12-08-2018

Gøngehøvdingen

De skøre sommerløjer i Holbæk Museums gård kalder grinet frem. Det er rent fjolleri, men det er meget morsomt.

* * * *

Selv storm, kulde og periodisk slagregn kunne ikke ødelægge en sjov aften i Holbæk Museums hyggelige gård, hvor valget af årets sommerforestilling er faldet på "Gøngehøvdingen", vel at mærke en ny version af Flemming Jensens og Jesper Kleins gamle vanvidskomedie, som parret turnerede med som forsamlingshusteater en gang i fordums tid, da der stadig var vand i Tryggevælde å.

Det er en helt afsindig blanding af Monty Python og Svend, Knud og Valdemar, hvor skuespillerne farer ind og ud af rollerne, og hvor det faktisk på forunderlig vis lykkes for Thomas Mørk, at være både Svend Gønge og den svenske kaptajn Mannheimer på én gang, takket være kostumier Kirsten Brinks sjove og fantasifulde kostumer. Han er i sit es i denne her form for tossestreger, hvor hans gummiansigt og kropskomik for alvor kommer til sin ret.

Samspillet mellem Mørk og Brian Kristensen, der bl.a. er Svend Gønges brave væbner Ib, kongen og tysk lejesoldat, der med jævne mellemrum stivner og skal have flere mønter i pungen for at kunne arbejde videre, er veloplagt. Man kan mærke, at de er indstillet på samme komiske frekvens og ind i mellem virker det som om de har det lige så sjovt som publikum.

I sidste øjeblik - fem dage inden lørdagens premiere - måtte unge Josephine Nørring springe til på grund af sygdom, og det kunne imponerende nok kun mærkes på, at hun har arbejdet så meget, at stemmen i perioder nærmest var væk. Hun går til den med en dejlig, frisk udstråling og god energi, og hende skal de nok få glæde af.

Det lokale folkekor fylder godt ud, som bl.a. pager, friller, strejkende gønger og Møhgerne fra Matador (!). Hvordan de havner i en historie om 1600-tallets svenskekrige, skal man vist have Flemming Jensens krøllede hjerne for at forstå, men morsomt, det er det. Det er i det hele taget en del af konceptet, at tidstypiske emner får et ord med på vejen, så der er kvikke hints til både #MeToo, Brexit, burkaforbud, mansplaining og meget mere.

Musik og lydeffekter leveres med vanlig ynde af Lars Fjeldmose, der også må tage en tørn på scenen, når der mangler en skuespiller til en central rolle i dramaet.

Det var mere end synd for de brave mennesker på scenen, at lige netop premieren i den grad blev ramt af vejret, men det er tilsvarende respektfremkaldende, at de gennemførte, og det giver samtidig anledning til at minde publikum om, at de skal huske varme sweatre, regntøj og tæpper, for selvom vi har haft en historisk varm og tør sommer, så er det ingen garanti for, at det fortsætter i al evighed.

"Gøngehøvdingen" skrevet og instrueret af Flemming Jensen.

Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. 

Medvirkende: Thomas Mørk, Brian Kristensen og Josephine Nørring. Kapelmester m.m.: Lars Fjeldmose. Samt folkekoret: Esther Dorothy Ackerman, Laura Villum Ladekarl, Michael Vennike Nielsson, Katrine Kraul Ibsen, Sebastian Ravn Olsen, Preben Lundgreen og Hanne Flesborg.

Produceret af Holbæk Teater. Spiller i Holbæk Museums gård til 2. september.

Anmeldt 11. august (premiere)

Foto: Mie Neel