En milepæl og lidt ændringer

6. december 2022,

 

Kære læsere,

Dette lille site nåede i weekenden en helt fantastisk milepæl, nemliug at være besøgt 1 MILLION gange! Ja, du læste rigtige. Mere end 1.000.000 gange har teaterinteresserede læsere klikket ind på sitet for at læse anmeldelser og jeg er selvfølgelig både glad og stolt.

Samtidig sker der i de kommende dage nogle ændringer, som jeg ikke lige her og nu har et overblik over. Det forholder sig nemlig sådan, at Simplesite, som er den platform jeg benytter, er blevet overtaget af One.com, og i morgen begynder en migrering af indhold fra den gamle til den nye platform.

Det skulle ikke betyde noget - endnu - i forhold til sidens udseende, men det jeg skal lige finde ud af, er en ny måde at lægge anmeldelser op på, og her er jeg lidt på Herrens mark, som man siger. Heldigvis er det ikke verdens travleste periode, så jeg forventer, at jeg i løbet af de næste dage faktisk lærer at lægge anmeldelser op og der kommer muligvis også til at ske nogle ændringer i forhold til sitets udseende. Men det vil tiden vise.

Mens jeg venter, så glæder jeg mig over de 1 million visninger... 

Tak til jer alle for at læse med med så flittigt!

Morten B.

En opsamlingsuge venter

27. september 2022,

 

September er altid en af årets traveleste måneder for en teateranmelder - og det har det også været for mig, selvom jeg af forskellige årsager har været tvunget til at vælge en del forestillinger fra i Jylland, på Fyn og på Falster. Man kan ikke nå alt, når man også skal passe et relativt travlt freelance-job ved siden af...

I den forgangne weekend tillod jeg mig tilmed at holde fri i vores hus i Sverige, og missede dermed en række forestillinger. Det råder jeg bod på i denne uge, som står i opsamlingens navn. Jeg skal simpelhen se og anmelde fire forestillinger, som havde premiere i sidste weekend - og en, der har spillet mere end hundrede gange!

I denne uge gælder det først "Fodbold, fodbold fodbold" på Det kgl. Teater, fulgt af "Teaterkoncert Gasolin'" på Østre Gasværk, "Kunsten at være okay" på Nørrebro Teater og fredag "Den vægelsindede" igen på Det kgl. Teater. Søndag drager jeg til Roskilde for at opleve Nicolaj Cornelius' forestilling "Fra Skjern til Varnæs" om intet mindre end "Matador". Dermed kommer jeg op på 14 forestillinger i september - og det kunne (og burde måske endda) have været endnu flere...

Alt dette gør jeg uden at have en krone i indtægt - så hvis I skulle sidde derude og kende en som bestyrer en fond eller lignende, der støtter formidling af kultur og teater i særdeleshed så send mig lige lidt kontaktinfo på vedkommende... please... 

Tak fordi I er så søde og læser med. Det betyder mere end I tror.

Morten B,

 

 

Sommer 'ferien' bliver lidt forlænget....

2. august 2022,

 

Kære allesammen,

 

Jeg håber I har nydt den danske sommer de seneste uger.... og jeg håber, at I glæder jer til at det nu igen er ved at være teatertid. 

Det var meningen at jeg skulle have været til "Hamlet" på Kronborg i morgen, og til "Zirkus Nemo" på Charlottenlund Fort på torsdag, men jeg er desværre gået hen og har reddet mig en corona (typisk nok efter en lang teaterfri periode, hvor jeg nærmest kun har været sammen med andre mennesker udendørs og på forholdsvis god afstand) ...

Symptomerne er i aftagende, men jeg kan anstændigvis ikke forsvare at gå ud blandt andre mennesker i morgen og torsdag. Går ALT som det skal, så kan jeg (måske) tage til Holbæk på lørdag og se "Den røde pimpernel", men det afhænger helt og holdent af om jeg bliver 100 % symptomfri i løbet af de næste par dage.... 

Så I må have lidt tålmodighed med friske anmeldelser fra min side. De skal nok komme, når jeg bliver HELT rask. I stedet må I 'nøjes' med mine søde og dygtige kolleger....

Fortsat god sommer,

Morten B.

Sommerferie....

16. juli 2022,

 

Kære allesammen,

 

I dag tager jeg til Odense for at se udendørsforestillingen "Misantropia" på Teatret Slotsgården, og derefter holder anmeldersitet to en halv uges sommerferie. 

Næste forestilling, der anmeldes bliver "Hamlet" på Kronborg 3. august.

 

God sommer og tak fordi I så flittigt læser med...

 

Morten Buckhøj

God påske til alle læsere

8. april 2022,

 

Kære læsere,

 

Påsken nærmer sig og det betyder at det lille anmeldersite lige tager en puster ovenpå et par meget hektiske måneder, med masser af teater.

Jeg har nogle deadlines til andre opgaver, der skal holdes, og derfor er forestillingen "En dans på kanten af friheden" den sidste jeg ser inden påske. Den kan i øvrigt varmt anbefales.

Efter påske går det løs igen, med både store og små forestillinger, for jeg forsøger at dække bredt. Også revysæsonen står for døren. Det var oprindeligt kærligheden til den danske revytradition, der fik mig til at starte sitet i 2016, hvor den første forestilling jeg anmeldte var den allerførste udgave af Odense Sommerrevy. Siden er der gået seks år og sitet har snart haft en million - ja, 1.000.000 - besøgende. 

I år forventer jeg at se alle landets sommerrevyer - og meget af det andet teater man kan opleve i sommermånederne - og igen i år kan man også læse kortere versioner af disse anmeldelser i Ekstra Bladet. Det er vigtigt fordi det betyder indtægter til sitet, som ellers er rent con amore.

I må allesammen have en rigtig god påske og husk at kigge ind på sitet efter påske, hvor der altså kommer gang i anmeldelserne igen.

 

Morten B.

 

Nu er det forår!

1. marts 2022,

 

Kære læsere,

 

Med marts markerer vi forårets komme. Solen skinner - i hvert fald her i Nordsjælland - og selvom det fortsat er koldt, og vi sikkert ikke undgår et par vinterdage mere, sådan vejrmæssigt, så går vi lysere tider i møde.

Teater- og kulturlivet er i gang igen. Der spilles teater som aldrig før. Sådan føles det i hvert fald. Årets to første måneder har været kolossalt travle - 20 forestillinger har jeg set og anmeldt siden 17. januar - det kunne og burde måske ligefrem have været endnu flere, men det var hvad der blev tid til, og de længste rejser - som herfra er til Nordjylland - er det fortsat svært at finde tid til. Her må jeg indtil videre anbefale mine dygtige kollegers anmeldelser fra teatrene i Aalborg, Vendsyssel og Hobro m.v. og så håbe på, at det bliver muligt at finde tiden selv.

Foreløbigt er der skrevet 11 forestillinger ind i kalenderen i marts måned - det kan godt nå at blive flere, men nok ikke mange flere. Jeg glæder mig til at opleve hver og én af dem, og er taknemmelig for Jeres opbakning til mit lille site, som hver eneste uge har et godt stykke over 3500 besøgende, og forlængst har rundet de 850.000 besøgende.

Det er fortsat noget, jeg ikke har indtægter på - det begrænser jo også mulighederne for at tage på de lange ture rundt i landet - men jeg kan dog fortælle, at jeg igen i år har lavet en aftale med Ekstra Bladet om at anmelde sommerens revyer. På den måde bidrager det til at holde liv i sitet og i den forbindelse vil jeg komme til både Hjørring i nord, Sønderborg i syd og Bornholm helt ovre østpå. 

Husk at nyde foråret. Og tak for opbakningen. Den betyder alt.

 

Morten B.

Så går vi i gang igen!

17. januar 2022,

Kære læsere,

Der er igen liv i kulturlivet. Teatrene (og biografer m.v.) må atter åbne dørene for publikum, og ih hvor jeg dog glæader mig til igen at kunne tage plads i en teatersal og lade krop og sjæl smitte med andet end den pokkers coronavirus.

I aften kan Østerbro Teater/Republique omsider spille deres længe ventede (mere end ét år) "Den kaukasiske kridtcirkel" af Bertold Brecht i Anja Behrens instruktion. Og jeg er på plads. Anmeldelsen kan læses her på sitet fra tirsdag formiddag.

Planen er, at jeg i denne uge også ser "Fængseldigte" i Skuespilhuset og Betty Nansen Teatrets "Stolthed og fordom" og så er jeg i gang med at lægge et kalender-puslespil for de kommende uger.

Husk, at få jeres vaccine hvis I ikke allerede har fået den. På den måde kan vi forhåbentlig allesammen gå trygge i teatret og blive beriget med smukke kunstneriske oplevelser.

Tak fordi I så trofast læser med.

Morten B.

Årets bedste 2021 - og så ser vi frem til at teatrene igen åbner

3. januar 2022,

 

Kære læsere,

Det varer jo endnu nogle uger inden teatrene (forhåbentlig) igen må åbne dørene for publikum, og i ventetiden har jeg reflekteret lidt over det bedste fra året, der gik....

Der var masser af gode teateroplevelser at se tilbage på, og efter moden overvejelse er jeg kommet frem til disse fire nedslag i sæsonen:

ÅRETS BEDSTE FORESTILLING:

"En folkefjende" på Nørrebro Teater/Odense Teater - http://www.mortenbuckhoj.dk/450025547/7069072/posting/en-folkefjende

Jeg gav forestillingen 5 stjerner, og det er meget, meget sjældent at jeg giver de ultimative 6 stjerner. Men det gjorde jeg faktisk et par gange, men jeg synes ikke at samme forestilling skal have flere 'bedste'-stempler, så derfor er valget faldet på "En folkefjende" som årets bedste 5-stjernede teateroplevelse.

ÅRETS BEDSTE REVY:

"Dragsholmrevyen - mens legen er god" på Odsherred Teater - http://www.mortenbuckhoj.dk/449317792/7046407/posting/dragsholmrevyen-mens-legen-er-god

Alt lykkedes i denne, Bente Eskesen og Susanne Breunings sidste revy sammen i Dragsholm. Det er næsten umuligt for en revy at få 6 stjerner, synes jeg, men her gik alt op i en højere enhed - og så trak det vemodige i afskeden med revyen jo ikke ligefrem ned...

ÅRETS BEDSTE SKUESPILLERPRÆSTATION:

Nanna Bøttcher i "Girls & Boys" på Aarhus Teater - http://www.mortenbuckhoj.dk/449317792/7042182/posting/girls-boys

Årets første 6-stjernede oplevelse, og det var ikke mindst Nanna Bøttchers fortjeneste. En karrieredefinerende pragtpræstation, intet mindre. Jeg håber at Reumert-komitéen nåede forbi i de to omgange forestillingen spillede, for hvis nogen fortjener en pris, så er det Nanna Bøttcher (billedet/foto: Rumle Skafte).

ÅRETS STØRSTE (POSITIVE) OVERRASKELSE:

"Arbejder - sange fra hjertet" co-produktion mellem Team Teater og Teatret Møllen - http://www.mortenbuckhoj.dk/450025547/7075199/posting/arbejder-sange-fra-hjertet

Tungt læsset med københavner-fordomme kørte jeg til Hvidovre Teaterforening en aften i oktober, sad i en kvart fyldt stemningsforladt sal, og blev blown away af et fornemt performende ensemble, der gjorde arbejdersangene til en fantastisk teaterkoncert. Den havde jeg ikke lige set komme! 

Der var meget andet, der var super godt, og der var en hel del jeg desværre ikke fik set. Der var også nogle fæle skuffelser i mellem, sådan er teatret. Man kan ikke lykkes hver gang.

Jeg glæder mig til teatrene åbner igen og til 2022-sæsonen, som tegner lovende. I år vil jeg også prøve at dele mine anmeldelser på Instagram - så gå ind og følg mig på @mortenbhoj

Godt nytår,

Morten B.