Forside Anmeldelser 2021 ODENSE SOMMERREVY

ODENSE SOMMERREVY

461
0

Vejret indicerede ikke lige frem sommer og sol, men Odense Sommerrevy skød ikke alene revysæsonen 2021 i gang, det blev også en festlig genstart på kulturlivet – minsandten med kulturministeren i teltet på Engen i Odense.

* * * * 

Hurra! Så er vi i gang igen. Covid-19 er en (slags) fortid og kulturlivet kan atter blomstre. Ok, der mangler lidt lys og varme i luften, men Engen i Odense, hvor revyteltet for femte gang er slået op var i hvert fald blevet grundigt vandet og selveste kulturministeren havde valgt at kaste glans over premieren i aftes med sin tilstedeværelse.

Man havde måske en forventning om, at hun ville blive parodieret i revyen – sæsonens første og efterhånden én af de største, målt både på solgte billetter og i omfang – men lige der blev man skuffet; der er ellers et nummer, der hedder “Fejlplaceret”, men det handler om noget helt andet.

Odense Sommerrevy 2021 lever i store træk op til forventningerne. Første akt kunne mageligt have været bedre, mens forestillingen klædeligt løfter sig efter pausen. Her er med en enkelt undtagelse alle de bedste numre, men håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsens time-out kommer lige sent nok. Forvirret? Ingen grund til det, i revydirektør Lars Arvads skikkelse dukker landstræneren nemlig op både med en åbnings pep-talk og med en time-out. Morsomt, originalt og en rigtig fin måde at levere en sportsparodi på.

Også de fire hårdt prøvede fodbold-fans af ‘De stivte’, der væltede teltet i 2019 med befriede fodbold-humor, vender tilbage – men i ligeså nedrykningstruet form, som byens fodboldhold, desværre.

Klima og bæredygtighed er et – meget – tilbagevendende tema gennem hele forestillingen, og det er måske ikke den mest bæredygtige idé. Revydebutanten Stig Rossen har to forskellige klimafrelsende karakterer, der begge optræder som en slags guruer på sit felt, og ja, selv Vicki Berlins evigt tilbagevendende teenage-blålys Camilla, taler klima, bæreevne og det der Clorin-19. Ok, i år med jokes i den mere veloplagte ende af skalaen.

Første akts bedste nummer er en skør Jacob Morild-sketch om DM i partiskift, hvor hele personalet er i sving og ryger ind og ud af dørene til partikontorerne som partihoppere og deres bejlere. Altsammen kommenteret som en sportskamp, en disciplin Henrik Koefoed mestrer til perfektion. Inden pause får vi også serveret en skægt turneret vinkel på #MeToo-debatten set ud fra et par målrettede kvinders synsvinkel, og en pudsig sketch om “Hjemmearbejde”, med Thomas Mørk som indbrudstyv, der ‘arbejder hjemmefra’ og Stig Rossen som hans ‘offer’. Det ovennævnte nummer “Fejlplaceret” handler om debattonen på Facebook, taget ud i det åbne rum, og er i al sin enkelhed meget finurligt.

Revyen er inden pausen en lovlig broget omgang, men straks efter pausen stiger niveauet og humøret. Henrik Koefoed er gudsbenådet morsom som selveste H.C. Andersen, der vender hjem til fødebyen efter mere end 100 år, og fortæller eventyret om den enevældige regent, Frederiksen d. 1, med prægtige referencer til sine velkendte eventyr. Et skønt nummer, skrevet af makkerparret Vase & Fuglsang. Øjeblikket efter dukker den nutidige Mette Frederiksen så op. Mette Marckmann med messende mandskor rammer Mette F. lige på kornet i en Carl-Erik Sørensen tekst, der kommer hele vejen rundt; fra døde mink over ministerfyring, magtfuldkommenhed til børn i fangelejre.

Thomas Mørk og Lars Arvad fjoller herligt som fisk i vandet, der trues af nøgne vinterbadere, og Thomas Mørk får lov at brillere som en repræsentant for Sundhedsstyrelsen, der er tvunget til at synstolke sin egen tale. Teksten er af Carl-Erik Sørensen, men det er Mørks kropskomik og geniale revytalent, der gør nummeret til aftenens højdepunkt.

Det hele slutter med et smukt, men lige lovlig langtrukkent Shu-bi-dua potpourri og en hyldest til afdøde Michael Bundesen. 

Joy-Maria Frederiksen kan kunsten at give en revy tempo og timing bedre end de fleste, Thomas Mørk har pakket scenen smukt ind som scenograf, Morten Wedendahl styrer det musikalske departement med stor autoritet, og Odense Sommerrevy løber sommeren i gang med en let og veloplagt omgang revyunderholdning. Ikke 100 procent helstøbt, men bæredygtig nok til ikke at skuffe.

Odense Sommerrevy – Slip latteren løs!

Tekst og musik: Niels Olsen, Morten Wedendahl, Vase & Fuglsang, Jacob Morild, Jacob Weble, Sofie Jo Kaufmann & Mette Søndergaard Nielsen, Satirekompagniet Flæs, Vicki Berlin, Jan Svarrer, Carl-Erik Sørensen, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Søren Anker Madsen og Shu-bi-dua.

Instruktion & koreografi: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Thomas Mørk. Kostumier: Henrik Børgesen. Kapelmester: Morten Wedendahl.

Medvirkende: Vicki Berlin, Mette Marckmann, Henrik Koefoed, Thomas Mørk, Stig Rossen og Lars Arvad.

Spiller i revyteltet på Engen i Fruens Bøge til 14. juni – og fire forestillinger i Aalborg til august.

Anmeldt 6. maj (premiere).

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her