07-04-2018

The Prince of Egypt (engelsk version)

Visuelt imponerende billedbibel på Fredericia Teater, som trods flotte sangerpræstationer og fremragende dansere, ikke helt lever op til teatrets tidligere succeser.

* * * *

Ordet succes klæber til Fredericia Teater, der gang på gang imponerer med fornemme musicalopførelser og har bidraget til helt nye standarder for dansk teater, ikke mindst omkring den scenografiske opsætning. Teatrets ry har spredt sig ud over landets grænser, og det er noget af en fjer i hatten, at det jyske teater har fået verdenspremieren på Stephen Schwartz og Philip Lazebniks musical ”The Prince of Egypt”, baseret på DreamWorks' animationsfilm. Ganske vist fik en pre-udgave af musicalen verdenspremiere på TheatreWorks Sillicon Valley i Californien i efteråret, men den endelige versionering er altså lagt i hænderne på det særdeles kompetente team i Fredericia.

Man kan spørge sig selv om det også havde været tilfældet hvis magteliten på Broadway havde skønnet at musicalen havde potentiale til at blive en blockbuster dér. Det har de nok ikke, for trods mange udmærkede kvaliteter, så er ”The Prince of Egypt” ikke noget stort musicalværk. Sangene fænger ikke rigtigt, og et par stykker lyder faktisk mere af døgnflue pop end af evergreen-potentiale i musicalens forunderlige verden. Forestillingens bedste sange fungerer fint, mens de synges, men hænger ikke rigtigt ved. De er lige lovlig forgængelige.

Oplægget er baseret på Biblens fortælling om Moses, der vokser op ved faraoens hof, som hans adoptivbarn, men erfarer sin jødiske herkomst, forvises og søger tilflugt i ørkenen, hvor Gud i et syn beder ham frelse jøderne fra trældom. Her tager Moses et dramatisk opgør med sin fosterbror, Ramses, der nu er farao, og han kaster en forbandelse med ti plager over det egyptiske folk, for at befri sine egne. Jøderne flygter og ved et mirakel deler Moses vandene i Det Røde Hav, så hans folk kan komme væk fra en forfølgende hær, og Moses og Ramses forsones på bredden inden deres veje skilles for altid. Det dramatiske omdrejningspunkt er kampen om magten, dels brødrene imellem, dels den reelle politiske og religiøse magt.

Musicalen følger biblen ganske slavisk, med de friheder, der nu skal til for at skabe en underholdende musical og på den måde bliver ”The Prince of Egypt” en flot illustreret billedbibel tilsat musik og sange.

Og flot er det. En enkel, men flot scenografi, der meget effektivt benytter det dygtige ensemble og ikke mindst de seks fra USA importerede dansere, i en koreografi, som er aldeles fremragende, sammen med lys, lyd og projiceringer, og en nøgen, skrånende scene, skaber en god ramme. Lyssætningen er eminent og lyden er perfekt, og sangerne kan vel næppe forventes bedre. Til verdenspremieren blev Ramses sunget af den amerikanske Jason Gotay, der har høstet succes på Broadway. Han var glimrende i både sang og skuespil, men andre får ikke den fornøjelse. De fremtidige opførelser er med Lars Mølsted i rollen, både på dansk og engelsk, men det er nu nok heller ikke dårligt. Den meget talentfulde Diluckshan Jeyaratnam leverer en respektfremkaldende præstation i den bærende rolle som Moses. Vokalt er han suveræn, og han er ganske udmærket i spillet, især når han til sidst angrer de grusomheder han påkalder egypterne. Det er en særdeles lovende præstation. Kvinderne står stærkt i billedet; Nadia Abraham som den temperamentsfulde Tzipporah, Sandra Elsfort som den magtbegærlige Nefertari, Anna Fuglsig som dronningen og Silke Biranell som Moses’ biologiske søster. I en lille rolle som jødisk leder lyser Runi Lewerissa op med liv og lune.

Der er således ikke en finger at sætte på hverken opsætningen - selvfølgelig leverer Fredericia Teater et scenografisk chok til sidst, som ikke skal afsløres her – eller præstationerne. Der hvor ”The Prince of Egypt” ikke helt lever op til de forventninger, Fredericia Teater selv har skabt, er på manuskriptplan og i sangene. Det er ok, pænt, kalkuleret og inden pausen faktisk lidt småkedeligt.  Der strammes op efter pausen, men helt op og ringe kommer det ikke. Alle de mange talenter og de fantastiske effekter til trods.

Der er næppe tvivl om, at Fredericia Teater også med denne opsætning skaber international opmærksomhed, men om det er nok til at Broadway også falder på halen er nok mere tvivlsomt. Men miraklernes tid er måske ikke slut endnu.

”The Prince of Egypt”. Musik og sangtekster: Stephen Schwartz. Historie: Philip Lazebnik.

Instruktion: Scott Schwartz. Koreografi: Sean Chessman. Scenografi: Kevin Depinet. Lysdesign: Mike Billings. Kostumer: Ann Hould-Ward. Kapelmester: Martin Konge.

Medvirkende: Diluckshan Jeyaratnam, Jason Gotay (senere Lars Mølsted), Nadia Abraham, Sandra Elsfort, Anne Fuglsig, Mads M. Nielsen, Runi Lewerissa, Søren Bech-Madsen, Silke Biranell, Samira Alm, Christoffer Lund Skov, et stort ensemble af sangere og dansere.

Spiller på Fredericia Teater til 10. juni. Premiere på dansk 17. april. Kommer til Det kgl. Teaters Gamle Scene fra 21. juni 2019.

Anmeldt 6. april (verdenspremiere).

Foto: Søren Malmose.