Pelle Erobreren

Østre Gasværks "Pelle Erobreren" som smukt fortalt ikke-musical, der ikke rigtigt rører.

* * * *

Er det en musical eller er det ikke? Østre Gasværk Teater præsenterer sin genåbningsforestilling "Pelle Erobreren" som musikteater, og strækker dermed musical etiketten ud i strakt arm. Alligevel har de syv-otte sange i forestillingen umiskendeligt  musicalkarakter. Til gengæld er musikken, udover en meget smuk åbning, ikke rigtigt handingsbærende eller karakterskabende.

Man sætter sig så at sige mellem to stole. Musical?  Musikdramatisk teater? Og ender med en hybrid; en ikke-musical. En stort og smukt opsat dramatisk fortælling tilsat nogle ganske smukt klingende sange, der spilles glimrende af et lille seks-personers kapel, som vi kun sporadisk ser i scenerummet. 

At sangene synges af kapaciteter som (især) Kaya Brüel, Nastja Arcel og Birgitte Raaberg trækker bestemt ikke ned, og Kristian Rossen - et for mig helt nyt navn på den danske teaterscene - giver den oprørske Erik liv og kraft i forestillingens første sang, om at 'spise sin sild', der er det eneste man får på den bornholmske gård, hvor vor helt Pelle og hans velmenende, men ynkeligt svage far, Lasse, slår sig ned i deres søgen efter lykken i Danmark. 

Forestillingen følger ganske slavisk historiefortællingen, som vi kender den fra Bille Augusts højtberømmede, prisvindende film fra 1987. På godt og ondt, for man sidder uundgåeligt og sammenligner karaktererne på scenen med dem fra filmen, og handlingsmæssigt bliver vi ikke rigtigt overrasket. Hverken Annika Kofoeds dramatisering eller den meget markante trio; Kasper Holten, Karen-Maria Bille og forestillingens instruktør Katrine Wiedemann, der har bearbejdet manuskriptet, tilføjer karaktererne eller handlingsforløbet noget nyt. 

Denne "Pelle Erobreren" er dog langt fra en dårlig opsætning. Som altid indtager Østre Gasværks nu ny-renoverende bygning en visuel hovedrolle. Det er sindsygt flot og smukt at skue, og Maja Ravns enkle scenografi spiller fornemt sammen med Luke Halls videodesign, så vi nærmest på filmisk facon oplever følelsen af at stå ombord på skibet fra Skåne, eller i den bølgende bornholmske kornmark, eller mærker isen briste under vores fødder, når Pelle springer fra isflage til isflage på flugt fra præstens søn og hans slæng. Flot!

Også musikken, der er komponeret af svenske P-O Nilsson og folkemusikgruppen Dreamers' Circus, rammer en fin balance mellem det moderne dramatiske og det typiske for tiden, og jeg sad i hvert fald og savnede, at musikken fyldte endnu mere i fortællingen.

Det er tankevækkende så mange personer, der har været inde over materialet, og man kan sagtens sidde med fornemmelsen af at for mange kokke har udvandet historien, der godt kunne have været skarpere og mere fremadskuende, og som godt kunne have taget skridtet 100 procent ud i musicalens meddigtende sfære.

Centralt i historien står naturligvis Pelle, der modsat sin slappe far, både har drømme og vilje og ambitioner, og ender med at drage ud efter lykken på egne ben. Han blev lørdag eftermiddag spillet af Lucas Lomholt Eriksen, der ydede en helt igennem upåklagelig præstation - også i sine svære sange. Lassefar spilles af Thomas Bo Larsen, der har lagt sin karakter meget tæt op af filmens. Stor i munden, med idealer og store illusioner om livet, men spag og vattet når realiteterne rammer. På  mange måder er Thomas Bo Larsen et rigtigt valg til rollen, men jeg savnede gennemslagskraft og blev desværre ikke rigtigt berørt. 

Kaya Brüel, Sara Hjort Ditlevsen, Nastja Arcel får meget ud af hvad der faktisk er ganske små roller, og Kristian Halkens forvalter, Kristian Rossens Erik og Signe Egholm Olsens giftelystne Karna giver gårdens folk liv og sjæl. Stine Prætorius' ulykkelige fru Kongstrup lyser op i sine scener med Pelle og niecen, og Morten Suurballe er den ledeste Kongstrup, husbond og horekarl klædt i uskyldens kridthvide habit.

Elskede man filmen, vil man givetvis også nyde denne smukke scenedramatiske udgave, og har man ikke set filmen, ja, så venter en ganske flot og enkelt fortalt historie tilsat nogle smukke sange, der er lige til at gå til.

"Pelle Erobreren". Dramatiseret af Annika Kofoed efter Martin Andersen Nexøs roman.

Bearbejdet af Kasper Holten, Karen-Maria Bille og Katrine Wiedemann. Musik: P-O Nilsson og Dreamers' Circus. Sangtekster: Bim Wikström. Tekstforfatter: Mathæus Bech. Oversættelse: Karen-Maria Bille og Karen Hoffmann. 

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn. Videodesign: Luke Halls. Kapelmester: Mathæus Bech.

Medvirkende: Thomas Bo Larsen, Lucas Lomholt Eriksen/Julian Horta Meier Clausen, Kristian Halken, Morten Suurballe, Sara Hjort Ditlevsen, Nastja Arcel, Kristian Rossen, Kaya Brüel, Birgitte Raaberg, Signe Egholm Olsen, Stine Prætorius, Østen Borre Simonsen, Line Nørholt Kjeldsen, Jonathan Westphal Stenniche/Albert Elnif, Laura Hoffmann/Isabella Kjær-Westermann/Rose-Maria Kjær-Westermann, Conrad Bengtsson/Alfred Erik Nordhøj Kann. Seks mands orkester og ni statister.

Spiller på Østre Gasværk Teater til 9. december.

Anmeldt 27. oktober.

Forestillingsfoto: Natascha Thiara Rydvald.