Forside Anmeldelser 2020 HELLIGTREKONGERSAFTEN

HELLIGTREKONGERSAFTEN

364
0

Shakespeares forvekslingskomedie morer og underholder på Odense Teater, men den rører kun i perioder.

* * * * 

“Helligtrekongersaften” er en af William Shakespeares bedste – og morsomste – komedier. En romantisk forvekslingskomedie befolket af de skønneste og skøreste karakterer, der når forestillingen lykkes bedst, hver i sær kan tage fokus fra den egentlige handling og skabe helt deres eget lille show i showet.

Der er det komiske makkerpar Tobias Hikke og Andreas Blegnæb, som er ren Gøg og Gokke, blot skrevet 400 år tidligere, eller den indbildske hushovmester Malvolio, som det går så grumme galt, og naturligvis forestillingens samlende filur, narren Feste, der med sine filosofiske kommentarer og spidse pen spidder samfundets og livets dårskab og stiller det frem til skue og latter.

Det er disse biroller, der gør “Helligtrekongersaften” til en finurlig og festlig teaterleg, til en farce inden dette begreb underhovedet var opfundet. Det er også denne overflod af gode roller, der gør stykket til en lille perle at opsætte for en teaterdirektør, fordi ingen i emsemblet sidder skuffede tilbage med en kedelig rolle.

Sidste sommer spillede Grønnegårdsteatret i København denne herlige klassiker som en opskruet og vældig seværdig queer-komedie (se anmeldelsen her) og netop legen med køn og kønsidentitet er oplagt her, hvor historien netop handler om, hvem der elsker hvem og forelsker sig i hvem.

Tvillingeparret Viola og Sebastian bliver adskilt ved et skibsforlis, og begge tror den anden død. Viola skylles op på Illyriens kyst, hvor hun ser hertug Orsino, som hun straks forelsker sig i. Hertugen er dog kendt for sit bejleri til den smukke, ugifte Olivia, som sørger over sin elskede brors død og nægter at lade en mand komme sig nær. Viola klæder sig ud som page under navnet Cesario og får tjeneste hos Orsino. Her får hun til opgave at hjælpe Orsino med hans bejleri til Olivia, som så forelsker sig hovedkuls i Cesario. Midt i det hele dukker hendes tvillingebror Sebastian op, og så starter forviklingerne for alvor, men inden da møder vi Tobias Hikke, Olivias onkel, og hans komplet idiotiske drukbror, den alt andet end tapre ridder Andreas Blegnæb, der også bejler til Olivias gunst, samt folkene i Olivias hus, tjenestepigen Maria, der er en geschjæftig djævel, og den indbildske og selvhøjtidelige hushovmester Malvolio, der minsandten også begærer sin frue i huset.

På Odense Teater har direktør og instruktør Jens August Wille i lighed med i København sidste år ladet kønsidentiteterne flyde frit. Ikke alene forklæder Viola sig som mand, rollen som Andreas Blegnæb spilles med kostelig morskab af Malene Melsen, og i en mindre rolle, spilles tjenestepigen Fabiana af en mand, Anton Sager. Den gennemgående skjald, narren Feste, svæver frit midt imellem kønnene. Det ene øjeblik i strutskørt, det næste i bukser og det næste igen i hofteholder. Han/hun/den spilles af musikeren Thorbjørn Radisch Bredkjær, bedre kendt under kunstnernavnet Bisse, og han har også skrevet de seks indlagte sange i forestillingen til allestedsnærværende Adi Zukanovic’s tidløse og ganske underfundige musik, der spilles live på scenen af Thorbjørn Radisch Bredkjær selv (på moderne akustisk guitar) og musikerne Malthe Beck (saxofon og fløjte) og Ying-Hsueh Chen (slagtøj).

Hans Feste-figur er interessant, men ikke helt uproblematisk, for de nye sange er for fleres vedkommende alt for lange, og i stedet for at bære fortællingen videre sætter de den i stå. Sangteksterne kan læses i forestillingens trykte program, og godt for det, for meget af teksten fortaber sig i sangerens manierede diktion, der minder mig om en ung udgave af C.V. Jørgensen, bare uden samme sjælfuldhed. Også i dialogerne synes diktionen at være en udfordring, der er vanskelig at løse, så selvom Thorbjørn Radisch Bredkjær giver et spændende og særdeles interessant bud på Feste-karakteren, så er det ikke helt vellykket.

Denne “Helligtrekongersaften” er ubetinget morsom og underholdende, men bliver også lidt for langstrakt – mere end 40 minutter længere end sommerens kondenserede udgave på Grønnegårdsteatret – og selvom Peder Dahlgaard og Malene Melsen leverer komiske stjernestunder som Tobias Hikke og Andreas Blegnæb, og selvom Anna Bruus Christensen er en ganske overbevisende Viola/Cesario, fint balancerende mellem den kække drengerolle og den hemmeligt forelskede pige, så savner opsætningen lidt følelser. Nok er det morsomt, men det må også godt være rørende. Og det bliver det aldrig rigtigt. Natalí Vallespir Sands Olivia er bedårende smuk og køres sikkert hjem, men man savner den glødende, ubændige lidenskab, det sanselige begær efter den unge, uskyldsrene page. Og Lars Simonsens Malvolio er vel i begyndelsen ikke besidderisk og indbildsk nok til, at vi for alvor kan forstå, hvorfor han skal nedgøres og forhånes som han bliver. Så lykkes det bedre for Benjamin Kitter at gøre Grev Orsino til en vi har medlidenhed med, midt i alle løjerne.

Alt i alt lykkes Odense Teater fint med at skabe en underholdende Shakepeare-opsætning, der har sin styrke i komikken og i sin ydre glans, med både smukke og morsomme kostumer og en ganske spændende scenografi bestående af store, til tider lysende bogstaver, og en udmærket udnyttelse af teatrets drejescene. 

“Helligtrekongersaften” Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Sanskriver: Thorbjørn Radisch Bredkjær. Komponist: Adi Zukanovic.

Instruktion: Jens August Wille. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Koreografi: Sofie Christiansen. Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech.

Medvirkende: Peder Dahlgaard, Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Malene Melsen, Isa Marie Henningsen, Anton Sager, Thorbjørn Radisch Bredkjær, NIels Skovgaard Andersen, Lars Simonsen, Peter Høgsbro, Bo Westergaard. Musikere: Ying-Hsueh Chen og Malthe Beck.

Spiller på Odense Teater (Store Scene) til 7. marts.

Anmeldt 4. februar.

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her