Et Vintereventyr

Republique/Østerbro Teater genopsætter Katrine Wiedemanns succesfulde Shakespeare-drama "Et Vintereventyr" med nye skuespillere.

* * * * *

Sidste år fik Republique stor succes med "Et Vintereventyr", et af Shakespeares sidste værker, i Katrine Weidemanns instruktion. Forestillingen blev rost til skyerne af et samlet anmelderkorps, som ikke mindst var begejstrede for skuespillerpræstationerne.

Nu sætter teatret forestillingen op igen - med helt nye skuespillere! Scenografi og regi er den samme, men skuespillerne skiftet ud, kun én, Mikkel Arndt, går igen, men i en anden rolle. I 2017 spillede han Polixenes, kongen af Böhmen, i denne udgave er det ham, der er omdrejningspunktet som den skinsyge kong Leontes af Sicilien.

Jeg så IKKE forestillingen sidste år, så denne anmeldelse er ene og alene baseret på oplevelsen i aftes.

Det er lykkedes Katrine Wiedemann og dramaturgen Karen-Maria Bille at koge den oprindelige femakter ind til en kort, intens forestilling på 100 minutter. Persongalleriet begrænset til fire skuespillere og en statist. Samtidig har Maja Ravn skabt en fantastisk ramme om spillet, der foregår inde i en glasterning med publikum placeret på begge sider. Det giver en ekstrem intensitet og energi, der er ingen steder at gemme sig her. Det er 100 procent koncentreret nærvær. Flot.

Lyssætningen og  effekter som dalende sne, først uskyldshvid, siden sort som kong Leontes' martrede samvittighed, fungerer aldeles perfekt, og det er først til sidst, hvor glasvæggene fjernes, at maskineriet bliver lidt tungt, selvom Cyron Melville (kong Polixenes og hofmand) her udfylder rollen fint som fortæller, der inddrager publikum og løfter forestillingen, der indtil da har været tung tragedie, hen i mod den nærmest ulogiske og alligevel uundgåelige happy ending. 

Historien kort: Kong Leontes af Sicilien og hans smukke hustru dronning Hermione er værter for Polixenes, Böhmens konge og Leontes bedste ven. De tre unge mennesker leger muntert i den dalende sne; life is good! Leontes beder sin ven blive lidt længere, men han afslår, og først da Hermione bønfalder ham, accepterer han invitationen. Det får fatale konsekvenser. Leontes misforstår og overfortolker situationen, og tror fejlagtigt, at Hermione er ham utro med Polixenes. Skinsygen vokser til vanvid. Han forviser Polixenes og kaster Hermione i fængsel for at få hende dømt og brændt på bålet. I fangenskab føder hun en datter, som Leontes beder en adelsmand om at bortskaffe, da han tror, at det er Polixenes' barn. Hun lægges ude i sneen til den visse død. Under retssagen afviser oraklet i Delphos Leontes' anklager, men kongeparrets ældste søn dør af frygt for sin moders skæbne og den frikendte Hermione dør af sorg og chok over sin søns død. Nu rammes Leontes af anger og i 14 år martrer han sig selv for sin udåd. Først da den unge pige Perdita dukker op og viser sig at være den bortkastede datter, der har overlevet, vækkes kongens livslyst til live igen, og helt euforisk bliver han, da hofdamen Paulina kan afsløre, at Hermione slet ikke er død, men blot har skjult sig i de mange år. Selv venskabet med Polixenes genskabes og alting ender lykkeligt.

Alting er uhyre vellykket i Katrine Wiedemanns opsætning, således også spillet. Det må være vanskeligt, at træde ind i roller, hvor de oprindelige skuespillere er blevet rost så meget som her, men Mikkel Arndt er aldeles fortræffelig i rollen Leontes; både i sin frådende jalousi og når han, martret af selvforagt soner sin forbrydelse med selvpineri. Og så taler han smukt, lidt af en sjældenhed blandt unge danske skuespillere. Shakespeares ord ligger godt i munden på ham.

Det gør de til dels også hos Cyron Melville, der er Polixenes. Sidst jeg så ham var som en moderne Hamlet på Kronborg, hvor han var ganske glimrende. Hans præstation er for så vidt uangribelig, der er bestemt nerve, men det går ikke lige i maven.

Det gør Birgitte Hjort Sørensens Hermione; først ungdommeligt uskyldig i sin lykke, siden knuget af sorg og fornedrelse, knust over de falske anklager mod hende. Det er ganske gribende, og endelig har Christiane Gjellerup Koch en dejlig rå pondus i dobbeltrollen som adelsmanden Camillo og den trofaste hofdame Paulina, der ender med at være den, der trækker i alle de rigtige tråde.

"Et Vintereventyr" er en særdeles seværdig forestilling. Den spiller kun kort tid, til 9. juni.

"Et Vintereventyr". Af William Shakespeare. Oversat af Niels Brunse. Tekstbearbejdelse: Karen-Maria Bille.

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Janus Jensen.

Medvirkende: Mikkel Arndt, Birgitte Hjort Sørensen, Cyron Melville, Christiane Gjellerup Koch og Yuki Ravn/Andrea Wiedemann.

Spiller på Republique (Store Scene) til 9. juni.

Anmeldt 12. maj (re-premiere)

Foto: Per-Morten Abrahamsen.