Tarzan

Fredericia Teater leverer en fremragende opsætning af en knapt så fremragende Disney Musical, med det ideelle par som Tarzan og Jane.

* * * * *

Man ved, at de ikke springer over hvor gærdet er lavest på det ambitiøse Fredericia Teater. Alligevel bliver man hver gang overrasket og imponeret over hvor flotte opsætninger de laver. Således også med Disneys "Tarzan", der markerer teatrets fjerde samarbejde med den mægtige Disney-koncern.

Man går fra stort til større - igen. "Tarzan" er en visuel nydelse. Forrygende flotte scenebilleder, lækkert lys, vilde videoprojektioner. Aberne svinger sig i lianerne højt over publikum langt ude i salen, og vi gisper og måber, som var det den ægte vare vi møder i junglen. Flot, flot!

I tilgift har man i Fredericia de helt ideelle skuespillere til de bærende roller som Tarzan og Jane. Kim Ace Nielsen er alt det denne Tarzan skal være. Et fysisk pragteksempler, der bevæger sig helt perfekt som kombinationen af gorilla og menneske. Man forstår godt, at Bjørg Gamst' Jane slet ikke kan få øjnene fra ham. Urmennekset vækker en hidtil ukendt lidenskab i denne Victorianske ungmø, og lysterne bliver bliver nærmest utæmmelige. Det er en særdeles sanselig Jane, Bjørg Gamst præsenterer os for, og det er med hendes entré i junglen mod slutningen af forestillingens første akt, at "Tarzan" for alvor kommer i svingninger.

Som teaterdramatik er "Tarzan" afgjort ikke noget stort værk. Og med enkelte undtagelser har popstjernen Phil Collins' musik og sange ikke nogen rigtig dramatisk gennemslagskraft. Bortset fra nogle flotte trommer - man vil måske erindre, at Collins oprindeligt er trommeslager - så lyder musikken mere af 80'ernes og 90'ernes diskoteker end af Vestafrika i slutningen af 1800-tallet, men Collins er en ferm popsnedker og musikken passer til gengæld godt ind i Disneys mainstream koncept. Et par sangnumre skiller sig ud; Janes møde med den vilde afrikanske natur i "Har ventet på dette øjeblik" og hendes efterfølgende møde med Tarzan i junglen i "Anderledes" er lækkerbidskner at gå til pause på, og efter pausen får hele forestillingen mere dramatisk tyngde, og musikken og sangene bliver mere handlingsdefinerende. 

Kim Ace Nielsen kan heldigvis ikke kun spille sin Tarzan på fysikken. Efter en årrække i andet og tredje geled i adskillige musicals rykker han helt frem i forreste række med en flot præstation. Han synger glimrende, og finder en meget fin balance mellem den karikerede abemand, der godt ved, at han ikke er som de andre, og det naive voksenbarn, der blandt menneskene opdager hvem han er, men også erfarer hvor han hører hjemme. Det er en på alle måder strålende præstation. Han er, sammen med en vidunderlig og smukt syngende Bjørg Gamst, der får aktiveret alle kroppens erogene zoner blot ved synet af denne næsten nøgne vildmand, et scoop for forestillingen.

Der er andre rigtigt gode præstationer i det store, energiske ensemble. Især af Maria Skuladottir som Tarzans abemor, Kala, der bærer en stor del af forestillingens første tredjedel, men også af Diluckshan Jeyaratnam som den energiske ungabe, Terk, og Anders Bircows varme og hjertelige portræt af Janes professorfar. Til gengæld savner jeg endnu mere utæmmelig vildskab i Teit Samsøs portræt af alfahannen Kerchak.

Et par herlige, atletiske drenge (jeg tror det på premieren var Arthur Ditlev Wadstrøm og Albert Mahesh Witthoff Groth) spiller Terk og Tarzan som ungaber med en skøn energi og kønne stemmer, og Jacob Prüser er som taget ud af tegnefilmen, som skurken Clayton. 

Og når vi nu er ved 'som taget ud af....', så er det jo ingen hemmelighed, at Disney koncernen stiller store krav til at forestillingens koncept overholdes. Janes kjole er præcis som jeg husker den fra filmen, og det gælder også både Tarzans udtryk, Professor Porter og så videre. Kostumierens udfordring ligger her i at skabe troværdige gorillaer uden at det ligner dragter fra en avanceret spøg & skæmt butik, og ligesom resten af forestillingens imponerende visuelle koncept lykkedes det faktisk ganske godt, uden at vi falder helt bagover.

Scenografien derimod, og opsætningen som helhed er - igen - en udsøgt nydelse, og det koreografiske udtryk, både på scenen og svingende rundt under loftet, er dybt imponerende.

Man må igen og igen imponeres over det tårnhøje ambitionsniveau på Fredericia Teater, og teatrets evne til rent faktisk også at opfylde egne ambitioner. Det er bestemt ikke det bedste teaterrum, man har at arbejde i, og sådan som Søren Møller har fået sat Fredericia på teatrets verdenskort, fortjener han og hans hårdtarbejdende stab et ordentligt hus at arbejde i. Var det byens fodboldhold, der var rykket op i superligaen, havde der med garanti allerede været gang i byggeriet af et tidssvarende stadion. Fredericia Teater er allerede - og har været det længe - i superligaen.

"Tarzan". Scenemusical baseret på Disneyfilmen. Musik og tekst: Phil Collins. Manuskript: David Henry Hwang, baseret på Edgar Rice Burroughs historie "Tarzan abernes konge". Oversættelse: Mads Æbelø Nielsen med bidrag af Morten Holm Nielsen.

Instruktion og koreografi: Lynne Kurdzeil Formato. Aerial koreografi & instruktion: Christel Stjernebjerg og Sita Bhuller. Scenografi: Kevin Depinet. Kapelmester: Thomas Møller/Martin Konge. Aerial design: Mathias Kromann Rode. Animations design: Thomas Agerholm. Digital scenografi: Kasper Sonnich Toppenberg og Jacob Bønsdorff Eriksen. Kostumedesign: Anna Juul Holm.

Medvirkende: Kim Ace Nielsen, Bjørg Gamst, Maria Skuladottir, Teit Samsø, Diluckshan Jeyaratnam, Anders Bircow, Jacob Prüser, Arthur Ditlev Wadstrøm/Esben Kjærsgaard Hjeresen, Albert Mahesh Witthoff Groth/Carl-Emil Krogh Nielsen/Kenneth Alrøe Okotle samt et stort ensemble af sangere, danser og akrobater.

Spiller på Fredericia Teater til 16. december. Samt i efteråret 2019 o Musikhuset Aarhus og Scandic Falkoner.

Anmeldt 5. oktober (premiere)

Forestillingsfoto: Søren Malmose.