13-06-2022

GANLØSE REVYEN

Et veloplagt revyhold skaber en umådeligt festlig revy på den lille nordsjællandske kro. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * * 

 

Man har nærmest glemt de fleste numre allerede inden man er kommet hjem fra revyen i Ganløse, men mens det står på, når man sidder side om side ved langbordene i salen, så både griner og hygger man sig nonstop. Man er på alle måder godt underholdt i de hyggelige rammer og det er en kvalitet, der ikke må underkendes.

Den nordsjællandske kro har efterhånden skabt en rigtig fin revytradition, med dygtige solister og en let og luftig revystil, og så må man endelig ikke glemme maden, som er aldeles glimrende og rigelig. 

Holdet på scenen består i år af den fynske tornado, Sara Gadborg, af altid stilsikre Anne Karin Broberg og af gennemsolide Martin Knudsen og Michael Hasselflug, der alle synes at trives i krorevyens trange, men omfavnende rammer.

Alle fire formår hele aftenen igennem at skabe små, søde, sjove og skøre karakterer i gennem revyens 28 numre. Det er veloplagt revykomik. Solidt håndværk, og leveret med charme og overskud. 

Tekstmaterialet er af varierende kvalitet, og en del numre har lidt svært ved at blive rundet af tidsnok til at fokus fastholdes, men man kan ikke sætte en finger på underholdningsværdien. Det er en revy, man skal grine af, og den mission lykkes overbevisende godt for instruktør Michel Castenholt og hans folk. 

Til gengæld er der ikke så mange numre, der fæstner sig voldsomt meget længere end i nuet. Et af dem er Sara Gadborg og Anne Karin som DR Pigekorister, der så smukt og yndigt synger Dorte Munksgaards tekst om dirigentens tiltagende krænkelser overfor pigerne på de kønne, kendte melodier fra den danske sangskat - Dirigentens største trang er en ung blond pige! Sangene bliver frækkere og frækkere som nummeret skrider frem, og her bliver komik og satire sammenflettet på fineste vis.

Det er bestemt heller ikke til at stå for Michael Hasselflug og Anne Karin som antikvitetshandlerparret, der på grund af lidt svære tider i branchen i stedet laver pornofilm i butikken, eller for Anne Karins nordsjællandske 'slaveejer', der udnytter sin aupair til det yderste. Hele ensemblet er meget morsomme i en desværre noget for lang sketch om en generalforsamling i foreningen Os Med Dårlig Hukommelse, og den politiske satire præsenteres af Sara Gadborg i en politisk auktion, hvor bl.a. Inger Støjbergs fodlænke, Moderaternes partiprogram og Jens Rohdes politiske integritet kommer under hammeren.

Flere numre er reelt blot visualiserede vittigheder, der serveres med vitalitet og overskud. Andre numre bæres af karakterkomikken; blandt andet Hasselflug og Anne Karin som herligt  ægtepar på diskussionskurs, Martin Knudsen som naiv politimand og en skønt jodlende Sara Gadborg.

Musikalsk er man i gode hænder hos Christian Dahlberg og den energiske trommeslager Josef Aarskov, og kvartetten synger overbevisende godt. Allerbedst kommer det til udtryk i revyens finalenummer, der er en festligt og energisk hyldest til popsnedkeren over dem alle, Keld Heick.

Ganløse Revyen.

Tekst og musik af Leif Maibom, Christian Dahlberg, Jantzen & Aagaard, Lukas Birch, Thomas Pakula, Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard, Michel Castenholt, Frankie Ifield, Dorte Munksgaard, Ulla Jessen, Sune Gylling Æbelø, Irving Berlin, Anne Karin Broberg, Mikkel Reenberg, Jan Svarrer/Søren Anker Madsen, Carl-Erik Sørensen, James Price, Anders Aamand Anderskov, Gershon Kingsley, Keld Heick m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt. Scenografi: Martin Knudsen/Michel Castenholt. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Kostumer: Martin Knudsen, Michel Castenholt og Anette Oxenbøll. Kapelmester: Christian Dahlberg. Musiker: Josef Aarskov.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Sara Gadborg, Martin Knudsen og Michael Hasselflug.

Spiller på Ganløse Kro til 26. august.

Anmeldt 12. juni (premiere).

Foto: Jesper Blæsild.