Scener fra et ægteskab

Stine Stengade har overtaget Sofie Gråbøls rolle i Ingmar Bergmans ægteskabsdrama på Det kgl. Teater, og leverer sammen med skuespilchef Morten Kirkskov en en intens og glimrende præstation.

* * * * *

Sidste år satte Det kgl. Teaters Ingmar Bergmans "Scener fra et ægteskab" op med Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov som ægteparret Marianne og Johan. Når den nu genopsættes er det med Stine Stengade i den kvindelige hovedrolle.

Mange vil sikkert kunne huske tv-serien, der blev sendt i monopolfjernsynets tid i 1973 (jeg kan, selvom jeg dengang bare var 11 år gammel), om ægteskabet og ikke mindst skilsmissen mellem Johan, docent i psykologi ved Universitetet, og Marianne, jurist og mor til parrets to døtre. Han, selvoptaget og intellektuelt overlegen. Hun, begavet, men udglattende og hvad man vel godt kan kalde en typisk hustru i perioden. 

I Thomas Bendixens bearbejdning og instruktion er replikkerne byttet rundt, så hun siger hans replikker og omvendt. En snedig og absolut vellykket finte, for det kønsrollemønster, Bergman beskrev i 1973 ville formentlig i dag opfattes som ikke bare gammeldags, men direkte utidsvarende, og Bendixen ønsker netop at flytte fortællingen om et  ægteskab i krise frem til idag, med de forhold, vi kender og kan forholde os til. 

Nu er det Marianne, der i hvert fald til at begynde med 'har bukserne på' - bogstaveligt talt i øvrigt. Det er hende, der tager en ung elsker, forelsker sig og forlader mand og børn for finde sig selv. Det er Johan, der måske ikke  er overrasket over elskeren, herregud, det kunne vel nok forsvares, men lades alene tilbage med børnene og slet ikke forstår hvorfor. Udglattende som han er, tilbyder han tilmed at hjælpe med at pakke hendes ting, og hente 'den grå dragt' på renseriet så konen kan få den med på sin rejse med den nye elsker.

I de fleste af stykkets syv scener, der udspiller sig før, under og efter skilsmissen, fungerer ombytningen aldeles perfekte. Måske er det kun scenen, hvor en utilsigtet graviditet, fører til en af disse lange diskussioner, hvor parret taler forbi hinanden, der fremstår en anelse konstrueret, fordi det lige netop i det tilfælde reelt ikke lader sig gøre at bytte rollerne om.

Bergmans replikker står stadig lige skarpe og vittige. Balancerende mellem det spydigt ondskabsfulde og det inderligt kærlige. For essensen her er, at uanset hvor galt det går, så er det på en eller anden måde meningen, at netop disse to mennesker skal have hinanden. I medgang og i modgang, som der står i bryllupsritualet.

Jeg så ikke forestillingen sidste år med Sofie Gråbøl, og kan derfor ikke drage nogen sammenligning mellem hende og Stine Stengade, som jeg synes leverer en smuk præstation. Hun rammer både den overfladiske Marianne på kornet i indledningen, og den i stigende grad mere desperate kvinde, og præstationen er noget af det bedste jeg har set hende lave på teatret. Også Morten Kirkskovs Johan er et fint og vellykket portræt af et menneske, der i skilsmissens svære stund udvikler sig og bryder fri af kønsrollernes stramme bånd. 

Det kgl. Teater kan være glade og tilfredse med denne opsætning, der, når den har spillet færdig i København, skal gæstespille i Operahuset i Sydney fra 17.-21. oktober i anledning af Ingmar Bergmans 100 år. En fortjent fjer i hatten.

"Scener fra et ægteskab" af Ingmar Bergman. Oversættelse: Lars Kjeldal.

Instruktion og bearbejdelse: Thomas Bendixen. Scenografi og lysdesign: Mårten K. Axelsson. Kostumedesign: Sara Mau. 

Medvirkende: Stine Stengade og Morten Kirkskov.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 2. oktober. Derefter Sydney Opera House 17.-21. oktober.

Anmeldt 17. august (re-premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther. 

PS/ Det var synd for både skuespillere og publikum, at der blandt publikum var flere, der åbenlyst lod hånt om forbuddet imod brug af mobiltelefoner. SLUK dem, det ødelægger oplevelsen for os andre!