Drengen der ville være vægtløs

Strålende dansk dramatik og et decideret gennembrud for skuespilleren Nicolai Jørgensen.

* * * * * 

Dansk dramatik lever og har det godt. En af dem, der lige nu bedst tegner den scene er Thomas Markmann. Hans skuespil "Drengen der ville være vægtløs", som for tiden spiller på Folketeatrets Hippodromen, er intet mindre end et strålende stykke. 

Det har det hele; det fortæller en god historie, har fem stærke karakterer, er både vittigt og dybt rørende. Hvad mere kan man egentlig forlange?

Stykket blev sidste år sat op på Aalborg Teater, hvor det fik glimrende anmeldelser. At det allerede igen sættes op på et dansk teater - tilmed et stort, dansk teater med turné oveni - siger ikke så lidt om materialets kvalitet. Det er vedkommende, nærværende, varmt og kærligt - og råt. For det er bestemt ikke kun en sød historie om en tyk drengs drømme om at forlade provinshullet til fordel for de ydre galakser. Det er i endnu højere grad en historie om bristede illusioner og drømme, om et moderkompleks, ensomhed, om rodløshed og om at turde tro på det umiddelbart uopnåelige.

I centrum står René, en overvægtig 19-årig knægt, der er sat i lære som smed, men som drømmer sig ud i rummet. Han vil læse astrofysik og være astronaut. Historien udspiller sig i slut 80'erne, dengang dramatiker Thomas Markmann selv var en overvægtig provinsknægt med præcis de samme drømme, men det er ikke, understreger Markmann i det trykte program, en selvbiografisk historie. Alligevel virker det meget nærværende. Rollen som René er en pragtrolle, og på Folketeatret forløses den til absolut perfektion af Nicolai Jørgensen.

Det er et decideret gennembrud for denne helt nyuddannede, unge skuespiller, som bestemt har gjort sig positivt bemærket allerede som elev i ensembleroller på Nørrebro Teater, men her får lov at folde vingerne fuldt ud i en stor, bærende hovedrolle. Han er dybt rørende og aldeles hudløs i sit spil. Sød og sjov, når det er det han skal være, og sart og sårbar, når det er det, der skal til. Med udbrud af vrede og total afmagt. Denne unge fyrs liv er en balancegang mellem et usundt tæt bånd til den besidderiske, småfordrukne, pillemisbrugende mor, der er nybagt enke. Til den eneste ven, han har, Theis, der er notorisk dårligt selskab, og den spirende forelskelse i byens platinblonde frisørelev. Han hader sin læreplads som smed hos 'Russeren', der ellers gør hvad han kan for at holde ham - og siden hans mor - til ilden, og drømmer sig ud blandt stjernerne. Men har drømmene en gang på jord? Er det ikke blot urealistiske ungdommelige drømmerier, som når frisør Winnie drømmer om en sangkarriere, vi udmærket godt ved, at hun aldrig vil komme i nærheden af. Thomas Markmann lader svaret svæve blandt stjernerne. Intet er umuligt, for den som tør tro. Man har René modet til at befri sig fra de bånd, der binder ham. Kan han bryde mønstret?

Geir Sveaas har skabt en strålende forestilling, hvor alle fem skuespillere får lov at boltre sig indenfor deres karakterer. Nyuddannede Mette Klakstein Wiberg er temmelig skøn som 80'er bimbo med Ishøj-fontæne og benvarmere, Mads Reuther, ligeledes helt nyudklækket, har det vildeste kropssprog som taber-vennen Theis. Lars Bom leverer en solid og sympatisk præstation som smedesvenden, der gerne lægger rør ind, og Mette Horn er aldeles ude i tovene på den gode måde, som Renés sølle mor. En fornem præstation, balancerende på en knivsæg mellem komedien og tragedien. 

"Drengen der ville være vægtløs" havde turnépremiere for to uger siden, og kommer ud på et kort turnéforløb igen efter at have spillet på Hippodromen i Nørregade. 

"Drengen der ville være vægtløs". Af Thomas Markmann.

Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz. Lysdesign: Andreas Buhl. Lyddesign. Janus Jensen.

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Mette Horn, Lars Bom, Mette Klakstein Wiborg og Mads Reuther.

Spiller på Hippodromen til 15. november. Turné indtil 21. november.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.