George Orwells fremtidsdystopi “1984” er blevet opdateret og ført 100 år frem i tiden – det er ikke rart at tænke på, om han stadig har ret….

* * * * 

Den engelske forfatter George Orwell skrev sin epokegørende fremtidsdystopi “1984” i 1949, og kunne vel trods alt næppe have forestillet sig hvor præcist han ville ramme plet med sit dystre fremtidssyn. 

Romanen har skabt begreber som ‘Big Brother’, ‘Big Brother’s watching you’ og ‘tankekontrol’ og er en milepæl i moderne britisk litteratur. Romanen er filmatiseret, og var naturligvis genstand for ekstra stor opmærksomhed i 1984 – for hvordan var det lige at verden i virkeligheden havde udviklet sig?

Det stod værre til end Orwell havde spået, men hvad så om 100 år? Men 35 års forsinkelse har teatret Det Dramatiske Udgangspunkt taget afsæt i Orwells roman, pudset krystalkuglen og ladet dramatikeren Eva Littauer bearbejde Orwells klassiker med blikket fast rettet mod 2084 – 63 år frem i tiden. Hvordan ser verden mon ud til den tid? Og kan Orwells tekst stadig bruges til noget?

Det kan den i høj grad. Teatrets forestilling “2084” er særdeles interessant, om end ikke decideret nyskabende eller 100 procent vellykket. Måske tør man ikke helt gå planken ud, måske er fremtiden ganske enkelt for skræmmende at kigge ind i.

I denne vision af 2084 er det ikke Big Brother, men Big Mother, som regerer. Og det gør hun som et altseende og altvidende hologram, understøttet af en inderkreds af en magtelite, der med vold og magt forhindrer befolkningen i at tanke selvstændige tanker. Det som Big Mother eller inderkredsen omkring hende siger er sandheden, ER sandheden, også selvom det er indlysende dumheder som at to og to er fem. Det er som hos Orwell en topstyret totalitærstat, der hersker, og som følge af klimaets kollaps prædiker at der kun må spises plantebaseret føde, og indoktrinerer sin befolkning med messende budskaber som ‘Krig er fred’, ‘underkastelse er frihed’ og ‘børnene er fremtiden’. Indlysende idioti, men det er netop pointen.

Da Vincent Storm, ansat til at modificere artikler og bøger så de passer til den nye virkelighed, falder for den i det skjulte revolutionære Julie, og dyrker hed sex udenfor overvågningskameraernes rækkevidde, indleder han også en direkte vej til helvede. For naturligvis kan forholdet ikke holdes hemmeligt, systemet er stærkere, og gennem tortur nedbrydes både Vincent og Julie så de til sidst makker ret. Den ‘lykkelige’ slutning på historien er, at Big Mother altid har ret. 

Det er klart, at i en tid, hvor man i ramme alvor ændrer i tegneserier fra 1950’erne så de fremstår politisk korrekte, ændrer linjer i sange fra højskolesangbogen og retoucherer cigaretter ud af film fordi det sender ‘forkerte’ signaler at folk ryger, så er handlingen i “2084” slet ikke så urealistisk endda. Når vi søger efter opskrifter på Google, dukker der reklamer for supermarkeder op i vores mailbokse, og har vi vores mobiltelefon i lommen, så ved ‘Big Mother’, at vi lørdag eftermiddag har siddet i et teater i Lillerød og set “2084”, og kan derfor målrette deres ’tilbud’ til os. Jeg kan næsten ikke vente på at få tilbud om et nyt overvågningskamera til huset.

Indtil nu bruges overvågningssamfundet vel næppe i politisk øjemed, håber vi, der stadig er naive nok til at tro på det gode i mennesket, men hvordan ser det ud i 2084? Tanken er bestemt ikke særlig rar, og det mest positive er vel nok at man selv til den tid forlængst er formuldet og borte.

Det Dramatiske Udgangspunkt rammer et spændende og interessant emne med forestillingen, der med sin spilletid på halvanden time ikke er længere end at det lykkes at fastholde vores fokus og holde sanseapparatet kørende. Jonas Littauer er den nysgerrige Vincent, der tager chancen og forsøger at bryde ud af lænkerne. Omkring ham er nyuddannede Ludmilla Faber Striim interessant som den oprørske Julie, mens Marius Bjerre Hansen er den personificerede glatte ondskab som lederen af Inderkredsen og Malte Frid-Nielsen dels hans håndlanger og torturbøddel, dels endnu et offer for overvågnings- og stikkersamfundet. Tilmed stukket af sin egen datter, mønsterbarnet Helga. George Orwell referede åbenlyst til nazisternes Hitler Jugend, og Eva Littauer ser ingen grund til at bløde den del af historien op, hvor grusomt skræmmende den end er.

“2084” er en interessant forestilling om et spændende emne. Et indspark i en omsiggribende debat om magtfuldkommenhed, topstyring, øget samfundsovervågning og om hvordan verden vil udvikle sig når klimaet på et tidspunkt for alvor bukker under. Det er ikke perfekt, men det er heller ikke uinteressant.

“2084” Manuskript af Eva Littauer, baseret på George Orwells roman “1984”.

Instruktion: Krzysztof Minkowski. Scenografi & kostumer: Konrad Schaller. Lysdesign og video: Lars Egegaard Sørensen. Videooptagelse og redigering: Jens Mønsted.

Medvirkende: Ludmilla Faber Striim, Malte Frid-Nielsen, Marius Bjerre Hansen, Jonas Littauer, Annika Johannessen (video), Selma Mønsted (video) og Mo Chara (Video).

Produceret af Det Dramatiske Udgangspunkt. Spiller på Mungo Park, Allerød, til 16. oktober. Turné 2.-8. november.

Anmeldt 9. oktober på Mungo Park.