Rødvig Revyen har droppet ‘revyperler’, og er flyttet til et partytelt ved Hotel Klinten.
* * * (*)
Hvor uheldige kan man være? 36 timer inden premieren på årets Rødvig Revyen fik revyens kvindelige hovedkraft, Kirsten Siggaard, konstateret en øjensygdom, der kan give nethindeløsning, og blev beordret af scenen i 10 dage. Ligesom på romantiske film fra 40’erne sprang forestillingens unge koreograf, Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen ind og reddede premieren i sidste øjeblik.
En flot præstation og en heltemodig gerning i en tid, hvor det sidste kulturlivet har brug for er aflysninger. At hun tilmed klarer opgaven flot – hun har kun manus med ind én gang, hvor man tilmed spiller fint på det – er ekstra imponerende. Det kan dog ikke undgå andet end at skabe en vis uro i timingen, samspillet og afviklingen og derfor burde der måske slet ikke gives stjerner til denne anmeldelse. Det er trods alt en anden forestilling der blev vist, end den tilsigtede og end den, der er blevet arbejdet på i et par måneder. Derfor en ekstra stjerne i parantes, fordi den kunne være blevet udløst.
Rødvig Revyen har droppet ‘revyperler’ i år, givetvis på grund af den bizarre situation, der er opstået med endnu en ‘revyperler’ i byen (premiere i aften), og det er nok et klogt valg. Til gengæld giver det en noget broget tekstkvalitet, hvor det bestemt ikke er alle tekster, der holder vand.
Bedst er Leif Maiboms vise om den barske tone på Facebook. Det der engang var en hyggelig digital opslagstavle er i dag en skidtspand af ukvemsord. Visen foredrages med stil og elegance af Kim Brandt, som revyen igennem bærer en tung byrde og holder højt niveau. Blandt andet som lokal popsanger, der sammen med hustruen Tut (Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen) synger om affaldssortering, som de er blevet Stevnsmestre i. Han er også en slimet pop-producer a la Thomas Blackman i jagten på Danmarks nye superstjerne og er meget morsom som livstræt sølvbrudgom. Det er i høj grad Brandt, der bærer en revy, der ellers aldrig rigtigt finder en balance og hvor alt for mange pointer forsvinder eller aldrig har været der.
Peter Andersen imponerer dog som Dronning Margrethe, der er blevet Vlogger på YouTube og har tilegnet sig genrens sprog, og Mette Ladekarl har en fin sangstemme, der blandt andet kommer til sin ret i en protestsang mod restriktioner, der indeholder alverdens konspirationsteorier.
Hele holdet optræder som godt snaldrede husmødre, der har lavet deres egen voksen pigegarde, der spiller på rødvinsflasker. Det er noget pjank, men appellerer til den primitive latter, og den slags skal der også være plads til.
Ville Rødvig Revyen have været bedre uden sygdom og uheld? Ja, naturligvis i forhold til tempo, timing og intern forståelse på scenen. Men ikke tekstmæssigt. Det har været en satsning at gå med næsten kun nye numre, og den kommer man ikke i mål med.
Claus Reenberg og Nikolaj Tarp har været fælles om instruktionen – og har også skrevet en del numre – mens Mads Strandgaard styrer en velspillende trio og det er lykkedes at bygge en fin, lille scene i teltet, hvor man sidder ved lange borde og hvor jeg godt kan forestille mig, at det kan være lidt vanskeligt at følge med fra de bagerste pladser.
Forhåbentlig strammer revyen sig op de kommende dage og når Kirsten Siggaard efter planen vender tilbage om et par uger.
Rødvig Revyen 2021.
Tekst & musik: Holdet, Mads Strandgaard, Andreas Hermansen, Leif Maibom, Søren Graversen, Claus Reenberg, Wendt/Tind/Engholm, Nikolaj Tarp, Charles Chaplin, Thomas Mørk, Tina Juhl, Peter Oliver Hansen, Engholm & Stimose, Simon Nøiers, Kim Brandt og diverse.
Instruktion: Nikolaj Tarp & Claus Reenberg. Scenografi: Michael Møller Larsen og Jan Hansen. Koreografi: Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen. Kapelmester: Mads Strandgaard.
Medvirkende: Mette Ladekarl, Kim Brandt, Peter Andersen og Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen. Samt Kirsten Siggaard, når hun er blevet rask.
Spiller ved Hotel Klinten i Rødvig til 31. juli.
Anmeldt 24. juni (premiere).
