09-09-2018

No More Jacks - Mod nye tider

Stig Rossen og co. leverer en musikalsk fest, der underholder og henrykker.

* * * * *

Det er egentlig meget enkelt. Hvis man køber billet til No More Jacks i forventning om, at få to timers musikalsk underholdning med lækre vokalharmonier og en letbenet omgang 'gang i gaden', så bliver man ikke skuffet.

Køber man derimod billetten i forventning om af vokalgruppen giver de originale Four Jacks' sange endnu en omgang i manegen, så bliver man måske skuffet. For der er no more jacks... Alle sangene er sunget, så nu tager Stig Rossen, Jesper Asholt, Jesper Lohmann og Keld Heick fat der hvor de originale Four Jacks sluttede, i 1964, og synger i stedet en stribe sange, der hittede i de efterfølgende årtier.

Det er sange som John Mogensens "To mennesker på en strand" og "Ensomhedens gade nr. 9", Otto Brandenburg hits som "Susanne, Birgitte og Hanne" og "To lys på et bord" og evergreens som "I can't take my eyes of you", "Candyman/Musikken kan" og "What a wonderful world", og man må bare sige, at det swinger altså upåklageligt i Peder Kragerups lækre firstemmige arrangementer, bakket op af samme Kragerup og hans seksmands orkester bestående af bas, trommer og fire fede blæsere. Guitarerne tager Keld Heick og Jesper Asholt sig selv af og det hele lyder bare lækkert.

Det er det tredje show over en periode på ti år fra de fires hånd, og ser man isoleret på det musikalske er det muligvis også det bedste. De forskellige mellemtekster og oplæg er så lige i overkanten søgte, og er bestemt ikke stor kunst, og de fire solisters indbyrdes drillerier og ping-pong klinger relativt hult og indøvet.

Showet lever og ånder alene for sangene, men de er så til gengæld også flot leveret med skønne vokalharmonier. Man mærker, at der er blevet slidt og slæbt med at få dem til at sidde lige i skabet. Så meget, at Keld Heicks stemme denne lørdag eftermiddag lød noget overbelastet mod slutningen af showet. Og så er han og Stig Rossen til tider sandelig også udfordret af forestillingens koreografi, men det er nu bare hyggeligt.

"No More Jacks - mod nye tider" leverer varen, og turneen rundt i landet skal nok blive et lille triumftog. Hvad de til gengæld ikke leverer er en sætliste med kredits for tekst og musik, instruktion, koreografi med videre.

"No More Jacks - mod nye tider".

Tekst & Musik: Tommy Steele, Keld & The Donkeys, Mills Brothers, Ray Charles, Ricky Nelson, Erik Leth & Sven Gyldmark, John Mogensen, Bricusse & Newley, The Four Seasons, Bjarne Hoyer & Ida From, Wilbur Schwandt/Fabian André, Thøger Olesen, Joseph McCarthy, Bob Thiele, George David Weiss, holdet selv og mange flere (med forbehold).

Musikalske arrangementer: Peder Kragerup.

Medvirkende: Jesper Lohmann, Keld Heick, Jesper Asholt og Stig Rossen. Peder Kragerup og hans orkester.

Producent: Christopher Entertainment.

Turné frem til 4. november.

Anmeldt 9. september på Det kgl. Teater, Gamle Scene.