Djævelens lærling

Trods ydre pragt og sprudlende fantasi, formår ny dansk fantasy musical ikke at komme ordentlig op at flyve på sine sorte djævlevinger.

* * *

Man kan kun have den allerstørste respekt for teaterforetagenet, der kalder sig Heltemus Productions. De kaster sig med dødsforagt ud i deres produktioner med et tårnhøjt ambitionsniveau.

Sidste år med Sondheims klassiker "Into the Woods" i Tivoli og Post-punk musicalen "American Idiot" i Den Grå Hal på Christiania, der begge lykkedes stort. I år nu med en helt nyskrevet dansk musical. "Djævelens lærling" er bygget over den første bog i Kenneth Bøgh Andersens fantasy-serie for større børn, og teatret har ikke sparet nogle steder. Musicalen er skrevet af Mads Æbeløe Nielsen og Philip LaZebnik, der begge har arbejdet i Fredericia Teaters succesfulde væksthus, og musikken er af amerikanske Madeline Myers. Allestedsnærværende Peter Langdal har instrueret med alt hvad han rummer af sprudlende fantasi og krøllede ideer, og koreografien med raslende skeletter i selve Helvede er lagt i hænderne på endnu mere allestedsnærværende Peter Friis. 

I et stort djævlerødt telt opstillet langt fanden i vold ude på Refshaleøen i København, har norske Eilev Skinnarmo - det var ham, der senest lavede scenografien til Det kgl. Teaters "Røde Orm" - i samarbejde med lysdesigneren Mikael Sylvest genskabt sin version af Helvede i en imponerende scenografi, der hæver sig op i tre etager og er inddelt i felter, så det i perioder nærmest minder om billedrammerne i et tegneseriehæfte. Et scenografisk greb, der passer perfekt til at fortælle den yderst banale, men også evigtgyldige historie om den søde og rare dreng, Filip, der ved et beklageligt uheld havner i Helvede, hvor han bliver udset til at være den dødsyge Lucifers lærling. 

I ydre pragt og indpakning er "Djævelens lærling" ligeså vellykket, som ambitionerne er store. Djævle og dæmoner flyver rundt over scenen, et otte-mands orkester og et stort og farverigt ensemble skaber masser af fylde og flotte visuelle effekter. Og skuespillerne gør alt hvad de kan for at skabe liv og glade dage i de dødes rige.

Det er det indre, det kniber mere med. For "Djævelens lærling" har lige så svært ved at lette som Torben Zellers komiske djævel Grimben. Det kommer lidt skolekomedie-agtigt skævt og kejtet fra land, og det  lykkes ikke for manuskriptforfatterne, at få samlet historien op og fortalt den på en troværdig facon, så både de mellemstore børn, den er skrevet til, og deres forældre, for alvor bliver grebet. Replikkerne virker sært unaturlige, og med et par undtagelser savner sangene gennemslagskraft, uanset hvor pompøst de fremføres.

Filip, spillet og sunget af den nu nærvoksne barnestjerne Oscar Dietz (bl.a. kendt fra Ant-Boy filmene), bliver Lucifers lærling, og skal lære at være ond. Lucifer, som Kasper Leisner spiller med både fysisk pondus, rungende malmrøst og charmerende morsomt, er blevet forgiftet af en forræderisk djævel, og da det endelig lykkes ham at gøre Filip til en virkelig led satan, processen sat i gang da Filip bliver jaloux, erkender Lucifer, at uden det gode fungerer det onde ikke, og omvendt. Pointen eller moralen om man vil er, at det gode og det onde i mennesket må følges ad. At der er noget godt i selv de dårligste mennesker, og en splint af ondskab i selv de bedste.

Forestillingen fortæller denne lille, spinkle historie primært gennem forholdet mellem Filip og Lucifer, mellem Filip og den kønne djævlepige Satina og til dels gennem forholdet mellem Filip og hans mor. Men det kniber ærligt talt med at komme ud over rampen, og i stedet ender man med en masse indre tomgang og ydre ramasjang.

Det lykkes ikke rigtigt for Oscar Dietz og Sofie Amalie Kronborg Christensen at spille og synge Filip og Satina ind i hjerterne på os, så derfor bliver det Kasper Leisners Lucifer, der bærer forestillingen, sammen med flere af bifigurerne; Mikkel Moltke Hvilsoms velsyngende og fysisk flotte kat Lucifax, Kristian Jensens sjove djævlehund Grumske, Anne Supplis bekymrede mor, musicalgenrens klassiske komiske par, Søren Hauch-Fausbøll og Christina Elisabeth Mørkøre som Helvedes portvagt og Djævelens kokkepige, og Torben Zellers forurettede Døden, samt naturligvis den imponerende scenografi og flotte lyd.

Først til allersidst dukker Sandra Elsfort op som selve Livet og synger så smukt forestillingens bedste sang "Livet giver svar". På det tidspunkt er der gået næsten to timer og tre kvarter, og det er længe at sidde på de umagelige bænke i det i øvrigt varme telt - frygt ikke at komme til at fryse. 

Man kan ikke vinde hver gang, og uden ambitioner kommer man ingen vegne. Der er al mulig grund til at glæde sig over at der sættes skibe som "Djævelens lærling" i søen, også selvom det i dette tilfælde ikke er fuldt sødygtigt.

"Djævelens lærling". Manuskript, sangtekster og musik af Mads Æbeløe Nielsen, Philip LaZebnik og Madeline Myers. Baseret på en roman af Kenneth Bøgh Andersen.

Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Kostumer og masker: Camilla Bjørnvad og Camilla Kreutzmann. Koreografi: Peter Friis. Lysdesign: Mikael Sylvest. Kapelmester: Mikkel Gomard.

Produceret af Heltemus Productions.

Spiller i et telt på Refshaleøen i København til 25. november. Derefter turné til Aalborg, Herning og Aarhus.

Anmeldt 1. november (verdenspremiere).

Forestillingsfoto: Martin Mydtskov Rønne.