Riget

Portene til Riget åbner sig igen, på Det kongelige Teater. Det er u-hygge-ligt, ganske morsomt og noget langt.

* * * * 

Længden i sig selv behøver ikke at være noget problem. Lars von Trier har lavet meget laaange film, som alligevel har formået at fascinere og fastholde sit publikum, og på teatret husker jeg stadig et par maratonforestillinger dengang Lars Norén virkelig var hip. 

Alligevel bliver de godt tre timer Det kongelige Teaters "Riget" løber op i til noget af en udfordring. Måske er det forbi von Trier og hans manuskript-makker Niels Vørsel ikke er Lars Norén'er, eller måske er det fordi instruktøren Nicolei Faber (endnu) ikke er en Lars von Trier. Måske er det fordi man kender historien i forvejen, og ikke helt på samme måde overraskes, som kom man med en ren tavle.

Der kan være mange årsager. Det korte af det lange er, at forestillingen er for lang!

Det er så ikke det samme som, at der ikke på rigtigt mange måder er tale om en ganske underholdende sceneversion af von Triers gamle tv-serie fra 1994. Ja, så længe siden er det, at den spiritistiske Fru Drusse snød sig ind blandt de ekcentriske læger på det hjemsøgte Rigshospital, og sammen med sin søn, der er portør på hospitalet, indleder eftersøgningen af et spøgelse; en lille pige, der græder i elevatorskakten. Tv-seriens umiskendelige kvalitet understreges af, at alle, der så den dengang, stadig husker Drusse, og har den koleriske svenske overlæge Stig Helmer på hornhinden, og krystalklart husker hans afmægtige råb mod himlen på taget over Riget: Danskjävlar. Der er den latterlige cheflæge Moesgaard og hans tåbelige operation Morgenluft, den unge, smukke læge Judith, der bærer på et meget hurtigt voksende barn, den geskæftige reservelæge Krogshøj, der driver en lille afpresningsvirksomhed i kælderen, for ikke at glemme den splittergale patolog Bondo, der med sin distinkte udtale af hepatostom, stod som en langt mere central figur i serien, end rollens størrelse berettigede.

På Skuespilhusets store scene vækkes alle disse karakterer til live igen, som var de fremkaldt af Fru Drusses cirkulerende pendul. Der spilles i flere roller nærmest præcist som i serien; Peter Christoffersens Bondo især. Som var det en hyldest til salig Baard Owe, som for ikke så længe siden forlod denne verden, og her nærmest svæver over scenen, som havde han endnu ikke forladt det svedenbergske rum, det sted mellem døden og efterlivet, hvor mediet Drusse allerbedst kan komme i kontakt med ånderne.

Kirsten Olesens Fru Drusse læner sig bestemt også meget op af seriens original, og Jens Jørn Spottags Overlæge Moesgaard er en næsten 1:1 kopi af seriens Moesgaard i gestik og intonation. Og det er der altså ikke nødvendigvis noget galt i. Det er faktisk ganske morsomt.

Og så er der jo Overlæge Stig Helmer. Den bedrageriske, selvglade, regelrette svensker, som Ernst-Hugo Järegaard ikoniserede på tv. Her spillet af Thomas W. Gabrielson med masser af patos og sydende ondskabsfuld foragt for den verden, og det hospital, han er endt på. Gabrielson er særdeles velvalgt til rollen, og bliver, præcis som originalen, forestillingens komiske omdrejningspunkt. Det er primært ham, vi griner af - og med - når vanviddet stikker helt af.

"Riget" har som dramatik mange aspekter og nuancer. Det er både en farce, en gyser og en satirisk kommentar til den debat om sygehusvæsenets effektivitet og selvtilstrækkelighed, som stadig, små 25 år efter serien blev lavet, minsandten er en ongoing story og derfor er "Riget" i dag lige så aktuel som dengang. Det er jo i sig selv u-hygge-ligt, som opvaskerne siger. Her, på scenen, erstattet af et åndekor, gemt bag hospitalets hvide vægge. En af de kærkomne bearbejdninger af von Triers manuskript, som der måske godt kunne have været flere af. Nicolei Faber kan i hvert fald ikke beskyldes for ikke at være tro mod forlægget i sin bearbejdelse.

Palle Steen Christensen har været udfordret i forhold til scenografien. Den centralt placerede elevator, der er så vigtig en del af handlingen rummer ikke mange udfoldelsesmuligheder, og den store hvide væg, der oftest spilles op ad, virker lidt pauver for en stor forestilling på landets nationale scene. Bedre lykkes det, når scenen drejer rundt og labyrinten af gange under Riget toner frem. Og med lys- og lydeffekter lykkes det at skabe lidt af den okkulte stemning af isnende uhygge omkring de gamle blegedamme. 

Hvis man ikke har set tv-serien "Riget", og det er der jo nærmest et par generationer, der ikke har, så får man vel en helt anden oplevelse end hvis man har set, husker og elskede serien. Teaterudgavens uomtvistelige hyldesttilgang fungerer således på både godt og ondt, og det er vel i grunden helt i Lars von Triers ånd.

"Riget" af Lars von Trier og Niels Vørsel. Bearbejdet af Nicolei Faber på baggrund af tv-serien fra 1994.

Instruktion: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Ulrik Gad. Videodesign: Michala Clemmensen. Lyddesign: Jonas Vest. Komponist: Joachim Holbek.

Medvirkende: Kirsten Olesen, Thomas W. Gabrielson, Esben Dalgaard, Jens Jørn Spottag, Lila Nobel, Stine Schrøder Jensen, Peter Christoffersen, Mads Rømer Brolin-Tani, Thue Ersted Rasmussen, Emil Prenter og Emma Thorborg Lok/Rigmor Lily Thomassen.

Spiller på Skuespilhusets store scene til 8. juni.

Anmeldt 20. april (premiere)

Forestillingsfoto: Emilia Terese.