07-09-2018

Randers Revyen 2018

Elegant, morsom og sjov sensommerrevy i Randers fortjener et publikum.

* * * *

Velkommen til en festlig aften!

Sådan står der på forsiden af det trykte program, man som publikum til Randers Revyen på Fiskerestaurant Pakhuset i Randers kan tage gratis ved indgangen.

Og man lover ikke for meget. Årets Randers Revy er præcis hvad den ønsker at være; en festlig og fornøjelig aften. Revyen skal man vente lidt på, for først serveres en glimrende menu, husets specialitet en fisketallerken - dog kun én slags laks! (forklaring følger) - til forret, fulgt op af bl.a. røget kalvekølle fra buffet med masser af tilbehør. Og en lille kage til kaffen.

Revyen er i gode hænder. Sammensat og instrueret af Jeanne Boel fra Sønderborg Revyen, der også har leveret både skuespillerne Karsten Jansfort og Lone Rødbroe - 10. gang i Randers Revyen - fra denne sommers revy. De suppleres af Jacob Morild, der flere gange har stået på scenen netop her og af Rikke Buch Bendtsen, der pudsigt nok første gang optræder i byens revy til trods for at hun er lokal. Et glimrende revyhold, der klæder hinanden aldeles upåklageligt i en revy, primært sammensat af  numre, der allerede har vist deres værd i andre sammenhænge, for eksempel i Hjørring og Sønderborg. 

Kapelmester Thomas Pakula sørger for at musikken spiller i denne tempofyldte, musikalske og - især inden pausen - elegante sensommerspøg.

Rikke Buch Bendtsen leverer på virtuos vis en 'lejlighedssang', hvor hun spiller alle rollerne som nyindflyttet og hendes trælse naboer, og hun hylder vort lands store kulturelle personligheder med en pointe om, at selv de bedste jo kan slå en skævert. Hun er spøjs fiskehandler i en ordekvilibritisk sketch om flere slags laks (der var den) overfor  Jacob Morild. Han er især skarp i sit nummer om udflytnings-Danmark, hvor Danmarkskortet kommer til at tage sig noget alternativt ud, og improviserer desuden fermt som påtvungen kondiløber, så selv den blot få  minutter gamle landsholdsaftale når at komme med i nummeret. Det kan man da kalde aktualitet, selv i en revy, der rendyrker genbrugstanken.

Karsten Jansfort får lov at fjolle igennem bl.a. som Richard Ragnvald-agtig dansktop-sanger med fortrædeligheder i privatlivet og som tryllekunstner, der får en ikke helt så medgørlig frivillig på scenen. Han er sjov som bedrevidende spejderdreng overfor Morild og Lone Rødbroe, der giver revyen en folkelig jovialitet, som den nok ikke kunne være foruden. Hun har været med alle årene på Pakhuset, undtagen sidste års jubilæumsrevy, og er vel revyens totemdyr.

Især inden pausen får vi en meget kvikt afviklet, musikalsk og elegant forestilling at se. Det med det elegante, slækkes der noget på efter pausen, hvor der tages mere håndfaste metoder i brug, og det mere er hø-hø end hi-hi, der fremkaldes. På den måde tilfredsstiller årets revy et bredt publikum, og man går ikke skuffet hjem.

Restauratør og revydirektør Hans Christian Hjort Møller kunne i sin takketale fra scenen dryppe lidt malurt i det ellers så festlige bæger; billetsalget har af uransaglige årsager svigtet i år, så revyens overlevelse i Randers er i overhængende fare. Det vil være synd og skam, så randrusianere og andre øst- og kronjyder, I må afsted til Pakhuset, hvor I ganske som programteksten lover, får en festlig aften....

Randers Revyen 2018. 

Tekst og musik: Jacob Morild, Thomas Pakula, Leif Maibom, Gunnar Dahl, Christian Gade Bjerrum, Janus Eisig, Karsten Jansfort, Sune Krintel, Peter Bom, René Vase, Jannik Fuglsang, Henrik Baloo Andersen, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Carl-Erik Sørensen og Mickey Pless.

Instruktion & koreografi: Jeanne Boel. Scenografi: Klaus Kristensen. Musik: Thomas Pakula og Lars Vagner.

Medvirkende: Lone Rødbroe, Rikke Buch Bendtsen, Karsten Jansfort og Jacob Morild.

Spiller på Fiskerestaurant Pakhuset i Randers til 6. oktober.

Anmeldt 6. september (premiere).

Foto: Bo Amstrup