Nykøbing F.- Revyen starter godt, slutter skidt og de musikalske lækkerier kan kun delvist dække over manglende aktualitet og alt for få overraskende pointer.
* * * *
På imponerende vis er man lykkedes med at bygge et teater op i idrætshallen i Nykøbing F., men det er også det mest uforudsigelige ved sommerens Nykøbing F. – Revy, der trods en håndfuld topnumre og stor musikalitet savner aktualitet og overraskende pointer.
Revyens finale er et stort Shu-bi-dua potpourri, der naturligvis slutter med ’Den røde tråd’. Nummeret er et stort, flot shownummer. Sunget og spillet til nær perfektion af et stærkt skuespillerhold og revydirektør Mickey Pless’ fem-mandsorkester. Et af den slags numre, der er som skabt til stående applaus og måske en fællessang. Det kunne være en perfekt finale på en fuldendt aften, men det er det ikke rigtigt. For nummeret savner netop ’en rød tråd’, udover at være en hyldest til en afdød, folkekær musiker.
Og sådan et nummer har der allerede været i første akt, og det langt mere elegant, finurligt og udført med ekvilibristisk virtuositet, med Bent Fabricius-Bjerres musik, og tre af revyens skuespillere på imaginært piano. To numre, der tilsammen tegner et meget godt overordnet billede af årets revy.
På den ene side et flot musikalsk show, på den anden en alt for forudsigelig revy. For nok er Bent Fabric-nummeret vidunderligt og kreativt, og et højdepunkt, men det er også blevet lidt uaktuelt. Det var sidste år Bent Fabricius gik bort, og er én hyldest til de afdøde i en revy i et år som dette ikke nok?
Inden det hele går i gang må man imponeres over det arbejde revyen har gjort for at omdanne en trist sportshal til et flot sommerteater. Scenografien er fornemt udført; en grøn dansk bøgeskov i smukt lys og en showscene med buede trapper og adskillige ind- og udgange. Det var nødvendigt at flytte fra teatret til hallen på grund af coronarestriktioner, og bortset fra at varmen undervejs bliver grænsende til det ulidelige fungerer alt godt.
Der er flere højdepunkter i forestillingens kvikke første akt. Bertel Haarder og Marianne Jelved danser af i dansk politik – parodierne er godt ramt af Rasmus Krogsgaard og Karsten Jansfort. Pernille Schrøder fortæller veloplagt om den politiske situation på Halfdan Rasmussenske rim og vers, Rikke Buch Bendtsen er uhyggeligt god som Borgens barske bitsch, Inger Støjberg, i en skarp tekst af Sune Æbelø, udført som vestegnsrap med bondsk mandskor og rå håndtegn.
Karsten Jansfort er pragtfuld som fuld præst, der har fået vel rigeligt af kirketjenervikarens altervin. Silas Holst får lov at folde showtalentet ud i et herligt selvironisk sang- og dansenummer, hvor han hundser rundt med hele personalet, og vi går glade til pause med et musikalsk pressemøde – inspireret af musicalen ”Chicago”, og med Mette Frederiksen-citater elegant flettet ind. Satiren rammer begge veje, både medierne og politikerne. Et godt nummer.
Efter pausen fortsætter de gode takter. Rasmus Krogsgaard leger med lydeffekter og grafik i et raffineret #MeToo nummer, og Karsten Jansfort er igen strålende som ’astronauten, de glemte på månen’, og som deroppe fra med gru kigger ned og ser hvad mennesket gør ved vores klode. Søren Anker Madsen viser nye sider af sit revyforfatter-talent med denne glimrende vise.
Alene ud fra ovenstående kunne Nykøbing F. – Revyen nemt fortjene sine fem stjerner, men så enkelt er det desværre ikke. For der er alt for mange forudsigelige numre, der bygger på oplagte ideer, men som ikke for alvor løfter sig. Det gælder Rasmus Krogsgaard og Silas Holst’ døvetolk-nummer, en sketch om mansplaining og når Joy Mogensen forveksles med John Mogensen.
Efter pausen får vi også her et parodi-potpourri hvor den gamle danske musik—garde anført af Philip Faber i fællessang – beklager sig over corona-situationen – og ja, vi får Johnny Madsen i version 4.0 (læs de forrige revyanmeldelser). Det er ikke dårligt, og 98 procent af revyens gæster ser sikkert kun dette ene nummer, men det er bare set før og bedre tidligere i år. Så genial er ideen altså heller ikke.
Aftenens mest fatale smutter er desværre Pernille Schrøders Lars Løkke-parodi, der for det første kører på præcis de samme virkemidler som set i samme revy tidligere år, men som også tekstmæssigt er blevet decideret uaktuel. Det kan ske i revy, det er et vilkår, og ja, det er kun fem dage siden at Løkke lancerede sit nye parti, men her savner man Carl-Erik Sørensens normale snert i teksten, og vel egentlig også noget finesse i parodien.
Der er noget helt galt med rækkefølgen, når Rasmus Krogsgaard, der også har instrueret, lægger to, gammeldags, forudsigelige og desværre pinagtigt umorsomme sketches lige efter hinanden og herefter lader Pernille Schrøder fremføre anden del af de Halfdanske politiker-vers som sidste nummer inden Shu-bi-dua finalen. På den måde fuser revyfesten desværre ud.
De fem fremragende performere, den ødsle opsætning, musikaliteten og underholdningsværdien i de første to tredjedele af forestillingen kan ikke helt opveje forudsigeligheden, men redder en fjerde stjerne, som dog hænger og dingler.
”Nykøbing F. Revyen – sikke en sommer”.
Tekst & Musik: Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Rasmus Søndergaard & Lars Bisgaard, Vase & Fuglsang, Sune Æbelø, Asger Haubek & Hjalte T. Ahnfeldt-Mollerup, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Bent Fabricius-Bjerre, Jakob Fauerby & Silas Holst, Leif Maibom, Rikke Buch Bendtsen, Michel Castenholt, Ry Cooder og Michael Bundesen m.fl.
Instruktion: Rasmus Krogsgaard. Scenografi: Niels Secher. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester & musikalsk arrangør: Mickey Pless.
Medvirkende: Pernille Schrøder, Rikke Buch Bendtsen, Karsten Jansfort, Silas Holst og Rasmus Krogsgaard.
Spiller i Nykøbing Falster Hallen til 21. august.
Anmeldt 10. juni (premiere).
