DING DONG (Klokkeværket)

Birollerne brillerer i sjov, gammel farce i Odense.

* * * *

Kan man i en tid, hvor man risikerer at få en på hovedet og blive kaldt sexist, hvis man fortæller en kvinde, at hun 'ser smuk ud i den kjole', spille en mere end 120 år gammel, fransk farce, der handler om utroskab; om mænd, der åbenlyst begærer gifte kvinder og vil ha' dem, no matter what! 

Det er i hvert fald det de gør på Odense Teater, hvor Georges Feydeaus farce "Ding Dong (Klokkeværket)" er blevet støvet af og handlingen flyttet fra 1890'ernes Paris til en stor by i Danmark i 1950'erne. Til Feydeaus og teaterchef/instruktør Jens August Willes forsvar skal siges, at kvinderne ikke er alene om at være objekter her. De forstår sandelig at tage klokkeværket i egne hænder. Alle vil, måske ind i mellem lidt modvilligt, have alle, og så går det ellers hu hej over stok og sten på vej til et klimaks, hvor det er lige før at kærlighedskabalen går op.

Når "Ding Dong" godt kan spilles i dag, så er det fordi det grundlæggende er sjovt. Wille har instrueret løjerne med et strålende tempo og timing, og der spilles fint over hele linjen. Men sjovt nok er det birollerne, der brillerer. Benjamin Kitter leverer en vidunderlig komisk kraftpræstation som en opblæst frikadelle af en førsteelsker, og Mette K. Madsen er ikke mindre uimodståelig som den finske furie, der ender med at sætte hele den usædvanligt spegede og indviklede kærlighedskarussel i selvsving. Hendes accent er mesterlig! De to er jo egentlig kun mindre brikker i Feydeaus puslespil, men her ender de med at tage alle stik hjem.

Handlingen.... Det er lidt kompliceret, men skal det gøres kort, så handler det om at den smukke Leonora (Natalí Vallespir Sand) efterstræbes af den notoriske skørtejæger Oskar (Claus Riis Østergaard), men ikke vil være sin mand Rickard (Peder Dahlgaard) utro, med mindre hun kan afsløre ham i utroskab. Og hvis det absolut skal være, så vil hun helst gi' sig hen til den særdeles insisterende husven Carl (Benjamin Kitter). Oskars kone (Linda Elvira) opdager sin mands begær efter andre kvinder, og sværger samme ed som Leonora, også her stiller Carl sig velvilligt til disposition.

Da finske Margareta (Mette K. Madsen) dukker op, og det viser sig, at Rickard er 'kommet til' at have en affære med hende på en forretningsrejse til Turku, er spillet sat i gang. Nu handler det bare om at afsløre hans utroskab og indløse præmien.

Men så enkelt er det ikke. På det hotel, hvor affæren skal foregå, dukker Margaretas jaloux ægtemand (Benjamin Boe Rasmussen) også op - og jo, finner går med kniv. Vi møder desuden en glad enke (Trine Pallesen) med en umættelig sexlyst, der først går ud over en uskyldig piccolo (Kristoffer Helmuth), senere tilfalder Carl - 'til enhver tid til tjeneste' - og minsandten om ikke også en ældre militærlæge (Peter Gilsfort) og hans stokdøve og storpruttende hustru (Githa Lehrmann) hvirvles ind i forviklingerne.

Det hele ender i en eller anden form for fryd og gammen hjemme hos Carl, der er så gennemknaldet, at han slet ikke kan tjekke ind ved kasse 1, da Leonora endelig beslutter at gi' sig hen til ham, mens der til gengæld stadig er energi tilovers hos den glade enke, når nu Oskar ender med Sorteper.

"Ding Dong" er rendyrket farce, og som det oftest er tilfældet med den slags, så falder kadencen midtvejs i anden akt, hvor alle trådene skal redes ud. Indtil da er det unægteligt meget underholdende og skuespillerne skal kollektivt roses for at gå ind i de sært gammeldags løjer med en enestående energi og sprudlende spillelyst. Det sjove er, at de egentlige hovedroller faktisk er de kedeligste; det er i galleriet omkring den centrale trekantskomedie,at der er mest gods i karaktererne og karikaturerne. Trine Pallesens enke oser af års indestængt begær, der endelig kan slippes løs, og man får til sidst helt medlidenhed med Benjamin Kitters overbelastede casanova-Carl.

Peter Dupond Weiss har oversat det gamle, gamle stykke med masser af rappe, mundrette replikker, men det er ikke helt lykkedes, at få overgangen fra Paris i 1890'erne  til Danmark i 1950'erne til at fungere. Måske fordi vi danskere, heller ikke i 50'erne, havde parisernes sensuelle chevallerisme, der ligesom er en forudsætning for at vi skal tro bare lidt på historien.

Camilla Bjørnvads scenografi med palisandervægge og teaktræsmøbler, og en skyline bag vinduerne, der mere ligner New York end en stor dansk by, er heller ikke 100 procent vellykket. De få sceneskift er tilmed noget gumpetunge i det; det kunne godt have været løst mere elegant. 

Tempoet, timingen og komikken kan man dog ikke sætte en finger på. "Ding Dong" er en god griner i det spirende forår i Odense.

"Ding Dong (klokkeværket" af Georges Feydeau. Oversat af Peter Dupond Weiss.

Bearbejdelse og instruktion: Jens August Wille. Scenografi og kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Koreografisk konsulent og stagefight: Esa Alanne.

Medvirkende: Natal´Vallespir Sand, Peder Dahlgaard, Claus Riis Østergaard, Linda Elvira, Benjamin Kitter, Mette K. Madsen, Benjamin Boe Rasmussen, Mette Kjeldgaard Jensen, Klaus T. Østergaard, Anders Skov Madsen, Kristoffer Helmuth, Trine Pallesen, Peter Gilsfort og Githa Lehrmann.

Spiller på Odense Teater, Store Scene, til 9. juni.

Anmeldt 4. maj (premiere).

Forestilingsfoto: Emilia Therese.