20-10-2018

Tak for mad

Velsmagende og underholdende madteater-performance i Teaterhuset.

* * * *

Hvad kan der komme ud af det, når en italiensk kok med Michelin-erfaring og tre unge, kvindelige performanceteater kunstnere slår talenterne sammen og laver madteater?

På Xenon scenen i Huset KBH forsøger man sig for anden gang med konceptet madteater. Indehaveren af husets restaurant Marco Maccaarini er gået fra to til hele fem retter, og det unge, eksperimenterende teater Praxis har skabt en forestilling, der rammer måltidet ind. 

Udgangspunktet har muligvis fra starten handlet om, hvor den mad vi spiser kommer fra, men her er heldigvis ingen løftede pegefingre eller politisering af madkulturen. I stedet optræder Amalie Ulla Pontoppidan Witt, Maria Strand Renberg og Sara Skai Fostved, de sidste to på syngende norsk, som en slags intellektuel Café Kølbert. De serverer de fem, spændende retter for publikum, samtidig med at de optræder som skæve, skøre og morsomme karakterer. Først som tre yndige servitricer i orange og hvidt, der efter at have bænket os ved langbordet og serveret en velsmagende græskarsuppe med karryristede mandler, kokosolie og frisk persille, meget muntert fortæller os om råvarernes oprindelse. 

Det muntre afløses af langsomt, trevent tungsind og stum komik, når den næste servering, et lille stykke ristet brød med karameliserede løg og vegansk ost, kommer ind. 

Tredje ret - der også er aftenens smagsmæssige højdepunkt - er en torskeceviche med stegt surdejsbrød og masser af koreander - serveres med en skøn norsk fiskersang 'Torsken kommer, torsken er vor ven'. Det er komplet vanvittigt, og stærkt underholdende.

Hovedretten er barbecuemarineret andebryst med en mos af knoldselleri, svampe og kraftig skalotteløgssauce. Mens vi nyder maden bygger kunstnerne 'rede' af grene og blade, men idyllen spoleres, da skuddene lyder i mosen og der hvirler andedun op omkring os. Av, skulle vi lige have lidt dårlig samvittighed over at nyde en godt stykke and der? 

Desserten er en beignet med brombær og chokoladeganache, friske pærer og en sauce af citrontimian og hertil serveres en udmærket portvin, mens den ene af kunstnerne i rokokokjole og høj pudderparyk syngende går barfodet på bordet mellem os og slutter det hele af med et punkrockende tak for mad, der også er forestillingens titel.

Hele seancen varer knapt to timer, og er både velsmagende og underholdende. De varme retter kunne godt have været varmere, og performancen kunne godt have haft mere kant, bid og snert, men indtrykket er overordnet positivt. Det samme gælder prisen. Hvor meget andet madteater normalt koster en mindre formue, så koster dette blot beskedne 295 kr. og det er inklusiv et glas udmærket italiensk vin af egen import og portvin til desserten. Det er virkelig value for money.

"Tak for mad". Af og med Teater Praxis.

Mad: Marco Maccarini.

Medvirkende: Amalie Ulla Pontoppidan Witt, Sara Skai Fostved og Maria Strand Renberg.

Spiller på Xenon i Huset KBH frem til 3. november.

Anmeldt 19. oktober (premiere).

Foto: Jesper Haller (hentet fra Teater Praxis' Facebook side).

Kommentarer

20.10.2018 16:53

Birger Praetorius

Lyder meget godt. Har billet til i aften