Anmeldelser November 2016
* * * * (fire stjerner af seks)
Forventningerne skal lige afstemmes.
For selvom titlen "Hamlet Familiens Juleshow" og et lidt pjattet plakatfoto godt kunne forlede en til at tro, at Hamletscenens juleforestilling er en let, lille julespøg eller en munter indledning til den årlige firmajulefrokost, så kender man teaterchef, dramatiker og instruktør Lars Romann Engel dårligt, hvis man ikke gennemskuer, at der nok stikkes noget dybere i risengrøden og at smørklatten på toppen, måske har en tanke...
Den lille forestilling - den varer blot omkring 50 minutter - bygger på de tre centrale karakterer i Hamlet-historien; Hamlet selv, hans mor Gertrud og hendes nye mand, Claudius. De har hver især spillet hovedrollen i tre små monolog-forestillinger produceret af Hamletscenen. En forestilling om unges forhold til døden, en forestilling om at blive ældre og en forestilling om at være karrierekvinde. Nu samles de tre karakterer for første gang i hvad der viser sig at være en ganske utraditionel og tankevækkende juleforestilling, der stiller spørgsmålstegn ved julen og dens traditioner, som vi sådan almindeligvis kender og forestiller os dem.
Grundstammen er et forlorent godhedsshow, en julequiz arrangeret af Gertrud med en flot præmie. For en million kroner økologisk kosttilskud til Danmarks nødstedte familier sponsoreret af hendes firma, Danvita. Vi, publikum, er hold 1, og er oppe i mod hold 2, bestående af Hamlet og hans stedfar Claudius, og til at begynde med er det jo altsammen meget hyggeligt og morsomt, men stille og roligt falder showet fra hinanden, da Hamlet ikke kan tåle de voksnes forlorenhed. Han stiller spørgsmål ved om den jul vi oplever nu også er 'hjerternes fest' og han gør oprør mod forældregenerationen og vanetænkningen og overfladiskheden. Helt konkret fordi han, Hamlet, jo netop har mistet sin far, og føler savn, mærker et tomrum, og gerne vil mindes de døde. Christian Bergman spiller den oprørske Hamlet med intens og rebelsk energi.
Den muntre gætteleg skifter pludselig karakter og julehyggen ender med at blive til et opgør, et familiedrama. Kan man forestille sig det i virkeligheden i en tid med opsplittede familier, delebørn, velfærdsoverflod og fornægtelse? Åh ja, det kan vi vist godt, selvom vi så nødigt vil det.
Andrea Vagn Jensen er den overfladiske karriere-Gertrud, som, da hun konfronteres med det faktum, at døden rammer os alle på et tidspunkt, mere frygter for sit firmas fremtid uden hende, og for alle sine materielle goder, end om hendes familie vil savne hende. Og Max Hansen, spiller den udglattende, vege stedfar, der forsøger at sætte sig i respekt over for den oprørske Hamlet, men mødes med den iskolde, verbale knytnæve midt i julesylten: 'Du er ikke min far!'.
Man behøver ikke et tilbundsgående kendskab til Hamlet-historien for at se parallellerne, men det vil nok hjælpe lige at læse hurtigt op på 'Hamlet for dummies' først.
Forestillingen inddrager i høj grad publikum interaktivt, og bliver for en stor dels vedkommende improvisatorisk. Det er spændende og udfordrende, bestemt også for skuespillerne.
Julehyggen i "Hamlet familiens Juleshow" består af omdelte pebernødder og den fælles afsyngelse af "Julen har bragt velsignet bud". Resten af forestillingen giver stof til eftertanke. Rigtig god jul, siger Claudius til sidst med eftertryk på det første ord.... så kan vi jo gå hjem og tygge på den.
"Hamlet familiens Juleshow". Tekst og instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi og kostumedesign: Catia Hauberg Engel.
Medvirkende: Andrea Vagn Jensen, Christian Bergman og Max Hansen.
Spiller på Konventum i Helsingør torsdage og søndage til 11. december. Turné til 22. december. Produceret af Hamletscenen.
Anmeldt 27. november.
Forestillingsfoto: Jacob Christian Hansen
26-11-2016
* * * * * (fem stjerner af seks)
For nyligt blev Eventyrteatret for tredje år i træk kåret til 'Byens bedste børneteater' af AOK, og den hæder lever teatret til fulde op til med deres juleforestilling "Et juleeventyr", der spiller i Tivolis Glassalen frem til 18. december.
Var den store forestilling i efterårsferien vellykket, så er den korte, intense juleforestilling nærmest en triumf for teaterskoleteatret.
Det er igen Gunvor Reynberg og Christian Dahlberg der står for manuskript og musik, og i år har de valgt at bearbejde Charles Dickens' klassiske "Et juleeventyr" om den ondskabsfulde, gamle gnier Scrooge, her kaldet Ebbenisse Skrut. Han bliver i drømme bliver opsøgt af sin afdøde partners genfærd, som i efterlivet bærer på et åg på grund af sit onde og griske liv. Han opfordrer Skrut til ændre sin attitude og vise næstekærlighed for at undgå samme grumme skæbne. Samme nat opsøges Skrut af de tre juleånder; fortidens juls ånd, nutidens juls ånd og fremtidens juls ånd. De lader ham se tilbage og frem i tiden, og får ham til at forandre sig, så det til sidst bliver en glad og lykkelig jul for alle.
Forlægget er en strålende og eviggyldig fortælling om næstekærlighed, og de 18 nye sange er ramt lige på kornet og digter med på historien. Forestillingen varer præcis en time. Det er en perfekt længde, for der er ikke plads til afstikkere. Historien fortælles stramt og præcist. Børnene i salen når ikke at kede sig et øjeblik, og børnene (og de unge) på scenen leverer endnu en gang præstationer, som man ikke kan andet end beundre. Hvor er de dog allesammen fantastisk dygtige, søde og charmerende.
Især ét nummer, Skruts natlige møde med kompagnonens martrede genfærd, er en sand showstopper, der fortjent fremkaldte flere minutters højlydt applaus fra et begejstret premierepublikum. Hatten af for Mathias Hartmann (genfærdet) og Daniel Vendelborg (i hovedrollen som Ebbenisse Skrut); den sad lige i skabet!
Ikke kun de to, men alle de medvirkende er superdygtige, og forestillingen appellerer bestemt ikke kun til små børn. Mine egne næsten voksne senteenagere var stærkt begejstrede, så tag bare hele familien med ind og nyde det herlige juleeventyr.
Bonusinformation: Forestillingens sange er indspillet på cd, og kan købes på stedet, og teaterbilletten giver adgang til Tivolis stemningsfulde julemarked.
"Et juleeventyr". Musical af Gunvor Reynberg (tekst og sange) og Christian Dahlberg (musik) baseret på Charles Dickens klassiker af samme navn.
Instruktion: Bo Skødebjerg. Scenografi: Kirsten Brink. Kostumer: Christine Brincker. Koreografi: Vivi Siggaard.
Medvirkende: Børn og unge fra Eventyrteatret.
Spiller frem til 18. december i Glassalen i Tivoli.
Anmeldt 16. november (premiere).
Forestillingsfoto: Ole Mortensen.
25-11-2016
* * * (tre stjerner af seks)
Juletiden byder på en mangfoldighed af juleunderholdning og -shows af enhver tænkelig karakter og oppe på Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland hedder opskriften på et juleshow; Julebankovarieté.
Ingredienserne er: Sang, underholdning og banko, og de røres solidt sammen af en trio bestående af Mei Oulund, Anna Stokholm og Henrik Ipsen - med Jan Overgaard ved klaveret.
Hvad angår sangene er der banko på fuld plade. Mei Oulund har skrevet nye tekster til ni kendte sange, og samlet et afsluttende julemedley, og de er rigtigt morsomme, som for eksempel, når hun selv synger om de tolv ting ved julen, der pisser hende af, eller når Henrik Ipsen serverer "My Heart Belongs to Daddy" som en hyldest til den modne kvinde med lidt til både gården og gaden, tilsat denne juls mest afsindige 'fri dans'.
Sangnumrene hitter stort, også fordi de synges så godt som de gør.
Julebankovarietéen er bygget op omkring en grundhistorie om varieté-værtinden Lizzie, hendes håndgangne hjælper, Arne, der er hemmeligt forelsket i hende, og så den mystiske nye servitrice, Mimmi, der ikke alene kommer bærende med en tung sæk, men også bærer på en hemmelighed, hun end ikke selv kender. Ingen spoilere her, I må selv til Odsherred Teater, hvis I vil vide hvad hemmeligheden er.
Denne del af aftenen er mindre vellykket; men det starter ellers lovende. Mimmi ankommer forsinket og stakåndet til sin første arbejdsdag og bruger alverdens ulykker som undskyldning; de uhyggelige skræmmeklovne - Trump og Putin, Assad i Syrien, fugleinfluenza og det netop afholdte valg til Folketinget, som kun én eneste af landets vælgere opdagede var udskrevet og afholdt! Det er ikke bare satire, det er dagsaktuel satire. Anna Stokholm - helt nyuddannet fra skuespillerskolen i Odense, forestillingen her er hendes debut på teatret - leverer den med rablende energi, sødme og charme. Hende skal vi nok komme til at se mere til i fremtiden. Apropos 'se mere til', så kunne jeg da godt tænke mig at se både Henrik Ipsen og Mei Oulund på en sommerrevyscene på et tidspunkt, der tror jeg kunne blive lidt af et hit.
Desværre holder grundhistorien ikke hvad den lovende indledning lægger op til. Teksten er simpelthen ikke god nok, der mangler tempo, og det bliver i al for høj grad op til skuespillerne at hive den hjem. De gør hvad de kan, de gør det glimrende, men det bliver lidt op af bakke.
Og så hjælper det jo ikke ligefrem, når aftenens tredje ingrediens - julebankoet - også skal afvikles, oven i købet to gange, med spilleplader på alle bordene og med Henrik Ipsen som veloplagt opråber.
Enhver, der har prøvet at spille banko med børnene ved, at det kun er rigtigt sjovt for dem, der er lige ved at få pladen fuld, og uforudsigeligheden ved den tilfældige, elektroniske, udtrækning af tal, gør det mere end svært holde intensiteten i forestillingen. Det bliver for langtrukkent. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om ikke bankocomputeren kan kodes til at finde vinderne hurtigere!
I sommer rykkede Odsherred Teater ind i nye rammer i et nedlagt supermarked midt på gågaden i Nykøbing Sjælland. Her kommer man meget tættere på publikum end tidligere, og den flytning er blevet taget godt i mod. Der var næsten fuldt hus i aftes til dagen efter premieren. Publikum var denne aften et modent, overvejende kvindeligt publikum, og jeg tænker, at forestillingen nok vil have glæde af når et mere feststemt julefrokostpublikum indtager salen og bliver en mere aktiv medspiller for solisterne på scenen.
"Bankovarieté 2016 - Ryst posen".
Tekst og sangtekster afMei Oulund. Instruktør: Sophie Lauring. Koreografi: Anna Stokholm. Pianist: Jan Overgaard.
Medvirkende: Mei Oulund, Anna Stokholm og Henrik Ipsen.
Spiller på Odsherred Teater til og med lørdag 17. december.
Anmeldt 24. november.
* * * * * (fem stjerner af seks)
Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg første gang hørte Povl Dissing synge Benny Andersens "Svantes lykkelige dag", men jeg kan huske hvad visen gjorde for mig; den ændrede totalt mit syn på Dissing, som jeg indtil da nærmest havde afskyet, som skabagtig og krukket.
Fra jeg første gang hørte visen om Nina, der er gået i bad, mens Svante spiser sin ostemad, og fuglene, der flyver i flok, hvis de er mange nok, fremstod Dissing pludselig som én af de mest personlige og nærværende visefortolkere, jeg kender. Og jeg kom sjovt nok også til at holde meget af det jeg tidligere havde hadet.
For mig var "Svantes viser" synonyme med Dissing, og inden jeg i aftes gik i Nørrebro Teater var min største bekymring om jeg kunne forlige mig med, at sangene blev sunget og fortolket af andre - og anderledes.
Min bekymring blev gjort til skamme på få minutter! For i Anders W. Berthelsens og Lise Baastrups fortolkning, og i Søren Graversens eminente musikalske arrangementer får Svantes viser et nyt, perlende poetisk liv.
Det er Niclas Bendixen, der har dramatiseret og instrueret Benny Andersens lille roman fra 1972 om venskabet mellem forfatteren Benny Andersen og hans fiktive kollega, Svante Svendsen. Det er blevet til et lyrisk syngespil om glæden ved livet; musikalsk, melankolsk og meget, meget morsomt.
Forfatteren og hans alter ego afspejler to sider af menneskets væsen. Den ene, der hele tiden søger opmærksomhed og anerkendelse, den anden, der tænker dystre tanker og slås med livets evige udfordringer, men som måske netop derfor, i modsætning til den første, er i stand til at beskrive livet på godt og ondt i de digte, som den første derimod evner at sætte i musik, fordi han er også musiker. Det korte version er vel i virkeligheden, at det ene ikke duer uden det andet. Hvis ikke vi oplever lidt modgang på vores vej, er vi slet ikke i stand til værdsætte lykken, når vi møder den. Eller til at beskrive den.
Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup glider ind og ud af dobbeltrollerne som fortælleren Andersen og Svante, med det komplicerede forhold til sin atråværdige Nina, der samtidig er hans muse og inspiration. De har de skønneste dialoger; blandt andet en vanvittig absurd slapstick om livets pølse, der er ristet, ikke speget. Et forrygende jalousiopgør og en vidunderlig brainstorm, der munder ud i sangen om "Årstiderne". Og så giver de altså disse så elskede sange nyt liv. Man ville ønske, at Nørrebro Teater lader denne version af "Svantes viser" indspille.
Med på scenen er dels de tre musikere, der mestrer adskillige instrumenter, dels et stort folkekor, som både er en væsentlig del af Julian Toldam Juhlins fantasifulde og ganske vellykkede scenografi, og som lægger smukke vokale harmonier bag sangene og skaber fylde i det store scenerum. Alt sammen er med til at gøre "Svantes lykkelige dag" til også en visuel nydelse.
I takt med at historien skrider frem, skifter Ninas kostumer som en blomst, der folder sig ud i forårssolen for til sidst at springe ud i fuldt flor; en smuk detalje.
Lise Baastrup er slet ikke til at stå for, og Anders W. Berthelsen balancerer perfekt mellem den melankolske alvor og det befriende morsomme. Og morsom, dét er forestillingen, fra start til slut.
"Svantes lykkelige dag" er en pragtfuld forestilling, der simpelthen ikke kan anbefales varmt nok. Der er stadig masser af billetter at få til den relativt korte spilleperiode, men skynd Jer, der må og skal blive totalt udsolgt.
"Svantes lykkelige dag". Roman, visetekster og originalmusik: Benny Andersen. Dramatisering: Niclas Bendixen.
Instruktion: Niclas Bendixen. Scenografi og kostumer: Julian Toldam Juhlin. Musikalsk arrangement og kapelmester: Søren Graversen.
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters folkekor. Musikerne: Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton.
Spiller på Nørrebro Teater til 23. december.
Anmeldt 23. november (premiere).
18-11-2016
**** (Fire stjerner af seks)
Aalborgs vinterrevy er den største af udenfor sæsonen revyerne, der primært nyder godt af numre, der tidligere har vist deres værd i andre revyer. Revyholdet er godt og solidt, der er fire kønne, unge dansepiger, en dygtig og alsidig artist og en velspillende trio under ledelse af en af Danmarks absolut bedste revykapelmestre Morten Wedendahl.
Årets revy markerer Rasmus Krogsgaards debut som revyinstruktør, og den opgave slipper han glimrende fra. Revyen leveres i et kvikt tempo og har en god balance, hvor anden akt er lidt bedre end første. Krogsgaard er også selv én af revyens fire skuespillere og er på scenen i ikke færre end 15 af de 21 numre, til gengæld har han, årets revyforfatter 2016, kun valgt en lille håndfuld af egne tekster.
De fleste numre har været opført tidligere, primært i Sønderborg og Nykøbing Falster revyerne, og fordelen ved det er, at her er tale om numre, man præcis ved hvad kan. Det er ikke helt uvæsentligt i en revy, der spiller i julefrokostperioden, og selvfølgelig er strikket sammen, så den tilgodeser et publikum, der inden forestillingen har taget godt for sig af den omfattende buffet, og sikkert også har fået godt med øl og Aalborg snaps indenfor vesten.
Den præmisse til trods, har Krogsgaard stykket en revy sammen, som ikke kun lefler for den laveste fællesnævner.
I revyens første akt brillerer Randi Winther som en lidt grå indsamler-kvinde, der engang havde drømme om at blive sangerinde. Drømmen udleves i korte show flashes, og nummeret har en fin lille morale om at vi skal turde tage chancen inden det er for sent. Fint nummer. Godt udført med hjælp af Rasmus Krogsgaard, artisten Alexander Arli og balletten.
VIcki Berlin kan som ingen anden give den som snotdum, teenage-blondine, og tager kegler i en monolog med udgangspunkt i danskhedstesten, mens store, joviale Hans Holtegaard - revyens lokale, nordjyske islæt - giver den som ægte nordjyde i flere figurer, både med trailer og som vært for de køwenhavnske akademikere, der er blevet tvangsudflyttet til Nordjylland.
Artisten Alexander Arli er god til både at springe badut og jonglere, og så kan han gå til hånde i flere numre, når der er behov for det. Det samme gælder de fire purunge dansepiger fra House of Dance.
Revyens bedste og mest originale nummer står Rasmus Krogsgaard for i sit eget "En lækker lille skattesag", der også efter min mening var det bedste nummer i sommerens Sønderborg Revy, her sødt suppleret af Vicki Berlin.
Der er også plads til både plat og pjat, så balancen er god.
Alt i alt byder Aalborg Vinterrevy på god, gedigen, dansk revy. Lette vinterløjer med et tvist, og dygtige folk på scenen.
Aalborg Vinterrevy.
Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Morten Wedendahl, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Anders Lundorph, Jens Krøyer, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Kenneth Sichlau, Jørgen Lindemann, Thomas Pakula, Leif Maibom, Peter Oliver Hansen, Mette Lisby, Jesper Bæhrenz, Henrik Lykkegaard og Flemming Jensen m.fl.
Instruktion: Rasmus Krogsgaard. Scenografi: AKKC. Kostumer: Ing-Britt Niss. Koreografi: Kathrine Lundorff/House of Dance. Kapelmester: Morten Wedendahl.
Medvirkende: Randi Winther, Vicki Berlin, Hans Holtegaard, Rasmus Krogsgaard, Alexander Arli og House of Dance-balletten (Mie Busk, Christine Kragmann, Kathrine Lundorff og Caroline Kragmann).
Spiller i Aalborg Kongres & Kultur Center til 10. december.
Anmeldt 18. november (premiere).
Foto Peter Halskov
16-11-2016
**** (fire stjerner af seks)
Man ved, at julen nærmer sig, når Vivienne McKee og hendes trup af skrupskøre skuespillere indtager Glassalen med deres Crazy Christmas Cabaret. Det har de gjort 18 gange nu - 34 gange i alt, hvis man tager de tidligere spillesteder med - og det fornemmes at mange blandt premierepublikummet har taget hele turen med dem.
Således også undertegnede, der ganske vist ikke har set alle 34 Crazy Christmas Cabarets, men dog langt, langt de fleste.
Jeg, og broderparten af publikum med mig, ved således præcist hvad der venter os, og det er næppe for meget at sige, at vi også forventer business as usual. En Crazy Christmas Cabarets succes er nøje forbundet med at forventningens glæde indfries. Og det gør den da bestemt i årets forestilling, der har historien om Robin Hood, den fredløse i Sherwood skoven, der tager fra de rige og giver til de fattige, som en meget løs ramme, indenfor hvilken Vivienne McKee rabler vanvittige scener af sig og præsenterer et hav af karakterer.
Vi får lige det, vi venter og forventer. Et musikalsk og først og fremmest morsomt cast af skuespillere; Andrew Jeffers som The Dame i hele tiden mere og mere afsindige kjoler, Vivienne McKee selv i flere roller, som hævngerrig østeuropæisk maneater og som den lille sære figur Dr van Helsingør, Katrine Falkenberg som showets dårende dejlige heltinde (i år mere ærbart kostumieret end tidligere, hvilket formentligt vil ærgre enkelte af de yngre mandlige publikummer) og David Bateson i et hav af roller, bl.a. som skurken Ronald Rump (åh jo, ham!) og som en stærkt nærsynet Wilhelm Tell med tysk accent, som englændere jo elsker at gøre grin med. Endnu en CCC-veteran, Bennet Thorpe, er i den grad i sit es, som både elverprinsen Legoklods og sheriffens tåbelige håndlanger. Dertil kommer et par nye navne, hentet i England, Jefferson Bond primært i rollen som vor helt Robin Hood, og Christopher Smart som Little John. Begge ser ud til at trives vældigt med løjerne, og falder godt ind i den lille 'familie' på scenen.
"Shakin' Up Sherwood" er titlen på årets show, som er lige så morsomt som det plejer at være, og - næsten - lige som langstrakt, som det havde en uvane at være for en del sæsoner tilbage.
Meget godt kan man sige om Vivienne McKee, men kort for hovedet, det er hun ikke. I årets show stikker det lidt af for hende. Der er simpelthen for meget af det gode. Bateson leverer en skøn satirisk Donald Trump-figur som forestillingens skurk, sheriffen af Nottingham. Ramt lige på kornet, med de fleste af replikkerne taget direkte ud af the president elects egne taler og udtalelser. Den ramme er rigtig sjov. Lidt mere anstrengt bliver det - selv om det bestemt er morsomt - når han også lige skal ind og være islandsk fodboldhelt og den svenske kok fra The Muppets. Her var min unge ledsager på 19 ganske enkelt desorienteret. Han anede ikke hvad det var for en figur. I år er Dr van Helsingørs entré også i langt højere grad et påskud end tidligere; han skal jo være med, men hvorfor, det går jo så udmærket uden?
Persongalleriet bliver så omfattende og løjerne kørt så langt ud, at tempoet og rytmen siver ud af forestillingen, som altså ganske enkelt bliver for lang. Men der er hele tiden gode gags, og der spilles forrygende morsomt over hele linjen, så aftenen er sandelig fornøjelig nok.
Fire højlydte HOORAYS til Robin and his merry men - og et lille BOO til skurken med den ustyrlige fjerpen....
"Shakin' up Sherwood". Crazy Christmas Cabaret af Vivienne McKee.
Instruktion: Vivienne McKee. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Kapelmester: Stuart Goodstein. Koreografi: Peter Friis.
Medvirkende: David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Christopher Smart, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee.
Produktion. London Toast Theatre.
Spiller i Glassalen i Tivoli til 12. januar. Og i Hermans i Aarhus fra 17.-21. januar.
Anmeldt 15. november (premiere).
Forestillingsfoto: Thomas Petri.
08-11-2016
Det er blevet vinter, frostvejr og sommeren synes meget langt væk, men flere af næste sommers revyer har offentliggjort hvem der medvirker i revyen til sommer.
I Rottefælden i Svendborg får Jan Schou således selskab af Anne Herdorf og Kim Brandt,samt Camille Rommedahl, som hidtil har gjort sig i musicalfaget, men nu altså skal spille revy.
Oppe i Kerteminde (billedet) har Mads Nørby samlet holdet, der skal følge op på denne sommers enorme succes; Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi og Trine Gadeberg vender tilbage, mens Christiane Bjørg Nielsen er ny på holdet.
I Dragsholm har Bente Eskesen fået endnu et spillested; således starter man på Odsherred Teater inden turen går til Rørvig Centret og Restaurant Strandlyst. Søren Graversen er ny pianist i stedet for Mads Strandholm, som af personlige årsager holder en revyfri sommer, og Susanne Breuning vender tilbage for tredje år i træk. Antallet af forestillinger er øget til 30.
Og endelig har Ganløse Kro fundet sit revyhold, hvor Randi Winther får genvalg fra sidste sæson, og suppleres af Liselotte Krogager og Carsten Svendsen.
***** (fem af seks stjerner)
To gamle veninder mødes efter mange års adskillelse. Faktisk har de ikke set hinanden siden den skæbnesvangre aften i Ballerup, da de blev fyret som korsangerinder for Hansi Hinterseer, og sammen gik hele den lange vej hjem til København. Siden da har den ene bevaret hovedet i himlen, uden at det på nogen måde har været en succes. Hun har ganske vist et sejt job som booker af kunstnere; musikere, skuespillere og den slags spændende mennester. Men er uforløst i privatlivet. Enlig mor. Problemer med alt for meget alkohol og alt for lidt selvværd.
Den anden, har fødderne solidt plantet i den sydsjællandske muld. Bor i et hus på landet, er blevet alternativ behandler - og vegetar, og sælger lidt gammelt ragelse fra sin genbrugsbutik i laden. Hun har tilmed en dejlig kæreste, som hun mødte i brugsen, men ikke bor sammen med - de 'ser tiden an' på 8. år. Men kæresten har en ven, og han spiller klaver, mens veninderne synger til. En lille velvalgt håndfuld af gode sange fra de seneste 50 års populærmusik.
Anne Karin Broberg og Susanne Breuning har både selv skrevet forestillingen og spiller de to veninder, og hvis man havde forestillet sig, at disse to garvede revyskuespillere alene ville dvæle ved det muntre og folkeligt fornøjelige, så bliver man glædeligt overrasket. "Med hovedet i himlen og fødderne på jorden" er en sørgmunter fortælling om to kvindeliv; om at savne de mødre, der er nu er væk, om selv at få børn, om mænd, om jalousi, utilstrækkelighed, men også om at have mod på livet og lyst til kærligheden, og om at give pokker i en rynke eller en delle for meget.
Musikalsk kommer de vidt omkring, fra Monica Zetterlund til "Route 66", fra "Dans en samba med mig" til "Der er noget farligt indeni", Burt Bacharach og mange flere. Alt sammen serveret af to strålende sangerinder, der går rent igennem i den lille intime sal, og i øvrigt glimrende akkompagneret af Thomas Pakula, der også lige får spillet rollen om kærestens musikalske ven.
Det er en rigtig kvindeforestilling, skrevet af kvinder til kvinder, men jeg kan nu som mand sagtens blive både rørt og begejstret, især over Anne Karins grumme fortælling om forældrenes dobbeltliv og over Susanne Breunings jaloux blik bag venindens perlende lette kærlighedshyldest. Forestillingen er både meget rørende og meget, meget morsom. En stor kvalitet.
"Med hovedet i himlen og fødderne på jorden" turnerer i første omgang til midt i november, tages siden op igen til foråret og det er planen, at den skal være på Louise Schouws Teaters repertoire et stykke tid frem i tiden. Jeg gætter på at den får et langt og lykkeligt liv. Det fortjener den.
"Med hovedet i himlen og fødderne på jorden". En cabaret forestilling af Susanne Breuning og Anne Karin Broberg. Musik af mange forskellige (komponister og forfattere er desværre ikke angivet nogle steder).
Instruktion: Louise Schouw. Koreografi: Susanne Breuning. Pianist: Thomas Pakula. Producent: Louise Schouws Teater.
Spiller landet rundt til midt november og siden igen til marts.
Anmeldt 30. oktober på Teater Play (Københavnerpremiere).
Anmeldelser fra maj 2016-november 2016
Seneste kommentarer
22.10 | 13:49
Very proud of the recognition for this company. Thank you from Gander.
22.10 | 11:14
Jeg har ikke set forestillingen endnu, først i næste uge skal jeg se den, så jeg håber jeg kan dele dig glæde ved forestillingen.
22.10 | 10:58
Men ikke i den første del??? Eller hvordan skal jeg forstå det....
22.10 | 10:55
Er enig med dig i det du skriver i sidste afsnit af anmeldelsen
Del siden