Håbet er lysegrønt

Grotesk, dystopisk samfundssatire af Mammutteatret på Edison.

* * * *

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at én ulykke sjældent kommer alene. Den tror jeg godt de kan skrive under på, på Mammutteatret, som 11. april skulle have haft premiere på Kasper Colling Nielsen og Claus Flygares "Håbet er lysegrønt".

Så blev først en skuespiller syg, og premieren udsat, og bedst som man var klar med en lyndublering, slog en anden hovedet mod forestillingens scenografi, og fik hjernerystelse. Ind trådte først Anne Sofie Wanstrup og siden Andrea Vagn Jensen, med kort varsel, og endelig kunne premieren gennemføres fredag.

Det må siges til skuespillernes ros, at man ikke mærker meget, om noget overhovedet, til det hektiske opløb. Både de to nye og Josefine Park og Tina Gylling Mortensen dribler sig fint gennem det virvar af roller og korte, næsten sketchagtige scener, der hen af vejen samler sig til en dystopisk historie om at ulvene tager magten i landet, men nedkæmpes af en frihedsbevægelse, ledet af digteren Bolettelund - ja, skrevet og udtalt i ét ord.

Med den dagsaktuelle debat om en ulv, der er blevet skudt i Jylland, kan man roligt sige, at forfatterparret rammer plet i forhold til emnet, og som den halvanden time lange forestilling skrider frem, samler historien sig da også og giver mening. Men indrømmet; den første halve times tid sad jeg og var noget desorienteret omkring hvad det hele egentlig handlede om.

Historien kort: Ulven er blevet et investeringsprojekt og et statussymbol. Danske Bank støtter økonomisk op omkring ulveprojektet, og som en anden boligboble, vokser ulvepopulariteten sig til et samfundsproblem. Ulven er en lumsk én, der laver hærværk og voldtager danske piger. Jo mere vi fodrer den, desto mere sulten bliver den. Søren mener at en ulv har spist hans forsvundne datter, og jager den sammen med sin jagtkammerat, hans ex-kone tager derimod et lån for at købe sig en ulv, og den forsvundne pige? Ja, hun er såmænd bare flyttet sammen med den liderlige ulv i Slagelse, hvor hun drømmer om, at den skal vise hende sin ubetingede kærlighed ved at spise hende. 

Oven i dette møder vi den moderne digter Bolettelund, der skriver lige fra hjertet. Om mandens utroskab, og om psykologens seksuelle krænkelser. Det er ikke nødvendigvis sandheden, men skidtet sælger og omkring hende dannes en hastigt voksende menighed af kvindelige fans. Bolettelund bliver en folkeforfører, hvis digte til sidst viser sig at være det eneste, der kan stoppe ulvens magtovertagelse af samfundet. Bolettelund ender sine dage som martyr, mens den unge blinde pige tilgiver alt og alle deres synder, og overtager magten over menigheden.

Hvis det lyder sært, jamen så er det skam fordi det er sært. Som nævnt varer det et stykke tid før historien begynder at give mening, men symbolikken er ikke til at tage fejl af. 

De fire kvindelige skuespillere og fem kvindelige statister spiller alle roller; mænd, kvinder, ulve. Unge, ældre og digterens disciple. De ryger ud og ind af rollerne, nogle gange bedre end andre. Det er imponerende at de to nye har kunnet lære, ikke bare ordene, men også puslespilet af ind- og udgange, for det er faktisk dem, der oftest skifter karakter. At spillet i perioder bliver en anelse skingert, er til at forstå. Det gælder faktisk også Josefine Park og Tina Gylling Mortensen, omend sidstnævntes sceniske autoritet og komiske nerve endnu engang tager kegler. 

Forestillingen er instrueret af Henrik Grimbäck og Claus Flygare, mens den enkle scenografi, der effektivt bidrager til at skuespillere og statister kan forsvinde og skifte karakter bag den, skyldes Ida Grarup Nielsen. 

Tekstens kompleksitet er forestillingens største udfordring. Er det et rigtigt godt stykke? Nej, det er det vel i grunden ikke, men som teater i nuet, politisk kommenterende og provokerende, har det bestemt en funktion. Det er i sig selv en kvalitet, og det tilfalder der en ekstra stjerne for.

"Håbet er lysegrønt" af Kasper Colling-Nielsen og Claus Flygare.

Instruktion: Henrik Grimbäck/Claus Flygare. Scenografi: Ida Grarup Nielsen.

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Josefine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup. Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Valentin (statister).

Spiller på Edison (Siloen) til 5. maj.

Anmeldt 21. april.

Foto: Henrik Grimbäck.