Forside Anmeldelser 2021 MIT NAVN ER GRETA

MIT NAVN ER GRETA

436
0

Imponerende præstation af debutanten Karla Løkke i den timelange stærkt hypede monolog om fænomenet Greta Thunberg.

* * * * 

Få teaterforestillinger de senere år har der været mere hype omkring end omkring Aveny-T’s ungdomsforestilling “Mit navn er Greta”. Den purunge svenske klimaaktivist og mediefænomenet Greta Thunberg har opnået meget i sit endnu korte liv, blot fordi hun for tre år siden strejkede fra skolen og satte sig ned for at protestere i mod forældregenerationens laden stå til i klimadebatten. 

Greta Thunbergs person har i den grad delt vandene og holdningerne, ikke bare i Sverige, men over hele verden, og hun har med et enkelt skilt og et simpelt budskab fået skabt mere opmærksomhed omkring det globale klima end formentlig nogen anden inden hende.

Hun har talt for verdens erhversledere i Schweiz, og for den politiske elite ved FN i New York, er blevet kåret til Årets Person, og nu har det altså også afstedkommet en teaterforestilling. Det er bestemt ikke gået stille af. “Mit navn er Greta” har allerede længe inden den omsider gennemførte og længe ventede verdenspremiere fået langt mere opmærksomhed i medierne end hvad der normalt er forundt teatret i dagens kulturelle klima.

Den unge dramatiker William Lippert har skrevet den timelange forestilling, der ikke så meget handler om personen Greta Thunberg, som om fænomenet Greta Thunberg. Og det forekommer at være vanskeligt for teksten at leve op til al forhåndsopmærksomheden. Forventninger er ofte en djævelsk spændetrøje, og “Mit navn er Greta” formår ikke fuldt at leve op til forventingerne.

I rollen som den unge danske pige, Carla, der har Greta Thunberg som sit store idol, leverer den nyuddannede skuespiller Karla Løkke ellers en strålende og dybt imponerende præstation. Forestillingens Carla ser op til og beundrer Greta Thunberg. Hun beslutter at gå i tavshedsstrejke, men opnår ikke helt samme effekt som sit idol. Forestillingens enkle budskab synes at være, at selvom Greta Thunberg alene formåede at råbe alverdens ledere op, så skal ungdommen ikke gå enegang, men stå sammen i kamp for klimaet. Det er et nobelt og ædelt budskab. Det er aktuelt teater til rette tid.

Karla Løkke ligner Greta Thunberg så ligheden er næsten skræmmende, og uanset om hun taler til andre unge gennem internettet fra sit lille værelse, eller går i dialog med selveste Jeanne d’Arc i op til flere animerede udgaver, så skaber hun et klart og troværdigt billede af et ungt menneske, der frygter for sin fremtid – ja for alle unges fremtid, indtil budskabet ganske klart og tydeligt defineres i slutreplikken om, at ‘I’ – de unge – ‘skal huske, at I ikke er alene’.

Teatret går ‘all in’ på budskabet. Scenografi og kostumer er udført af genbrugsmaterialer eller er lånt eller doneret. Den lille programfolder er trykt på genbrugspapir og en procentdel  af forestillingens indtægter går til The Greta Thunberg Foundation. Målgruppen er ungdommen, udtrykket er ungt, forestillingen er kort og klar i mælet. 

Instruktøren Emil Rostrup, også han ung og næsten ny i faget, har skabt en symbolladet og ganske virkningsfuld forestilling, men det er ikke lykkedes ham at skabe den der tryllebindende intensitet, som vel rent faktisk er den evne virkelighedens Greta Thunberg er født med, og som har gjort at netop hun har skilt sig ud af mængden af protesterende aktivister.

“Mit navn er Greta” er ganske enkelt lidt kedelig. Det trods Karla Løkkes gennemført glimrende spil, den virkningsfulde scenografi og alle de velmenende intentioner. 

Om det er den meget hype omkring forestillingen, der i sidste ende bliver dens værste fjende ved jeg ikke, men jeg gik lidt skuffet ud af teatret med en følelse af, at missionen ikke var fuldt tilendebragt.

“Mit navn er Greta”. Af William Lippert.

Instruktion: Emil Rostrup. Scenografi: Jon Stephensen. Videoanimation: Adam Ryde Ankerfeldt. Lysdesign: Jim Falk. Lyddesign: Viktor Dahl.

Medvirkende: Karla Løkke.

Spiller på Aveny-T til 20. maj.

Anmeldt 8. maj.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her