Mor og far sidder i Grøften

Tivolis 175-års jubilæumsforestilling i Glassalen rammer helt ved siden af skiven. I perioder er det tåkrummende pinligt.

* *

Tivoli har i anledning af sit 175-års jubilæum valgt at udskifte de seneste tre års revyer med - en revy! De kalder det bare noget andet; nemlig et absurd og overrumplende show.

I sin indledning i det lille omdelte program, skriver den ansvarlige, Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel, at publikum ikke nødvendigvis skal tro på alt, hvad de ser og hører undervejs. Det er i hvert fald rigtigt; jeg troede til sidst hverken mine øjne eller ører!

Kan det virkeligt passe, at en af landets mest ærværdige underholdningsinstitutioner lader et så markant jubilæum fejre med et show af denne kaliber?

Kan det virkeligt passe at fire i øvrigt dygtige og morsomme skuespillere kan få lov at free wheele så meget indenfor deres egen indforstående 'vi har fået for meget hvidvin i haven'-humor, at al faglig stolthed fordamper?

Kan det virkeligt passe, at en begavet instruktør som Niclas Bendixen, har vendt det blinde øje til og ladet løjerne løbe løbsk så det i perioder bliver direkte tåkrummende pinligt? 

Man tror ganske enkelt ikke sine egne ører og øjne, når Kirsten Lehfeldt som ballonmanden Frede og Mia Lyhne som tissekonen Jytte, to ellers sjovt pusseløjerlige figurer, slutter et nummer af med at rode et lommetørklæde og nogle lakridser op af lokummet - inden der er trukket ud. Det er hverken absurd eller morsomt. Det er ulækkert. Og nummeret fremstår som et muligt lavpunkt i Tivolis 175-årige historie.

Der er ellers både i det nummer, og mange af de andre, optræk til noget meget morsomt. Peter Frödin, Anders W. Berthelsen, Kirsten Lehfeldt og Mia Lyhne har skrevet alt materialet selv med Line Knutzon som 'redaktør', og på det idéplan, hvor figurerne er blevet skabt, har de absolut fundet noget. To fjollede Regensen-studenter med ungdommen struttende i bukserne, Lehfeldt og Lyhnes to vandkæmmede 1950'erne-drenge i Argyle-tern og shorts, de fire abonniner med hver deres lidt tragiske historie foran den en-armede tyveknægt og Frödins fyrværker-søn, der aldrig har udviklet et sprog, fordi fyrværkeriet har gjort ham døv fra barnsben. 

Eller allerbedst, de fire børn i anden akts åbningsnummer, der synger en grotesk tekst om Dorte, der blev borte. Det er morsomme figurer, og indtil numrene, nærmest et efter et, lige får lov at kamme over, er det bestemt ikke umorsomt. Desværre magter holdet på scenen og holdet bag, ikke at holde disciplinen og stoppe mens legen er god.

Man skal ikke være bonert eller særligt sart, hvis man skal have fornøjelse af "Mor og far sidder i Grøften". Peter Frödin leverer aftenens bedste nummer, når han med smægtende skønsang fortæller historien om den halvfulde Pjerrot, der aften efter aften går ud i buskene bag Søcaféen, trækker bukserne ned og 'får en finger'. Det er i sandhed grove løjer, men leveret med en uskyldighed, der gør det morsomt, og så hjælper det nok også, at det falder på et så tidligt tidspunkt i forestillingen, at man endnu ikke har fået for meget af numse, bæ, pis og papir...

Jeppe Kaas' orkester leverer et mere end godkendt stykke arbejde, der sørger for, at forestillingen rent musikalsk går hjem, og de sikrer den ene stjerne. Den anden går til de skæve figur-skitser, der kunne være blevet til noget rigtigt godt.

I nogle meget morsomme SoMe reklamevideoer har Tivolis Nikolaj Koppel 'truet' med at fyre de fire solister i deres forskellige Tivoli-figurer - man sidder tilbage med en lumsk og ærgerlig fornemmelse af, at det måske ikke havde været en helt forkert beslutning.

HOT: Indpakningen, både scenografisk og musikalsk, er flot og indbydende.

NOT: De ansvarliges manglende dømmekraft i de afgørende øjeblikke.

"Mor og far sidder i Grøften". Redaktør: Line Knutzon.

Instruktion: Niclas bendixen. Scenografi: Karin Betz. Kapelmester: Jeppe Kaas.

Medvirkende: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin.

Spiller i Tivoli til 22. juli

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.