25-06-2018

Forever Young

Pudsigt stumfilmsteater i Kongens Have.

* * * *


Teatret Brændende Kærlighed er et lille teater, der har specialiseret sig i non-verbalt gadeteater, og som gennem en årrække har spillet deres forestillinger under åben himmel i Kongens Have og på turneer.

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med den lille trup, men forhåbentlig ikke sidste, for deres forestilling denne sommer, "Forever Young", er en pudsig og munter lille sag, der fremkalder mere end bare smil på læben.

Det handler om Brdr. Young, der sælger mirakelmedicin på ægte kvaksalvermanér og som i deres søgen efter noget, der virkelig batter, opfinder en udødelighedsmikstur. Den viser sig at have ganske ubehagelige bivirkninger, og selvom brødrene higer efter hurtige penge og ikke nødvendigvis har de store skrupler over at narre de mindre kloge, så vinder moralen alligevel til sidst.

Altså en opbyggelig lille historie, serveret som stumfilmsteater a la både Chaplin og Gøg & Gokke med svingdørs slapstick og mange morsomme situationer i løbet af den time forestillingen varer.

De tre medvirkende Jens Kløft, Søren Møller Pedersen og Glenn Ziqver Xavier har alle et herligt kropssprog, der bærer den praktisk talt ordløse forestilling, så både voksne og børn, danskere og udenlandske turister kan følge med og hygge sig. Man kan måske nok mene at historien kunne være fortalt på 30 eller 45 minutter uden at det havde gjort noget, men hvad pokker, solen skinnede og vi hyggede os i den grønne oase midt i storbyen. Tak til kunststøtteordningen i Københavns kommune for, at man kan give folk sådan en fin lille forestilling kvit og frit.

"Forever Young". Af Jens Kløft og Annegrete Kraul.

Instruktion: Bodil El Jørgensen. Scenografi: Henriette Drejer Lubanski.

Medvirkende Jens Kløft, Søren Møller Pedersen og Glenn Ziqver Xavier.

Produceret af Teatret Brændende Kærlighed. Spiller i Kongens Have, København til 22. juli. Turné i august.

Anmeldt 24. juni (premiere)

Foto: Gorm Valentin