ses som et forsøg på ‘anonymisering’ af Ingmar Bergman. Et forsøg, der så blot ikke lykkes.

Der leges med kunsten og kunstarterne i Maja Ravns rodede scenografi, som både inkluderer en stribe grammofoner og naturligvis et aktivt filmkamera og en flimrende bagvæg, og som på sin vis fint illusterer den ‘menneskelige rodebutik’ der definerer de tre karakterers liv i kunsten, og det kaos det efterlader. Men den understreger også den overfladiskhed, der præger opsætningen, og som er afgørende for at dramatiseringen af “De Urolige” ikke bliver særligt vellykket.

“De Urolige” af Linn Ullmann. Dramatisering: Karen-Marie Bille. Oversættelse: Karen Fastrup.

Instruktion og bearbejdelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn. Videokonsulent: Søren Knud.

Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Kirsten Olesen og Hanne Windfeld.

Spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet til 22. december. Derefter på turné fra begyndelsen af januar til 5 marts.

Anmeldt 2. december (premiere)

Tidligere artikelKNAS I OASEN
Næste artikelINTRIO – JULESHOW 2021

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her