Forside Anmeldelser 2018 This is Christmas

This is Christmas

279
0

Holbæk Teater overrasker med en visuelt imponerende og vokalt overlegen teaterkoncert om julen. En herlig musikalsk julekalender.

* * * * *


Er det flabet at skrive, at de ‘overrasker’ én på Holbæk Teater?

Som om et lille teater i provinsen ikke også kan producere forestillinger, endog teaterkoncerter som denne, af meget høj kvalitet.

Selvfølgelig kan de det, og når jeg – og sikkert mange blandt det forhåbentligt store publikum juleforestillingen “This is Christmas” får – bliver ‘overrasket’, så er det ikke over at det er en god og flot forestilling, så er det over hvor god og flot den er. Ikke mindst er forestillingens visuelle udtryk og idérigdom nærmest overvældende.

Scenografen fremgår ikke direkte af programmet, men forhører man sig lidt, får man en slags svar; det er ‘os selv’, altså de medvirkende og instruktør/teaterleder Brian Kristensen, og så har teatrets ‘afvikler’, der hedder Karl Sørensen, lavet de fedeste lys- og videoprojecteringer. Det fungerer 100 procent, selvom det i teaterteknisk forstand stadig er low budget og ikke inkluderer LED-skærme og den slags. Stor, stor ros til indpakningen.

Det bare scenerum har fra starten 24 låger, og ud og ind af dem, vælter overraskelserne i en lind strøm. Rent faktuelt som 24 af de sange vi kender fra juletiden – fra salmer som ‘En rose så jeg skyde’ – helt vidunderligt smukt sunget af Trine Pallesen – til ‘På loftet sidder nissen’ i Bjørn Fjæstads karismatiske udgave. Vi får “Kender I den om Rudolf” pragtfuldt leveret af Morten Hemmingsen som det gamle, brune værtshus’ sidste gæst og “Jeg så julemanden kysse mor” sunget af dejlige Karoline Munknæs som et lille barn med bamse og hele pivtøjet, mens sangens søde, naive historie får helt ny mening gennem bagvæggens skyggespil.

De fire solister er fremragende, hver især og ikke mindst sammen, bl.a. når de liggende fladt på gulvet efter den vildeste julefrokost leverer en gåsehudsfremkaldende smuk “Rocking Around the Christmas Tree” a capella, og de suppleres af seks ‘statister’, der er mere end som så. De danser og agerer så det er en fryd og oveni det hele dukker – spoiler alarm! – Holbæk Garden op i fuldt ornat. Vokalt er forestillingen nærmest overlegent god. Og musikken leveres af en uhyre velspillende trio, tilsat meget elegante bidrag fra de medvirkende.

Salmen “Glade jul” præsenteres i mellemøstlig musikstil med mavedans og det hele, og “Dejlig er jorden” som en uhyre musikalsk beatbox stomp. Morten Hemmingsen afleverer en fin “White Christmas” som ‘et blidt snevejr’ ledsaget af snerydder, aflyste busser og skolebørn, der giver ‘vaskere’.

Det er vildt og vildt originalt, og vi tilgiver gerne, at overraskelserne bliver lidt færre efter pausen, selvom især de forreste rækker skal belave sig på at blive blæst omkuld – bogstaveligt talt.

Holbæk Teater satte “This is Christmas” op i 2011 på et tidspunkt hvor direktør-parret Kristoffer Møller Hansen og Brian Kristensen netop havde overtaget et egnsteater, der var presset i bund økonomisk. Forestillingen blev en succes, og det er genopsætningen så sandelig også. Dengang blev sangene ikke understøttet af den ganske spektakulære visuelle indpakning, der nu gang på gang forestillingen igennem overrasker med sin kreativitet.

“This is Christmas” er klart årets bedste juleforestilling. 24 musikalske hits, der tilsammen bliver et stensikkert julehit. 

“This is Christmas”. Idé og manuskript Brian Kristensen og Kristoffer Møller Hansen. Baseret på julens kendte sange fra traditionelle salmer til Shu-bi-dua, Bing Crosby og Wham.

Instruktion: Brian Kristensen. Koreograf: Sofia Karlsson. Lys-og videodesign: Karl Sørensen. Scenografi: Holbæk Teaters team. Musikalsk arrangement: Thomas Hansen.

Medvirkende: Trine Pallesen, Karoline Munknæs, Morten Hemmningsen, Bjørn Fjæstad. Statister: Klara Bjørn Jensen, Esther Ackerman, Katrine Kraul Ibsen, Mathilde Karppinen, Michael Nielsson og Tobias Lind. Holbæk Garden. Musikere: Thomas Hansen, Jesper Thomsen og Nikolaj Bloch.

Spiller på Holbæk Teater til 30. december.

Anmeldt 1. december (premiere).

Forestillingsfoto: Mie Neel.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her