Aladdin

Udfordrende, flabet og tankevækkende Aladdin-fortolkning på Det kgl. Teater

* * * *

Vi er lige ved at tro, at Christian Lollike springer over hvor gærdet er lavest i hans moderne Aladdin-fortolkning på Det kgl. Teater. 1. akt er nemlig mere end noget andet underholdende.

Man sidder og føler sig placeret et sted midtvejs mellem Adam Oehlenschlägers mere end 200 år gamle lystspil og Disneys stiliserede familieeventyr, med lampens ånd som en sprudlende showman, og et hav af vittige indfald, en manipulerende fortæller, en charmerende gavtyv af en naturens muntre søn, en oprørsk prinsesse og selvfølgelig den ondeste, karikerede troldmand, der drømmer om at få fat i den magiske lampe.

Som første akten skrider frem, afbryder de oprørske skuespillere dog flere gange forestillingen og stiller spørgsmålstegn ved fortælleformen; kan man beskrive mellemøstlige tvangsægteskaber som Oehlenschläger gjorde det? Kan en hvid skuespiller spille sort slave med blackface-maske? Skal jøden absolut være en pengegrisk svindler? Var Oehlenschläger i virkeligheden foregangsmand for Holocaust?

Men videre kommer vi i den handling, som de fleste på en måde godt kender, selvom ”Aladdin” ikke er spillet på teatret siden 1959-60 sæsonen, dengang Jørgen Reenberg var en ung mand. Der var også en tv-serie med Nis Bank-Mikkelsen fra 1975, og så naturligvis  den familievenlige Disney-version, senest set på scenen som musical produceret af Fredericia Teater.

Aladdin får med hjælp fra Lampens Ånd lov at gifte sig med den smukke prinsesse Gulnare, og alt ånder en form for fred og idyl mens vi går til pause, med bevidstheden om, at Lollike, den begavede og provokerende teatermand, nok alligevel har placeret en sten i skoen. Og det har han. For efter pausen stikker det helt af. Troldmanden Noureddin er ikke bare en ond troldmand, han er en fanatisk mullah, der vil bruge den magiske lampes magt til at skabe et khalifat. Aladdin og Gulnare knalder slaverne så det er en lyst. Denne prinsesse er i Özlem Saglanmaks besnærende skikkelse alt andet end ærbar og dydig, men har både en erotisk sult og et oprørsk sind. Hvis Aladdin må gå i kassen med slaverne, så må hun fandme også.

Vores fortæller, spillet med overlegen elegance og stadigt mere despotisk manipulerende spydighed af Sicilia Gadborg Høegh, tildrager sig mere og mere magt over fortællingen, indtil hun til sidst tvinger fire af de mandlige skuespillere til at stå ydmygende splitternøgne på scenen. En efter en siger skuespillerne fra iver for fortolkningen i løbet af forestillingen, og erstattes blot af en anden, indtil der kun er én tilbage; fortælleren, diktatoren.

Det er udfordrende, flabet og tankevækkende teaterkunst. Men det er bestemt ikke 100 procent vellykket. Bliver det hele ikke for meget til sidst? Kammer det ikke over i lidt for fortænkte fantasier? 

Franciska Zahles enkle, men virkningsfulde scenografi udnytter flot scenerummets dybde og det højdejusterbare scenegulv i smukt samspil med Jonas Bøghs spændende lysdesign, og Christian Lollikes fortolkning – han har både bearbejdet og instrueret – sætter fokus på tidens store spørgsmål; den kristne verdens frygt for muslimsk religion og kultur, kvindeundertrykkelse og seksuel frigørelse i en mandsdomineret verden. Den politiske korrekthed og evindelige krænkelseskultur. Lollike får det hele med. Lystent, saftigt erotisk grænsende til det pornografiske. Virkningsfuldt? Ja, afgjort, men sjovt nok er det den smukke badescene i første akt der gør størst indtryk, hvor en diskret afklædt Gulnare belures af den betagede Aladdin, fordi scenen smukt og virkningsfuldt rummer og favner forelskelsens poesi.

Der spilles energisk ensemblespil af noget varierende kvalitet, med Sicilia Gadborg Høghs præcist tegnede fortællerkarakter, Özlem Saglanmaks erotisk frigjorte Gulnare, Alvin Olid Bursøes kække gadedrenge-charmerende Aladdin og Zaki Youssefs flabede Lampens Ånd som de mest i øjnefaldende.

Og troede vi et kort øjeblik, at Lollike bare ville underholde, så tog vi fejl. Men underholdende er det – også.

”Aladdin” Af Christian Lollike og Sort/Hvid frit efter Adam Oehlenschlägers lystspil fra 1805.

Instruktion og bearbejdelse: Christian Lollike. Scenografi og kostumer: Franciska Zahle. Lysdesign: Jonas Bøgh. Koreografi: Kitt Johnson. Komponist: DJ Turkman Souljah.

Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Özlem Saglanmak, Sicilia Gadborg Høegh, Lotte Andersen, Jens Jørn Spottag, Lila Nobel, Simon Bennebjerg, Peter Christoffersen,Rasmus Fuergaard, Zaki Youssef, Andreas Jebro, Mads Rømer Brolin-Tani og Sct. Annæ Gymnasiums Familiekor.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 3. november.

Anmeldt 25. september.

Forestillingsfoto: Emilia Therese