Wallmans - Urban Nights

Der sjuskes for meget på Wallmans - i både køkken og på scenen.

* * *

Vi kender allesammen udtrykket 'at piske en stemning op'. 

Det synes at være efter samme model, showet er skruet sammen i den svenske underholdningskoncern Wallmans i Cirkusbygningen. Med djævelens vold og magt skal det være en fest og konceptet fungerer sikkert fint til firmafester, julefrokoster og den slags, men vil man bare ud med manden eller konen, eller nogle venner, og have en hyggelig aften med lidt god mad, et par glas vin, tilsat musikalsk underholdning, så kan man godt føle sig taget ved struben i den mægtige kuppelsal.

Som underholdningsmaskine kører det hele sådan set gnidningsløst. Tjenerne - nogle af dem optræder også - er omhyggelige med at sørge for at alt er som det skal være, og da min borddame klagede over træk fra indgangsdøren, gik der ikke mange minutter, før vores tjener, Henrik, var der med sit bedste bud på en løsning af problemet; et tæppe. Det er fint nok.

Følelsen af maskine går igen på scenen i det effektive, men forbløffende ucharmerende musikalske show, hvor indspillet orkestermusik drøner derudaf for fuld volumen - hele tiden! Nej, i ét nummer, den glimrende ukrainske akrobat Igor Zavadkos første entré, hvor han oppe under kuplen slynger sig i de såkaldte aerial straps, ledsages han af en klassisk baggrundsmusik, der giver nummeret den ro det fortjener. Det var aftenens klart bedste indslag.

Resten af tiden synger solisterne med en forceret, anstrengt energi, så sveden springer, til den båndede musik, der i sagens natur ikke følger hverken dem eller er i sync med den aktuelle stemning i salen. Det er bare fuld pedal frem, uanset om der leveres covers af Adele-sange eller af AC/DC eller musicalgenrens kronjuveler fra "West Side Story", her i et pop-, rock-, soul-arrangement, der bestemt ikke gør noget godt for Leonard Bernsteins ikoniske sange.

Der er en ulykkelig tendens i tiden, at alle kvindelige sangerinder åbenbart tror eller forledes til at tro, at de kan synge som Adele, det kan de ikke! Jamen, så la' da vær'! Det går lidt bedre, når de tre mandlige sangere i showet iført hvid smoking fejrer diverse fødsels-og mærkedage blandt publikum i hvad der er en fast Wallmans-tradition. Her bliver der for en kort stund også plads til noget, der til forveksling ligner lidt improvisation, og nummeret er aftenens eneste, hvor solisterne får lejlighed til at vise at de også kan være charmerende og ikke kun er mekaniske Duracell-kaniner.

Vi får også den unge danske nycirkusartist Ylva Maia at se, både solo i trapez og som slangemenneske i nogle af de andre shownumre, og det er vældigt dygtigt uden at det ligefrem vælter os bagover. Lidt det samme kan man sige om den ukrainske tempojonglør Grygogriy, som i et hæsblæsende tempo jonglerer med op til syv-otte bolde af gangen. Det er et imponerende nummer med en meget høj sværhedsgrad, men på denne aften også med en forholdsvis høj fejlprocent.

Et besøg i Wallmans er naturligvis ikke kun et show, det er i høj grad en helhedsoplevelse, der starter i foyeren og fortsætter i salen med en fire-retters menu mellem numrene. Sidste år var jeg positivt overrasket over maden, som var forbløffende god set i forhold til, hvor mange, der skal serveres til på én gang. Den standard kunne man i hvert i aftes slet ikke holde.

Den indledende sæsonens suppe var en kraftig cremet blomkålssuppe, som faktisk var aftenens bedste gastronomiske indslag. De efterfølgende tre italienske antipasti var ærligt talt en tarvelig omgang, hvor blandt andet en blævrende mozzarella var noget nær umulig at få begærdet fra fad til tallerken, uden at man hjalp til med sin egen gaffel, men det måske ikke alle, der har lyst til at 'spise af fælles fad, med de andre ved bordet'. Hovedretten var for os kødspisere et par beskedne skiver grillet oksemørbrad med kartoffelduchesse, trøffel-emulsion og rødvinssauce. Den slap køkkenet heller ikke heldigt fra. Det smagte ikke dårligt, den smagte ikke rigtigt af noget, og bedre blev det ikke, da desserten, en lemoncurd med kandiserede græskarkerner, blev bragt ind. Den smagte meget syrligt, men ikke nævneværdigt af citron, og for en dessertelsker som mig var det aftenens største flop.

Som helhed bliver årets Urban Nights show på Wallmans en aften præget af for meget sjusk og autopilot. Især i køkkenet er der plads til forbedring, hvis man skal berettige en forholdvis høj kuvertpris, men også på scenen bør det være tid til at stramme op på kvaliteten, selvom både den ganske flotte videoscenografi og de fem dygtige dansere hævede niveauet. 

"Urban Nights" dinnershow på Wallmans i Cirkusbygningen.

Instruktion & produktionsdesign: Johan Espeland. Musikalsk instruktør: Figge von Wachenfeldt. Film & animation. Peter Andrén Produktion og David Nyström. Koreografi: Kim Nielsen, Therese Carlsson, Danile Koivunen, Andrea Ulvenstål og Christopher Bergström. Kostumedesigner: Karen Christoffersen.

Medvirkende: Sofia Arvidsson, Julia Ingvarsson, Jessica Berge, Robin Blomgren, Jean Michel Helgason og Mohamed Ali (sangere). Andrea Ulvenstål, Liza Johanne Stoksteth, Rebecka Eklund, Timmy Bergström og Oliver Gramenius (dansere). Johann Gustav Skov-Hansen (pianist). Igor Zavadko, Ylva Maia Havdrup og Grygoriy Lovygin (artister).

Anmeldt 19. september (officiel premiere)

Foto: John Resborn